The Faroe Islands, North Atlantic Studies, Vol. I, No. 1, udg. v. Susanne Dybbroe m.fl. Aarhus 1989. 63 s.

Det nye Center for Nordatlantiske Studier i Aarhus har indledt sin skriftrække med et hæfte om Færøerne. Det består af seks velskrevne videnskabelige artiklerto naturvidenskabelige og fire humanistiske - alle forfattet på engelsk. John Wylie, en amerikansk socialantropolog, fremhæver kombinationen af individualisme med social egalitarisme hos færingerne i lighed med de øvrige nordiske folk. Den færøske socioøkonom Joan P.Joensen skildrer udviklingen inden for fiskeri og handel og den deraf affødte nye klassestruktur. Vagn Wåhlin udviser i sin artikel stor kyndighed i færøske forhold, og i lighed med de to førnævnte forfattere interesserer han sig meget for øernes nationale identitet, dens tilblivelse og fremvækst. Wåhlin gør gældende, at den færøske nationalfølelse er en myte, og at den snarere bør ses i relation til dagens socioøkonomiske virkelighed.

For sin opståen forudsætter identitet en vis modsætning til »de andre«; indtil da er man jo helt enkelt sig selv. Øboernes baggrund må have bidraget til at give dem en stærk identitetsfølelse. Lige fra nybyggertiden har øerne haft den samme geografiske afgrænsning. Færøsk var rigtignok et talesprog, medens dansk sidenhen indtog en lignende rolle her som tysk tidligere havde haft i Danmark, nemlig som det officielle sprog. Færøernes historie er præget af øsamfundets isolation og udviser stor kontinuitet. Fortiden opleves her især inden for bygdens snævre grænser og formidles mest gennem sagn og digte. Efter åbningen udadtil sidst i 19. årh. tager i befolkningen den færøske nationalfølelse form, og dens udvikling har et særdeles normativt præg sammenlignet både med nationalstatsideologieni det 19. århundredes Europa og med forholdene i vore dages tredie

verden. Som dansk historiker har Wåhlin ikke så let ved at forliges med tanken
om, at den frembrydende færøske nationale identitet naturnødvendigt måtte
vende sig mod Danmark.

Med sin betydelige indlevelse i den færøske kultur anerkender Wåhlin fuldtud det overnaturliges plads i folkets forestillingsverden. Dette tema er også ledetråden i Elisabeth Vestergaards artikel. Hun belyser på overbevisende måde hvorledes mand og kvinde havde hvert sit domæne, både når det gjaldt erhverv og indflydelse. Opfindsom er sammenligningen mellem præstens og kvindens funktioner i det traditionsbundne øsamfund. Det kvindelige element har dog næppe været så fraværende på havet som det fremhæves i artiklen. De mange fortællinger trykt i tidskriftet »Sidur og søgur« viser klart, at de religiøst betonede taburegler omkring fangst og sejlads hyppigt var knyttet til kvinder, der jo i lighed med præsten havde særlig gode forbindelser til det supranaturlige. Dertil kommer, at gerningen til søs først nogle fa generationer tilbage blev et decideret mandligt erhvervsområde.

Dorete Blochs artikel om skindværdien for pilothvalen virker grundig og sober. Stefan Adalsteinsson gør rede for, at de islandske husdyr ikke er af nordbritisk oprindelse, samt at den store hyppighed af blodgruppe O hos islændingene ikke har sin forklaring i irske landnamsmænd, men er opstået ved selektion efter koppeepidemier, hvilket sidste er et svar på et internationalt forskningsspørgsmål. Disse i sig selv interessante videnskabelige resultater ville dog først rigtig have hørt hjemme i et hæfte om Færøerne, hvis Adalsteinsson også havde taget det næste skridt og foretaget en sammenligning med tilsvarende færøsk materiale.

Indholdet af dette første hæfte fra Center for Nordatlantiske Studier vidner om, at der ligger store opgaver inden for feltet. I de senere år er tværfaglige centre for en række landområder vokset frem ved danske universiteter. Et område beboet af nære nordiske frænder har længe måttet vente på noget tilsvarende; men nu er der glædeligvis blevet rådet bod herpå igennem dette initiativ ved Aarhus universitet.