Poul Skaaning: Harald Blåtands sidste kamp. Trelleborgene og brydningerne i dansk vikingetid 979-983. Dansk Historisk Håndbogsforlag, 1992. 209 s., illustreret. 188 kr.

En anmelder, som skulle anmelde en slet bog, men dog gerne ville begynde venligt, indledte sin anmeldelse således: »Der er både meget godt og meget nyt i denne bog«. Resten af anmeldelsen lød: »Desværre er det gode ikke nyt og det nye ikke godt«. Jeg ville også gerne være venlig, men kan dårlig finde noget strå i denne bog at klynge mig til. Der er meget nyt i den, og det er bestemt ikke godt, og det gammelkendte, som bogen rummer, er med flid valgt blandt det mere tvivlsomme.

Skaaning vil forklare vikingetidens ringborge og sætte dem ind i en politisk kontekst. Hans ide er, at de er opført i forbindelse med den strid mellem Harald Blåtand og Sven Tveskæg, som kostede Harald livet. De skal have tjent som beskyttelse af Svens ledingsflåde mod jomsvikingerne, som støttede Harald og kunne ødelægge skibene et for et om vinteren, hvis de ikke samledes sammen og bevogtedes. Opstanden mod Harald forklares med byggeriet af Ravning Enge broen, som betragtes som provokerende nytteløs.

Den, som vil lodse denne tese i havn, må navigere gennem en veritabel skærgård af anstødssten. For det første må Harald dø i 981, noget tidligere end det traditionelle ca. 985. Man kan, som Skaaning siger, ikke lægge megen vægt på Adam af Bremens oplysninger om Haralds regeringstid, men Niels Refskou har nylig vist, at Otto Ill's diplom fra 988 indebærer, at Haralds død snarest faldt i 987, ikke før 985. Skaaning har benyttet Refskous arbejde i anden sammenhæng, men dette forhold tager han ikke op. En væsentlig forudsætning for hans teses mulighed er dermed ikke etableret. Værre er det, for det andet, at hvis ringborgene skulle kunne fungere som vinteroplagspladser for langskibe, må skibene kunne manøvreres derind. Skaaning er klar over, at portene er for smalle,

men alt, hvad han gør ved det, er at antyde, at arkæologerne jo så tit har taget fejl. Portene var ikke blot for smalle, de var også overbyggede. Kan man ikke sætte en bedre arkæologisk tolkning i stedet, er man strandet på et urokkeligt skær.

Skaaning advarer et sted om, at »Det bliver gang på gang påkrævet at fremsætte hypoteser, men egentlige spekulationer, det som Lauritz Weibull kaldte 'rena suppositionen', er naturligvis bandlyst«. Desværre kender han i praksis ikke forskel. Kilderne tolkes helt efter forgodtbefindende, og forfatteren digter over et vilkårligt udvalg af dem, ret imod dem og langt ud over dem.

Hertil kommer, at Skaaning er utilstrækkelig bevandret i faglitteraturen og ofte end ikke udnytter den i bibliografien anførte litteratur. Nogen burde hjælpe Velux-fonden, der gerne vil støtte forskning, men har støttet denne bogs udgivelse, med at anvende sine penge efter formålet.