Ulrike Sterath-Bolz: Kontinuität statt Konfrontation. Der Prolog der Snorra Edda und die europäische Gelehrsamkeit des Mittelalters. Texte und Untersuchungen zur Germanistik und Skandinavistik. Herausgegeben von Heiko Uecker. Band 27. Frankfurt am Main, Peter Lang. 1991. 173 5.35.00 s.Fr.

Prologen til Snorres Edda har i tidens løb været genstand for heftig diskussion. Denne fortale indleder en samling på fire tekster hvoraf den anden, kaldet Gylfaginning, er en dialog hvor den nordiske mytologi fremlægges. De to øvrige omhandler skjaldekunsten, dens »kendinger« d.v.s. billedlige omskrivninger og dens versemål. Navnlig mellem prologen og Gylfaginning er der en udtalt

modsætning: den første er nærmest en kristen trosbekendelse, den anden gengiver hedenskabet uden mindste forbehold. Det har fået en stor svejtisk Germanist, Andreas Heusler, til at hævde at prologen er et fremmedlegeme der senere er føjet til af en gejstlig der ønskede at kaste et kristent skær over det barske hedenskab i de tre øvrige tekster (Die gelehrte Urgeschichte im islåndischen Schrifttum, 1908).

Forfatteren til den her forelagte dissertation har ønsket at finde en forklaring på den vitterlige modsætning mellem teksterne. Ulrike Sterath-Bolz er ikke ene om at søge forklaringen i Snorres kendskab til sin samtids syn på hedenskabet. Det er ikke lykkedes hende at udpege præcise forbilleder men hun argumenterer overbevisende for at Snorre ikke har anset den førkristne religion for en modsætning til kristendommen, men for et led der indgår i en kontinuerlig opfattelse af troen på en skabergud hvor det afgørende moment er forståelsen af de rette navnes betydning.

Snorres selvstaendige indsats bliver den vaegt han laegger pa »kendingerne«, d.v.s. de omskrivninger som florerer i skjaldekunsten. Middelalderens sprogfilosofi bliver pa den made hjernestenen i opfattelsen af verdens gang: de nordiske - og andre ferkristne »guder« - markerer saledes et trin der er sandt men ufuldstaendigt. Prologen sikrer at lsseren trygt tor kaste sig ud i det farlige emne fordi der her tales samtidens sprog uden omsvob, medens den rene mytologi som man finder i den forste tekst, Gylfaginning, og i flere af kendingerne angiver den Carkristne religionsopfattelse.

Snorres Edda har i alle sine bestanddele tilsammen understreget kontinuiteten
fra før-kristen til kristen verdensanskuelse, men andre var allerede før ham inde

på lignende tankegange: når genealogerne bestræbte sig på at føre slægterne tilbage til tiden før religionsskiftet hvor man højsatte de afdøde på hedensk vis havde man sikret tilhørsforholdet til en gård eller en egn sålænge Island havde været bebygget.

Først og fremmest er dog den skriftlige tradition afgørende. Ligesom man i det øvrige Europa dyrkede de klassiske forfattere som et led i den kristne skoling — en tanke der går tilbage til kirkefædrene - fik man i de nordiske lande en selvstændig version af såkaldte 12.årh.s renæssance ved at man inddrog navne og myter fra den nordiske fortid. Ulrike Sterath-Bolz gør rede for dels den norrøne dels den kontinentale side af denne tankegang og fremhæver især forbindelsen mellem Island og Frankrig.

I betragtning af den omhyggelige redegørelse for sammenhængen mellem Norden og det øvrige Europas både gamle og nye lærdom, må det være tilladt at udstøde et lille suk over at kendskabet til den indsats der er gjort ved ærkesædet i Lund er overset. Netop i de 50 år, (fra 1104-1154), da hele Nordens ærkesæde lå i Lund, blev grunden lagt til ikke alene udviklingen i Danmark — med Saxos værk som eet af højdepunkterne — men også i det øvrige Norden. Bisper blev indviede, tekster udvekslede: selve Ari Frode, en af pionererne til den islandske ndshistorie, opholdt sig i Lund.

— Bortset fra anmelderens patriotiske utilfredshed på dette punkt skal det understreges at Ulrike Sterath-Bolz's dissertation er et godt indlæg i diskussionen om forholdet mellem hedenskabet og kristendommen foregik i en konfrontation eller i kontinuitet.