Sven G. Holtsmark og Tom Kristiansen: En nordisk illusjon? Norge og militært samarbeid i Nord, 1918-1940. Oslo, Institutt for Forsvarsstudier, Forsvarsstudier 6/1991. 111 sider. N.kr. 45,00.

De nordiske landes udenrigs- og sikkerhedspolitik i perioden 1918-1940 er blevet grundigt analyseret i flere væsentlige fremstillinger. For eksempel i Erik Lonnroths,Viggo Sjøqvists, Juhani Suomis' og Nils Ørviks oversigtsværker over hhv. svensk, dansk, finsk og norsk udenrigspolitik i mellemkrigstiden. Den store — og tidlige - interesse for de nordiske småstaters udenrigs- og sikkerhedspolitik og den meget fuldstændige gennemgang af det nationale udenrigsministerielle kildemateriale,der ligger til grund for disse fremstillinger, har medvirket til, at der

længe har hersket udbredt enighed blandt faghistorikere om hovedtrekkene af netop
denne periodes nordiske samarbejdsbestræbelser - og ikke mindst de militære
sådanne.

Det er derfor forfriskende, når Sven Holtsmark og Tom Kristiansen, der begge er tilknyttet det norske Institutt for Forsvarsstudier, finder hele debatten om et nordisk militært samarbejde frem fra skabet igen og tør støve den af. De gør det med afsæt i det norske politiske miljø og ved at vælge en noget anderledes tilgang til emnet. I stedet for at forklare hvorfor et nordisk militært samarbejde ikke kunne realiseres i mellemkrigstiden, stiller de spørgsmålet: »Taget de mange fællestræk i betragtning og det øvrige samarbejde på en række områder, hvorfor opstod der så ikke en militær alliance i Norden eller Skandinavien?«. Deres hovedkonklusion falder imidlertid helt i tråd med den hidtidige forskning: Et mere vidtgående militært nordisk samarbejde kunne ikke realiseres på grund af landenes uforenelige strategiske interesser. Det foreliggende arbejdes styrke ligger da også mere i nuanceringen af det billede som blandt andre Lonnroth, Sjøqvist og navnlig Ørvik har tegnet. Ikke mindst præciseringen af det faktiske samarbejdes »bureaukratisering« i det norske fagmilitære miljø, som resultat af norske politikeres begrænsede interesse for at analysere samarbejdets mulige former og dets strategiske og politiske forudsætninger, er et vigtigt supplement til det allerede kendte billede af 1930'ernes nordiske militære samarbejdsbetræbelser.

Delvist nyt i forhold til tidligere forskning indenfor emnekredsen, er forfatternes behandling af stormagternes og navnlig Sovjetunionens syn på de nordiske samarbejdsbestræbelser, og den indflydelse som dette, i fle nordiske udenrigspolitiske beslutningstageres perception, havde for udviklingen af et nordisk samarbejde. For Sovjetunionens vedkommende støtter undersøgelsen sig på allerede offentliggjort arkivmateriale i »Dokumenty vnesjnej politiki SSSR«, samt avisartikler fra Pravda, Izvestija og et mindre antal norske kommunistiske aviser og periodica. Dette materiale har - mig bekendt - ikke tidligere været anvendt i sammenhæng med en undersøgelse af mellemkrigstidens nordiske samarbejdsbestæbelser.

»En nordisk illusjon« lægger megen ny information frem og indeholder en række både præcise og kvalificerede iagttagelser, som jeg kun kan være enig i. Desværre forstyrres dette indtryk af visse unøjagtigheder, hvilket formentlig hænger sammen med forfatternes noget punktvise gennemgang af det foreliggende kildemateriale, og dét med hovedvægten på materiale af norsk udenrigsministeriel proveniens. Eksempelvis skriver forfatterne, at det praktiske nordiske luftmilitære samarbejde startede sommeren 1938 (side 70). Dette gælder dog udelukkende den politisk sanktionerede del af samarbejdet, idet de indledende undersøgelser vedr. luftmilitært samarbejde allerede blev gjort i maj 1933 - efter initiativ fra lederen af den danske generalstabs generalstabsafdeling, oberst Ebbe Gørtz (se Generalstabens hemliga handlingar, Centralavdelningen, Serie F, Operationshandlingar, J:D. Krigsarkivet, Stockholm). Det luftmilitære samarbejde sommeren og efteråret 1938 havde alene som formål at bekræfte allerede indgåede præliminære aftaler mellem de respektive generalstabe. Den danske og svenske generalstab indgik således en foreløbig aftale om luftmilitært samarbejde den 25. april 1936!

Forfatterne peger ganske rigtigt på, at det militære samarbejde som regel
foregik bilateralt og hovedsagelig med Sverige som initiativtager. Alligevel er
forfatternes anvendelse af kildemateriale af svensk oprindelse begrænset til årene

1918-33, og konsekvent har Holtsmark og Kristiansen undladt at benytte sig af materiale fra militære stabsarkiver, hvilket i hvert fald med hensyn til svenske synspunkter kunne have nuanceret undersøgelsens konklusioner. I denne sammenhænger det nødvendigt at pointere, at der er store lakuner i det norske kildemateriale, efter at tyskerne under okkupationen fjernede store arkivfonde vedrørende nordisk forsvarssamarbejde (jf. Nils Ørvik, Sikkerhetspolitikken 1920-1939, bd. 11, Oslo 1961, p. 39 og p. 56) - det gælder både de militære arkiver og Utanriksdepartementets arkiv.

De nordiske landes forskelligartede sikkerhedspolitiske interesser præciseres flere gange i bogen. Derfor forekommer det også metodisk betænkeligt, når søgelyset så ensidigt rettes mod kun én af samarbejdets fire parter, i hvert fald i det omfang iagttagelserne anvendes induktivt. Norge var jo netop det land, der gennem hele perioden havde mindst interesse i et fællesnordisk samarbejde, for som forfatterne skriver i deres konklusion (side 93), »blev trusslens übestemthed i stor grad tolket som at ingen trussel fantes og dermed var det vanskelig å se det egentlige behovet for et forsvarssamarbeid«.