Erik Norberg (udg.): Carl August Ehrensvärd. Dagbogsanteckningar 1938-1957, Samfundet för utgivande av håndskrifter rörande Skandinaviens historia. Handlingar del 16, Stockholm 1991. (Distribution: Krigsarkivet, S-115 88 Stockholm). 418 sider. Ill. Sv.kr. 300,00.

Svenske Carl August Ehrensvård er et eksempel på en fremgangsrig politiserendeofficer. Med succes søgte han gennem - stort set - hele sin militære karriere at sætte dagsordenen ikke alene for svensk forsvarspolitik men også indenfor områder af udenrigspolitikken, især med henblik på interskandinavisk samarbejde.

Her kunne han udnytte sine gode personlige kontakter til vekslende udenrigsministre - Richard Sandler og Christian Giinther, til forsvarsministrene Per Edvin Skold og Allan Vougt samt til kabinetssekretæren i udenrigsministeriet, Erik Boheman.

Også pressen stod åben for Ehrensvård. Navnlig havde han gode kontakter til den store, landsdækkende avis Svenska Dagbladet, som han i en årrække var rådgiver for i forsvarspolitiske spørgsmål. Fra 1937-38 og indtil 1941 blev han endog regnet blandt avisens faste medarbejdere.

Dagbogsoptegnelserne indledes den 19. marts 1938, hvor Ehrensvård som chef for forsvarsstabens arméoperationsafdeling og dermed ansvarlig for det svenske forsvars operative planlægning allerede havde taget de første store skridt op ad karrierestigen. Sidste indførsel er fra den 29. maj 1957, knapt fire måneder før han trådte tilbage som chef for den svenske hær.

Ehrensvård sluttede sin karriere med rang af general, uden dog at have nået den stilling han mest af alt selv ønskede: posten som øverstbefalende. »Han år fbr ung och hett«, havde daværende statsminister Per Albin Hansson vurderet, da Ehrensvård havde muligheden i 1943. Reelt dækkede dette over, at Ehrensvård

med sine ofte kontroversielle synspunkter og direkte og meget selvbevidste adfærd skabte sig mange fjender. Næppe nogen var dog i tvivl om hans evner- heller ikke Ehrensvård selv. Han var uden tvivl en af svensk forsvarsvæsens største begavelser. Han havde en betydelig taktisk og operationel indsigt parret med - en sjældent forekommende - praktisk krigserfaring (han havde deltaget i den finske frihedskrig 1918 og i Vinterkrigen 1939-40). Tit var hans indflydelse derfor betydeligt større end hans rang og titel umiddelbart skulle berettige. Ehrensvård havde således været arkitekten bag den svenske forsvarsplan fra 1927 og igen bag den, der blev fremsat men ikke vedtaget i 1939. Han var udenrigsminister Sandlers militære rådgiver under Ålandsforhandlingerne 1938-39. Og sidst men ikke mindst var han mere end nogen anden dynamoen i 1930'ernes interskandinaviskemilitære kontakter, samt i deres fortsættelse i det sidste krigsår; operationerne »RD« og »RN« - Rådda Danmark og Rådda Norge.

Der er tale om en udpræget tjenestedagbog, hvor - modsat eksempelvis Olof Thornells (øverstbefalende for de svenske styrker indtil efteråret 1943) og Helge Jungs (øverstbefalende 1944-51) betydeligt mere summariske dagbøger med vægt på vejr, vind og private engagementer - privatlivet definitivt holdes ude.

C. A.Ehrensvårds dagbogsoptegnelser varierer meget både i bredde og dybde. Således er notaterne fra september 1939 og indtil årsskiftet 1942/43 nærmest fragmentariske; efter alt at dømme som følge af et markant øget arbejdspres i forbindelse med den skærpede sikkerhedspolitiske situation efter verdenskrigens udbrud.

Dagbogen er aktørens og førstehåndsvidnets - almindeligvis præcise og dækkende - skildring af en række væsentlige forsvars- og udenrigspolitiske beslutninger samt grundlaget for disse. Beslutningsforløb hvor Ehrensvård gerne havde en central placering. Dagbogen bidrager derved til en større forståelse af svensk sikkerhedspolitik og dennes udvikling i en fase, hvor politikken blev formuleret i den form, vi kender i dag. Ehrensvårds dagbogsoptegnelser indeholder desuden en række stærkt personlige, til tider sarkastiske, beskrivelser af de personer han kom i kontakt med gennem årene.

Det er den nyudnævnte svenske rigsarkivar, Erik Norberg, der har stået for udgivelsen. Norbergs redaktion er gennemført med kyndig hånd: Et indledende afsnit sætter Ehrensvårds optegnelser ind i deres rette kontekst: I et appendix påpeger udgiveren tilfælde af inkonsistens, dokumenterer senere rettelser og tilføjelser og forklarer tekstlige uklarheder i Ehrensvårds tekstforlæg.

Mit eneste hjertesuk er det manglende realregister, der ville have gjort det
lettere for læseren at følge konkrete hændelsesforløb.