Tage Kaarsted: For videnskab og kunst, Medaljen Ingenio et årti 1841-1991. Odense Universitetsforlag 1991. 396 s.

Der hersker prisværdig åbenhed omkring Ordenskapitlets righoldige samlinger, hvor der med yderst rimelige begrænsninger er mulighed for at hente hjælp i personalhistoriske anliggender. Samlingernes vogter, Tage Kaarsted, går selv i spidsen, denne gang med en festligholdelse af 150-året for indstiftelsen af medaljen Ingenio et årti. Som altid må man rutinemæssigt opholde sig ved de begrædelige tab ved Christiansborgs brand i 1884, som blandt andet har betydet, at det umiddelbart ikke er muligt at sætte modtagernavne på mere end otte af de 17 medaljer i guld, som Christian VIII kan ses at have fået fremstillet. Lettere bliver det ikke at skildre baggrunden for indstiftelsen, al den stund samme konge ikke engang fandt anledning til at betro sin dagbog noget om motiver og hensigter. I praksis var der dog helt fra begyndelsen tale om en hæder for en særlig indsats indenfor videnskab og kunst, og således har det med visse udsving været siden med de i alt kun 155 kendte modtagere.

Tildelingen skete under Christian VIII tit saerdeles formhzist, og ogsa under efterfelgeren, Frederik VII, havde Ingenio et arti en naermest privat karakter. Om modtagerne i indstifterens tid kan i vaerste fald siges, at en del er gaet i haederlig glemsel, hvorimod sennen — tildels influeret af sin gemalinde - med et par besynderlige tildelinger nxrmest bragte Ingenio et arti i miskredit. Tivolis fiarste fyrvaerker var utvivlsomt en opfindsom person, og nok talte man om kunstfyrvaerkeri, men alligevel.

Under Christian IX blev kun præget ét eksemplar af denne medalje, og det ligger i dag i Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Det blev Frederik VIII, som ved at give Betty Nansen Ingenio et årti kom til at stå for genoplivelsen, og siden har medaljen været den eksklusive hæder for i første række scenens, billedkunstens og skønlitteraturens folk. Før 1951 blev ridderkors ikke givet til kvinder, og da var Ingenio et årti et godt alternativ. Spindesiden kom derfor stærkt i overtal, og således er Ellen Jørgensen den eneste »traditionelle« danske historiker, der — velfortjent — har faet denne medalje. Siden, da mændene igen er blevet stærkere repræsenteret, har faghistorikere ikke hentet hæder på denne vis. Det turde hænge sammen med visse mangler i henseende til det musiske.

Den foreliggende bog bringer korte biografier over samtlige kendte medaljemodtagere efter formlen: et billede plus tekst pa praecis en side, en ikke ganske let afgraensning for forfatteren. Nogle personer har vaeret morsommere at arbejde med end andre, og et par steder har linietallets spaendetroje affbdt nogle sproglige misfostre - Griegs klaverkoncert gar det saledes saerdeles ilde trods pianistinden Johanne Stockmarrs uomtvistelige talent.

Den sidste halve del af bogen rummer 25 korte selvbiografier, et stof, der i sig selv ville kunne bære en udgivelse. Først fra 1981 er modtagere af Ingenio et årti blevet bedt om en selvbiografi, så i de fleste tilfælde er der tale om personer, som også blev riddere og i den anledning måtte sætte pennen til papiret. Det bliver det ikke mindre fornøjeligt af, omend de autobiografiske bidrag er til størst glæde for kunst-, teater- og musikhistorien.