Hanne Engberg: En kærlighedshistorie. Maria og Orla Lehmann 1843-1849. København, Gyldendal, 1991. 368 sider, illustreret.

Denne bog er en »dokumentarisk fortælling« om Orla Lehmann og Marie
Puggaards kærlighed og korte ægteskab, indtil hun døde af tuberkulose som
27-årig 1849.

Den »dokumentariske« side består i et fyldigt udvalg af de flere hundrede breve, parret skrev til hinanden. Maria Lehmanns løse dagbogsnotater og duoens brevveksling med Marias mor, Bolette Puggaard, spiller ligeledes en central rolle. Bogens kærne er dette kildemateriale, der for langt størstepartens vedkommende her for første gang offentliggøres. Henved en tredjedel af værket består derimod af Hanne Engbergs forbindende og uddybende tekst. Bogen er forsynet med et overskueligt noteapparat, der, efter at forfatteren har fået Rigsarkivets tilladelse til en kronologisk ordning og nummerering af især de mange udaterede breve, burde kunne blive til gavn og glæde også for kommende forskere.

Tilsammen udgør kilder og tekst den spændende »fortælling« om to menneskers forsøg på at finde kærligheden inden for rammerne af deres tids idealforestillinger om kønsidentitet og jegdannelse. Uden at forfatteren ligefrem slår på stortromme for det, må man sige, at Hanne Engbergs bog kan læses som en smuk tilføjelse til rækken af den nyeste tids fortolkninger af bl.a. køn, kærlighed og personlighed som bevidsthedsmæssige konstruktioner, der i langt højere grad er bestemt af den historiske epoke end af en uforanderlig og medfødt menneskenatur eller af den tidlige barndoms determinerende konsekvenser.

Betragtet som kildeudgivelse er bogen i hovedsiden i orden. Transskriberingen af den vanskelige gotiske håndskrift er omhyggelig, omend enkelte oplagte fejl springer i øjnene. F.eks. forlyder det s. 70, at Orla Lehmann vil elskes, hvad enten han spiller »Clowner« eller ej. Der står naturligvis, som det i øvrigt fremgår af sammenhængen, »Claveer«.

Hvad forfatteren end havde gjort, kunne der rejses indsigelser mod formen, hvori brevene gengives. Da der ikke er tale om nogen fuldstændig kildeudgave med henblik på det lærde lav, kan man vel diskutere det nødvendige i den distance, der skabes ved den - næsten - slaviske gengivelse af brevskrivernes efter datidens normer korrekte og nu blot forældede stavemåde. Til gengæld, og det er egentlig dér, jeg vil hen, havde bogens brevskrivere en meget personlig og stort set konsekvent tegnsætning, som forfatteren desværre har udraderet »for læselighedens skyld« (5.342). Især gjorde den meget stilsikre Orla Lehmann sine ofte lange og højtravende sætninger mere læselige, end de nu fremstår, ved brug af et kommateringssystem, der indlagde hyppige pauser og understregede betydninger i det skrevne. Man mærker kort sagt den øvede advokat og politiske talers sans for det indtrængende og overbevisende også i privatlivets kampe.

Hanne Engberg har med sikker hånd udvalgt alle de vigtige dele af brevene og undgået trættende gentagelser. Parrets livsanskuelser, deres kønsrolledebat og deres selvopfattelser fremgår klart. Til gengæld kunne læserne have faet et mere afrundet billede af hovedpersonerne, hvis Hanne Engberg også havde medtaget enkelte eksempler på brevenes mere dagligdags meddelelser, som når Maria midt i en betydningsladet debat om Shakespeares heltinder, Portia og Julia, formaner sin nybagte forlovede at holde diæt og undgå at forkøle sig (MO 7/8 1843).

Hanne Engberg har enkelte steder foretaget nogle let betænkelige greb for at
styrke sin egen argumentation. F.eks. brydes brevenes kronologi for at opnå den

harmoniserede fremstilling af parrets tanker om kærligheden som et sjælebytte (s. 84-87). I virkeligheden udtrykte Orla Lehmann helt fra starten (OM 11/8-1843)sine ved denne idé, idet han på dialektisk vis opfattede det endelige resultat af kærlighedens fordyben sig i en anden som en mere individualiseretselvbevidsthed. Men Orla Lehmanns indvendinger kommer sent og da kun delvis frem i bogen (s. 115). Og oplysningerne om parrets moderdyrkelse af hinanden, der som forfatteren påpeger bundede i tidens helliggørelse af kvinden som opofrende moder (s. 106-07), burde have været suppleret med, at Orla Lehmann nok ønskede at dyrke Maria som Madonna, men ikke selv at påtage sig nogen moderrolle.

Mest betænkeligt finder jeg det dog, at Hanne Engberg nedtoner Maria Lehmanns eller »kærlighedens« medansvar for, at Orla Lehmann i årene mellem 1843 og 1849 som politiker forlod sin lette, raillerende franske stil for at kaste sig ud i de patetiske, nationalistiske taler med hyppige henvisninger til Danmarks genfødelse - i blod. Aldrig før har han talt så meget om sig selv som »autoritet«, og det turde være indlysende, at disse privatbreves mange udtryk for Orla Lehmanns umådelige selvsikkerhed også kunne være tolket som en kraftanspændelse for at leve op til et jeg-ideal, den meget alvorligt sindede Maria samtidig fortsat kunne beundre. Af brevene fremgår, at Maria to gange søgte at give Orla Lehmann råd med hensyn til hans politiske taler. En kort gengivelse af disse taler på henholdsvis Skamlingsbanken i 1844 og i Ridehuset 1845, der uden sammenligning var Lehmanns mest patetiske, kunne derfor have været på sin plads. Samtidig burde Orla Lehmanns påstand om, at hans »Orla Lehmanniader« trivedes bedst i hendes nærhed, næppe have været henvist til en - afsnuppet - gengivelse i note 339.

Hanne Engbergs forbindende tekst skal roses for den lette ironi, der skaber den nodvendige distance til bogens hovedpersoner uden derfor at udlevere dem. I hvert fald overbebyrdes laeseren ikke med handfaste afstoringer af de optraedendes »livslogne«, der i sa megen moderne biografiskrivning gar hen og gor laesningen til en art forbryderjagt. Laeseren hjaelpes i stedet pa vej med en raekke stort set rimelige udlaegninger af tidens — isaer Hegel'ske — filosofi. Dog finder jeg ikke Engbergs tolkning af kaerlighedsbegrebet via en dualistisk udlaegning af Hegels »faenomenologi« overbevisende (s. 145).

Hanne Engberg gar snarere i den for lidet analyserende retning. I omtalen af mange af de politiske begivenheder, hvori Orla Lehmann slar sine folder, bevaeger forfatteren sig ikke ud over de gaengse danmarkshistoriers fremstilling. Isaer omkring staendersamlingen 1844 og til dels omkring begivenhederne i marts 1848 lader hun derimod Orla Lehmanns selvcentrerede skildringer sta alt for alene. Og forst og fremmest i den lidt matte konklusion lasner forfatteren sig staerkt op ad Maria Lehmanns selvtolkning som den, der gjorde Orla Lehmann mere aegte »dansk«.

Tragedien og komedien var, at Orla og Maria Lehmanns selvrespekt måtte og skulle nære sig af tidens mest idealistiske udgave af de romantiske køns- og kærlighedsforestillinger. Derved kom de til uden nåde at udsætte sig selv og hinanden for det, Jean-Paul Sartre har kaldt en tids objektive neurose, de totalt uforenelige karakterkrav, der hos Maria Lehmann førte til en ofte gentaget dødslængsel, hos Orla Lehmann til et umådeligt behov for gennem politisk handling at give sin personlighed historisk vægt i egne og i verdens øjne.

Alt i alt er Hanne Engbergs bog vedkommende historieskrivning for en større

kreds, fordi den som i et spejl tilbyder muligheden for at erkende og måske frigøre sig endnu en smule mere fra de snærende rester af det romantiske kærlighedsideal,kriminalforfatteren Dorothy Sayers med følelig ironi har udlagt således: »Han for Gud alene. Hun for Gud i ham«.