Knud Peder Jensen: Vildmanden, En fortælling om folkemindesamleren Søren Knudsen. Gyldendal 1991. 236 s., ill. kr. 288.

Det er vist ikke langt fra, at de fleste museer er blevet grundlagt og opbygget af mere eller mindre mærkværdige mennesker, og det er i alt fald sikkert, at Søren Knudsen (1878-1955), som skabte Glud Museum, havde sine særheder. Ikke underligt, at hans skæbne har fristet en historiker, selv om fortællingen om Vildmanden ikke er uden problemer.

Der er valgt en »dramadokumentarisk« form, som gør det vanskeligere end vanligt for læseren at afgøre, hvornår Søren Knudsen holder op og forfatteren føjer til. Hertil kommer en teknik med flash-backs, som af og til virker noget forvirrende. Genren kræver strengt taget et talent som en Thorkild Hansens for at virke kunstnerisk overbevisende, og det er der ikke tale om her. Når man efter endt læsning ikke føler sig stort klogere på en person som Søren Knudsen, skyldes det også, at Knud Peder Jensen har valgt at koncentrere behandlingen så utroligt om at tale »ligefremt om alle livets sider« - i dette tilfælde Søren Knudsens kønsliv - at man får utilfredsstillende lidt at vide om det, der trods alt var baggrunden for berømmelsen, nemlig livsværket, Glud Museum.