Stephen Turk Christensen (ed.): Violence and the Absolutist State. Studies in European and Ottoman History. Kbh., Akademisk Forlag, 1990.138 s., 128,-kr.

Den lille bog indeholder en kort introduktion ved udgiveren samt tre artikler,
bygget over mundtlige indlæg fra 1987 ved et seminar om vold og social identitet
under det nu opløste humanistiske forskningscenter ved Københavns Universitet.

Professor emeritus V.G.Kiernan, Edinburgh tager sig i artiklen »Why was Early Modem Europe always at War?« af den organiserede, især interstatslige voldsanvendelse i Europa i absolutismens tidsalder. Den rummer intet nyt i forhold til forf.s tidligere artikler om samme tema. Den absolutistiske stat beskrives fortsat som én stor krigsmaskine, hvis hovedformål var at sikre de gamle eliters fortsatte dominans. Og han begår stadig de samme fejl, nemlig at overse, at adelsbegrebet skiftede indhold i løbet af 1600-tallet, og at hævde tilstedeværelsen af en aggressiv nationalisme helt tilbage i 1500-tallet. Artiklen repræsenterer et tilbagelagt forskningsstandpunkt og virker derfor temmelig overflødig.

Professor R. Muchembled, Paris behandler i sin artikel »The Anthropology of Violence in Early Modern France (15th-18th Century)« voldsbegrebet under udfoldelse af et stort teoriapparat og med empirisk basis i egne undersøgelser i Arras-området. På dette grundlag demonstreres, hvorledes den voldanvendelse, som indtil 1500-tallet var et accepteret vilkår i omgangen mellem mennesker, gradvis kriminaliseredes af den absolutte statsmagt, som stræbte efter det

komplette voldsmonopol både udadtil og indefter. Tankevækkende og læseværdig
— men igen er der tale om genbrug, idet artiklen tidligere har været trykt i Revue de
synthése, (1987).

Eneste virkelig originale bidrag er udgiverens egen artikel »The Heathen Order of Battie« om de ideologiske dybder i den tyrkiske halvmåneslagorden, således om den beskrives i serberen og eks-janitsharen Konstantin Mihailovics Tyrkiske Krønike fra slutningen af 1400-tallet. Med dette udgangspunkt leverer forf. en fascinerende idéhistorisk analyse af den nøje sammenhæng mellem politisk statsmagt og militær organisation i den tidlige nytids osmannerrige. Det er berigende og lærerig læsning, selv om artiklen ikke er fri for gentagelser, og uanset at den afsluttende sammenligning med europæisk krigskunst på grundlag af den langt senere Clausewitz er mindre vellykket. Man mærker, at forf. her befinder sig langt fra sin hjemmebane, og må i øvrigt undre sig over, at han ikke i stedet har valgt den samtidige Machiavellis krigsteorier som sammenligningsgrundlag.

Efter læsning af så meget genbrugsstof melder sig uvægerligt den tanke, om udgiveren ikke havde været bedre tjent med at publicere sin egen originale artikel på anden vis. En enkelt snaps i en hel bog er ikke meget. Men man forstår på den anden side også godt de tidsbegrænsede forskningscentres behov for at kvittere for de tildelte bevillinger med selvstændige publikationer.