Anders Monrad Møller, Etaten og traditionerne. 1914-1945. Dansk Toldhistorie IV. Toldhistorisk selskab, København 1990. 403 pp. ill.

Med udgivelsen af fjerde bind af Dansk Toldhistorie I-V forligger den samlede skildring af den danske toldetat fra de ældste toldruller i begyndelsen af 1100-tallet til i dag. Værket er i sin helhed blevet et helstøbt og veldisponeret arbejde, der behandler alle de aspekter af toldadministrationens udvikling, som man med rimelighed kan vente.

Det foreliggende bind er i Monrad Møllers pen blevet en velskreven fremstilling i store og små træk i etatens ydre rammer, og især indre liv. Fremstillingen er velgørende fri for bredpenslede og bastante vue'r over vort lands økonomiske historie - den kommer med, men i en fin balance med det, der er omdrejningspunktet: arbejdet i landets toldkamre, inspektorater og direktoratet. Læseren præsenteres for hele viften af arbejdsfunktioner og særområder, ikke mindst gennem det væld af enkeltsager, der havnede i toldvæsenets arkiv, og et stykke kulturhistorie fra en meget speciel verden er resultatet. Bogens billedside supplerer med eksempler på tidens toldarkitektur og kontroltekniske snurrepiberier.

Forfatteren fremhæver, at toldloven af 1908 nok satte punktum for årtiers politisk tovtrækkeri, men at den egentlige toldadministration jo fortsatte i bedste tradition under forordningen af 1797, der var i kraft frem til 1959. Men iøvrigt var perioden præget af alt andet end kontinuitet, og arbejdet med den stærkt voksende afgiftsadministration og de ekstraordinære toldforhold under verdenskrigeneforegik i et stadigt kapløb med de hyppige ændringer i det midlertidige lovgrundlag, som periodens opfindsomme finansministre udviklede. Det var jo

først og fremmest afgifternes store periode, de gamle på sprit, øl, sukker og tobak, der fra 1917 endegyldigt distancerede toldintraderne, og siden de mange nye, der bragte toldpersonalet ud i mange nye kontrolopgaver og i kontakt med de mest forskelligartede dele af dansk erhvervsliv. Og stadig stod toldvæsenet for opkrævningenaf den største del af statens løbende indtægter.

Monrad Mjaller viser, hvorledes ledelse og personale laenge reagerede tovende pa denne omlaegning med sa store konsekvenser for arbejdet. Der redegores for de enkelte personalegrupper, deres forenings- og organisationsliv og den formaliserede uddannelse, der blev sat i vaerk fra 1914 med toldskolen, og som krvrigt ikke fjernede den karrieremaessige modsaetning mellem den faguddannede tolder og akademikeren fra departementet.

Et af de nye omrader var 1930-ernes valutariske og importregulerende kriselovgivning. Bogen giver et levende indblik ikke mindst i de besvaerlige arbejdsgange, det indebar for toldpersonalet, nar valutabestemmelserne fra 1932 skulle iagttages - for iavrigt toldfrie varer. Hertil kom det nye store arbejdsfelt med tilsynet med landbrugseksporten, der rummede mange konflikter i forhold til Landbrugsministeriet, der, som det hed, var overdraget ledelsen af halvdelen af den danske planokonomi — den anden halvdel var jo Valutacentralen. De mange nye, uvante arbejdsopgaver gav murren i etatens personaleorganisationer og ma rimeligvis have dampet den jagt pa ekstraindtasgter, der indtil da synes at have vaeret en yndet, og vel ogsa nedvendig, beskaeftigelse for mange af de ansatte.

Monrad Møller viser, hvorledes udviklingen påvirkede det stereotype billede af tolderen: århundredskiftets Knagsted var den uniformerede tilstedeværelse på provinsbyens havnekaj, mens tolderen i slutningen af perioden i den almindelige bevidsthed blev synonym med indrejsekontrollen ved Kruså, i Kastrup og Havnegade - i begge tilfælde lige mangelfulde som billede af etatens mangesidede virke.