Vilhelm af Apulien: Robert Guiscards bedrifter. Oversat og kommenteret af Erling Albrectsen. Odense Universitetsforlag 1989. 121 s.

Erling Albrectsen nåede at fuldføre endnu en oversættelse af et kildeskrift i en
efterhånden lang serie.

Vilhelm af Apulien skrev sin krønike mellem 1088 og 1099 (omtrent samtidig med den tidligere af Albrectsen udgivne krønike af Godfred Malaterra). Han behandler de normanniske stormænds fremstød i Syditalien og på Sicilien - en af de vigtige smeltedigler for mødet mellem klassisk græsk, arabisk og vesterlandsk kultur. Værket er dediceret til hertug Roger Borsa og faderen Robert Guiscard og er udformet som et digt i heksametre. Om forfatteren ved man ikke meget; således ikke engang med sikkerhed, om han selv var normanner, om end den rosende tone og omtalen af normannerne som nostri kunne tyde på det. Intet tyder derimod på, at Vilhelm har kendt eller benyttet de samtidige krøniker af Godfred Malaterra eller Amato, hvilket giver en god kontrolmulighed, selv om de geografisk ikke helt dækker hinandens område. Den latinske tekst blev udgivet af Marguerite Mathieu (Guillaume de Pouille, La Geste de Robert Guiscard, Salerno 1961) med en parallel fransk prosaoversættelse, men teksten er ellers vist ikke oversat til noget moderne sprog.

Flere forhold kunne måske hejse advarselssignalerne vedrørende kronikørens troværdighed, som Albrectsen dog ikke betvivler: »Kun lidet sagnstof er indblandet, og han benytter de samtidige stadsannaler som kilder« (s. 11). Men det kan forurolige anmelderen lidt, når »tekstens klarhed, enkelhed og livfulde ansporing« gøres til et argument for troværdighed: »Det er ham en fornøjelse at udmale en situation med dennes karakteristiske træk« (s. 11). Det er generelt ikke særlig sandsynligt, at de mest livfulde skildringer er de mest samtidige - man kunne nævne Saxo eller Snorri som advarsel. Albrectsen nævner (s. 12), at teksten kun indeholder »passende vendinger mådeholdent indskudte fra klassiske romerske forfattere som Vergil, Ovid, Lucan« og »gerne pryder sin beretning med oplivende anekdotiske indslag«. I en streng kildekritisk tradition ville man måske få andre tanker herom. S. 40 omtaler teksten således et slag, hvor Robert falder af hesten 3 gange - og hvor fodnoten kaldet dette en »almindelig episk vending i datiden«, som f.eks. genfindes hos Vilhelm af Poitiers i skildringen afslaget ved Hastings. Faldt Robert 3 gange?

Albrectsen har (modsat Mathieu) valgt at gendigte teksten i heksametre, hvilket ganske vist prisværdigt bevarer tekstens stil, men giver anledning til visse oversætterfriheder. En af dem er, at f.eks. folkenavne gengives varierende: grækerne (Graeci, Danai) 5.24/bog 1.267-68 hos Mathieu), galler (Francorum populus) (5.27/1.372), normannerne (gens Gallica, Galli, Normanni) s. 25/1.290, 291, 313). Det sidste er »korrekt«, da forfatteren anvender disse udtryk synonymt - men alligevel kunne det have interesse at se, hvor tit forfatteren anvender hvilken betegnelse. Noget tilsvarende gælder titler, hvor princeps (korrekt) kan blive oversat tiljyrste hhv. fører, og dux til hertug eller greve (5.21/1.148, 5.20/1.127, s. 50/11.569, s. 31/1.518). Vel blot af hensyn til metrikken får personerne undertiden de titler, som ikke findes i originalen (s. 22/1.180: grev Rannulf/Rannulfus); tilsvarende ved kejser Michael m.fl. Og et lille hjertesuk: Når heksameterstilen nu bevares, ville det have været en stor lettelse med linienumre svarende til Mathieu-udgavens.

Sine steder er der altså, også måske mere end ved Albrectsens tidligere udgivelser af rene prosatekster, brug for et lille caveat i ny og næ, men det bør ikke formindske glæden over at have fået denne fortrinlige indgang til et svært tilgængeligt og sjældent benyttet værk. Som sædvanlig er udgaven rigt forsynet med oplysende noter.