Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 6 (1991)Juhani Paasivirta: Finland and Europe. The early years of independence 1917-1939, Societas Historica Finlandiae, Studica Historica 29, Helsinki 1988. 555 sider.Jens J.K. Gregersen Side 324
»Finland and Europe« er en oversættelse af forfatterens bog »Suomi ja Eurooppa 1914-1939« fra 1984. Det foreliggende arbejde er en fortsættelse af hans »Finland and Europe. International Crisis in the Period of Autonomy, 1805-1917« fra 1981, oprindeligt udgivet på finsk i 1978, og ligger i naturlig forlængelse af en række studier, som forfatteren, der indtil for nylig var professor i politisk historie ved universitetet i Åbo, har publiceret om Finlands relationer til de vestlige stormagter,navnlig Side 325
ter,navnligmed henblik på den selvstændige finske stats opståen og internationaleanerkendelse 1917-18. Der er tale om en meget grundig og faglig solid skildring af Finlands internationale relationer fra august 1914 (titlen på den engelske oversættelse er derved noget misvisende) og indtil udbruddet af 2. verdenskrig den 1. september 1939 med vægt på vekselvirkningen mellem indenrigs- og udenrigspolitikken. Paasivirta har i fremstillingen valgt en analysemodel eller forståelsesmæssig ramme, hvor han skelner mellem et officielt niveau for Finlands internationale relationer: udenrigspolitik, forsvarsspørgsmål og udenrigshandel, og et uofficielt niveau, der - i henhold til forfatteren - består af ideologiske kontakter, kulturelle og sportslige relationer. Forfatteren fremhæver selv i forordet, at inddragelsen af netop disse aspekter giver et mere »comprehensive overview« af Finlands udvikling, end hvis en traditionel approach havde været anvendt. Fremstillingen bekræfter dog kun delvis dette udsagn, hvilket helt klart hænger sammen med, at hverken Finlands kulturelle eller sportslige relationer havde en sådan betydning for landets internationale relationer, at de kan benyttes som egentlige forklaringsvariable. Her havde det været mere frugtbart, om forfatteren eksempelvis havde undersøgt betydningen af tyske og engelske industrikartellers forsøg på at præge landets handels- og udenrigspolitiske kurs (jfr. Harm Schroters: »Aussenpolitik und Wirtschaftsinteresse«, Frankfurt am Main 1983). Trods ambition om en analytisk tilgang er forfatteren mere overbevisende i det deskriptive end i det analyserende. Og igen virker kapitlerne 1-4, der dækker perioden frem til indgåelsen af den finsk-sovjetiske fredsaftale den 14. oktober 1920 — Dorpatfreden, noget mere helstøbte og afklarede end bogens øvrige dele. Hvilket ikke er unaturligt, forfatterens tidligere videnskabelige produktion taget i betragtning. Men det legitimerer næppe disse kapitlers også kvantitative overvægt. »Finland and Europe« bygger på omfattende kilde- og litteraturstudier. Kilderne omfatter ikke alene arkivalier af finsk proveniens, men også udenrigsministerielle akter fra Bonn, London, Paris og Stockholm, samt arkivalier fra bl.a. det svenske Krigsarkiv og den svenske socialdemokratiske arbejderbevægelse. Desuden er en gigantisk mængde både finske og udenlandske aviser gennemgået. I sig selv en imponerende arbejdspræstation. Med hensyn til litteraturen har det undret mig, at forfatteren ikke i forbindelse med oversættelsen af bogen til engelsk har ført datagrundlaget ajour. Ifølge litteraturlisten er yngste bog fra 1983! Dette er så meget desto mere beklageligt, som der i årene indtil udgivelsen af den engelske oversættelse i 1988 er udkommet flere betydelige specialmonografier, der perspektiverer centrale dele af Paasivirtas foreliggende værk: Eksempelvis spørgsmålet om svensk militær hjælp til Finland 1925-39 p. 460 ff), der er udførligt beskrevet i Martti Turtolas disputats »Tornionjoelta Rajajoelle«, Helsinki 1984. Og betydningen af ideologiske — in casu socialdemokratiske - kontakter (bl.a. p. 390f), der er grundigt undersøgt af Kersti Blidberg i »Splittrad gemenskap«, Stockholm 1984. Trods disse
kritiske bemærkninger er »Finland and Europe« en god
introduktion |