Olle Ferm: De hogadliga godsen i Sverige vid 1500-talets mitt - Geografisk uppbygnad, råntestruktur, godsdrift och hushållning. Studier till det medeltida Sverige 4. Sthlm., Riksantikvarieåmbetet 1990. - 5265., ill.; S.kr. 150.

Jævnsides med publiceringen af 'Det medeltida Sverige' udgiver det svenske riksantikvarieåmbete en monografiserie, hvori dr. Olle Ferms længe ventede disputats om høj adelsgodset ved midten af 1500-tallet indgår. At arbejdet har stået så længe på forstår man ved læsningen af bogen; den bygger på et kæmpemæssigt privat og offentligt, kameralt kildemateriale, som både er vanskeligt tilgængeligt og tidsrøvende.

Undertitlen angiver meget præcist forfatterens ærinde, en strukturel undersøgelse - på grundlag af udvalgte eksempler - af det svenske høj adelsgods' opbygning, dets afgiftsstruktur og afgifternes funktioner i den adelige godsdrift og husholdning. Desværre egner de svenske rostjenestetaksationer sig normalt ikkeog slet ikke i længere tidsperspektiv - til invertering af adelsgodset og dets fordeling, men overraskende er det, at taksationerne 1562, som foregik under nærgående kontrol, og som benyttes som en grov målestok, røber en maksimal udjævning på 60 %, langt mere end tilfældet var i Danmark ved samme tidspunkt (Jf. 5.33-35 og 388); man kunne fristes til at antage, at situationen endnu var af middelalderlig støbning. Men på den anden side betoner dr. Ferm flere gange, at godserne på grund af arvedelinger ikke var stabile.

Forf. afviser den forskningstradition - bl.a. Erik Lonnroth - som har hævdet, at godskomplekserne var opbygget med henblik på kommerciel udnyttelse; innovationer og investeringer spillede ingen væsentlig rolle. Hans tese er i stedet, at de arronderede godskomplekser omkring sædegårdene tjente til forsyning og betjening af de adelige husholdninger, medens de fjernere skaffede et vareoverskud, som kunne sælges eller byttes for at skaffe fornødenheder, som sædegårdskomplekset ikke selv rådede over. En tese, som nok er en overvejelse værd, selvom forf. måske lige hastigt nok forkaster etiketten 'rentegods', gods, hvor fæsternes afgifter dominerer og hovedgårdenes omfang (og endnu altså også hoveriet) er af begrænset betydning.

Sine historiematerialistiske indgangsbønner må forf. meget hurtigt modificere; kun begrebet udbytning/eksploitering fastholdes, også selvom han adskillige gange overvejer godsejernes og fæsternes varierende muligheder for at skaffe sig gunstige vilkår. Hovedstammen i undersøgelsen af rentestrukturerne og byrderne da også ganske nøgternt empirisk; den påviser overbevisende ganske store geografiske forskelle i byrderne og også mulighederne for, at relative konjunkturændringer kan have ændret dem i løbet af 1500-tallet. Alt i alt en tungtvejende og væsentlig undersøgelse.