Preben Mellbye-Hansen: De danske Kronjuveler. Rosenborg 1990, 2165.

Mens rigsregalierne endegyldigt er placeret i museumsmontre, er der den charmerende omstændighed ved kronjuvelerne, at de stadig står til rådighed forog bruges af- landets dronning. Gudmund Boesen er forfatter til standardværket om regalierne (suppleret med læsning af Historisk Tidsskrift, Bind 90), mens Preben Mellbye-Hansen for fremtiden vil have sit navn knyttet til juvelerne. Den foreliggende bog fremtræder med et pragtværks ydre, anen bag dette ligger en minutiøs historisk undersøgelse. Resultatet er - og her må man tilgive recensenten - ikke alene fascinerende, men tillige rigt facetteret og af høj karat.

Historien er i alt korthed den, at kronjuvelernes status som sådan skyldes Sophie Magdalenes testamentariske bestemmelser fra 1746. Smykkerne skulle ikke betragtes som privat ejendom, men stå til rådighed for den til enhver tid siddende dronning. Hendes nærmeste efterfølgere greb det dog an på den måde - og det ville næppe have chokeret Sophie Magdalene - at de genanvendte perler og sten i nye fatninger, og derfor har de garniturer, der i dag udstilles på Rosenborg, i det væsentligste fået deres udseende i årene 1840-42, altså på Caroline Amalies tid. Siden er de blevet placeret i et skrin, fremstillet i 1910 til Dronning Lovisa.

Skiftende dronninger har altså sat deres præg, i et enkelt tilfælde også i meget negativ forstand. En gyser er beretningen om Struensees »gadesalg« gennem den danske postkontrollør i Hamborg. Ved den lejlighed blev Sophie Magdalenes »store buket« afhændet til spotpris. Forbløffende er også fortællingen om »skattefundet« på Rosenborg i 1906, da ihærdig banken på fløj Istapeterne

afslørede et godt gemt skab, der rummede et forglemt forråd af perler, brillanter,
smaragder m.m. Det gav anledning til en genoptagelse af genanvendelsestraditionen,nu
i form af smykker forfærdiget til Dronning Lovisa.

Forfatterens vellykkede juveldetek ti viske forehavende støtter sig på fortegnelser, regnskaber og en lang række originale smykkefatninger, ribbede for rosensten og brillanter, men bevaret som sikkerhed for, at alt i sin tid var gået rigtigt til, når en ny dronnings behov skulle dækkes. Enkelte stenes placering i skiftende indfatninger kan spores over mere end 200 år, og selv om den omfattende argumentation og dokumentation stiller krav til den ikke juvelkyndige læsers tålmodighed, så har grundigheden her så absolut sin berettigelse.