Stefan Soderlind: Leding och hårad, gård och by. En studie i medeltida svensk kameralistik och dråtsel. Uppsala 1989. 189 sider.

Denne bog fortsætter og forudsætter forfatterens artikel »Håradet« (Svenskt) Historisk tidskrift 1968. Værkernes fælles grundtese er, at de distrikter i England, Danmark og Sverige, som kaldes hundred, herred, kind, hund, hundare og hårad, ikke er oprettet udfra militærordninger, men at de allerede fra starten har været områder for fælles retsstiftelse og administration. Sprogligt skal de alle være afledt af den romerske soldaterbosætning, centuria/centena, specielt som den blev udformet hos merovingerne og i frankerriget. Dette skal begrunde og forklare ordenes etymologi:Kind er således afledt af det romerske centum (i så tidlig tid, at dette ord endnu udtaltes med en k-lyd). Centuria findes oversat i det gamle tyske og svenske hund, mens centuriens 100/120 arvelodder, heredia, er direkte overtaget i ordet herred (hårad). Heredia genfindes mere uventet i det engelske distriktsnavn, hundred, der er

sammensat af hund + heredia, og de moderne sprogs talord hundrede skulle således
oprindelig have betydet »100 arvelodder«!

I det foreliggende værk hævder forfatteren mere specielt, at de nordgermanske folk ikke blot overtog centuria/centena-'mstiXMXiontrvs, nomenklatur, men at der ved herredsdistrikternes oprettelse i den sene jernalder har fundet en virkelig landmåling sted efter de romerske landmåleres principper og med deres måleredskaber (omend man ved fastsættelsen af dyrkede arealers konkrete omfang måtte tage hensyn til de nordeuropæiske jorders lavere bonitet). Overalt var dog det romerske plovland, iugerum på 28800 romerske kvadratfod = 2525 kvadratmeter det normgivende grundlag for bosættelse, agerbrug, offentlige pligter og offentlig administration. Et romersk heredium bestod af to iugera, et svensk ørtugland a.f fire. Der hørte ideelt 120 (dobbelt)plove til hvert herred, mens der i praksis også fandtes dobbelte og halve herreder.

På det grundlæggende system kunne der sekundært bygges videre med en militær ordning, leding. Otte (dobbelt)plove udgjorde en havne. Det varierende antal havner i herrederne udrustede forskellige skibstyper. »Kameralt« regnede man dog med 40-årers skibe. Bønderne i Sverige betalte ledingsafgifter til kongen, samtidig med at de hvert år gjorde tjeneste på vagtskibe i to gange otte uger som forsvarets »andenlinie«, mens frålset udgjorde den første.

Forfatteren fører en hvas og til tider usmagelig polemik mod andre svenske ledingsforskere som Erland Hjårne, Erik Lonnroth, Gerhard Hafstrom og Folke Dovring. Et fortrin ved bogen er, at den aftrykker et stort antal kilder til det svenske ledingsvæsen. Herved demonstreres deres mange indre modsigelser, og man ser klart, hvorfor svenske forskere har så vanskeligt ved at deducere en indvendigsfri syntese. Stefan Soderlind er måske ikke værre end sine modstandere blandt Sveriges spekulative ledingsforskere, men heller ikke væsentligt bedre.