Dansk billedkunst - fra magi til galleri. Red. Keld B.Jessen, Steffen Hejlskov Larsen og John Mogensen. Seks forskellige forfattere. Systime 1989. 176 sider. Rigt illustreret.

Bogen er tænkt som en indføring i den danske kunsts historie og er en af de bedste. Seks forskellige forfattere giver en stort set homogen behandling ud fra velgennemtænkte kriterier og med det formål at ville vise kunstens funktion i de forskellige perioder. De har valgt at omtale udvalgte værker, som skal repræsentere hele stilretninger, og værkerne er sat ind i en såvel kunsthistorisk som kulturhistorisk sammenhæng.

Det er et ambitiøst projekt at behandle hele vores kunsthistorie på små 200
sider, men læseren/betragteren får en sammenhæng, der er inspireret af Arnold
Hausers »Social History of Art«, hvilket er en kvalitet.

En klassisk problemstilling mellem moderne og den ældre historie viser sig uundgåeligt i et sådant oversigtsværk. Det er relativt entydigt at se den romanske og gotiske kunst i forhold til det middelalderlige katolske, feudale samfund, og tilsvarende kan »Kongemagtens billeder 1500-1770« og »Borgerskabets billeder 1770-1870« sættes i relation til de dominerende klasser og deres økonomiske basis. Det er straks sværere med »Ismernes billeder 1914-1960«, der skifter og veksler hurtigere end det kapitalistiske samfunds grundstrukturer og med »Forbrugersamfundets billeder - 1960'erne og fremefter«, hvor popart, politisk kunst, hyperrealisme og vild ekspressionisme vælter rundt imellem hinanden. Det er udtryksformer, der nok kan vurderes som reaktioner på aktuelle strømninger i samfundet eller måske snarest som reaktioner på andre kunstneriske produktioner/ismer,men

duktioner/ismer,menhvorledes skal de hastigt skiftende billedudtryk opfattes i en større samfundsmæssig sammenhæng således som fx. den gotiske kunst, der — med rette - vurderes på baggrund af hele 1300-tallets krise? Det kan vel først gøres om hundrede år.

Man kan undre sig over, at »fra magi til galleri« temmelig ukritisk overtager den traditionelle kunsthistories udvalgskriterier, når den først og fremmest vil vise kunstens funktion. Den middelalderlige kunsts tilstræbte funktion er lige så entydig som kongemagtens selvforheligende billeder er formålsbestemte, men når vi kommer frem til romantikkens gennembrud er billedernes funktion ikke længere så direkte. Billederne »udtrykker både uendelighedslængsel og fortabelsesskræk« (s. 61), det modelstudierne »ville skildre, var kvindeligheden som idé og kvindekroppen som æstetik« (5.63), »menneskene i Biedermeier-kulturen vendte ryggen til den store verden« (s. 71) osv. Med kunstens udgrænsning til en kultursfære forsvandt dens direkte formålsbestemthed, og den kan bedst vurderes ud fra kunstnernes reaktioner på omgivelserne og kun sjældent ud fra opdraggivernes ønsker. Det var vel en overvejelse værd om ikke vor tids reklamebilleder funktionsmæssigt er den naturlige arvtager af feudaltidens billeder. Adam og Eva, der arbejder i deres ansigts sved efter Syndefaldet har på mange måder deres visuelle efterkommere i den familie, hvis lykke etableres omkring morgenbordet med Kellogg's Cornflakes i firefarvetryk eller i en reklameblok på TV. »Kunsten« fra slutningen af 1700-tallet kunne så behandles som et nyt fænomen.