Ger van Roon: Small States in Years of Depression. The Oslo Alliance 1930-1940. Van Gorcurm, Assen/Maastricht, The Netherlands. 1989. 382 s.

Under indtryk af den økonomiske krise og dens frygtede følgevirkninger i retning af en mere protektionistisk handelspolitik - ikke mindst fra den tungtvejende europæiske kontinentalstaters side - besluttede en række af Folkeforbundets små medlemsstater i 1930 at gå sammen om et initiativ, som kunne imødegå denne udvikling. Initiativet blev taget fra norsk side og havde straks tilslutning fra både Danmark og Sverige, hvortil kom Belgien og Holland. Disse 5 staters regeringer undertegnede i december 1930 den såkaldte Oslo-konvention, som den hollandske historiker Ger van Roon i denne omfattende undersøgelse har sat sig for at kortlægge og analysere som et betydningsfuldt eksempel på europæiske små staters forsøg på at koordinere deres bestræbelser for i første omgang at fastholde så megen frihandel mellem staterne som overhovedet muligt og i et videre perspektiv også søge at øge deres politiske indflydelse inden for Folkeforbundet.

Det var ikke uden betydning, at 4 af de oprindelige 5 stater, der sluttede op omkring Oslo-konventionen, allerede i løbet af 1920'erne havde etableret sig selv som en særlig gruppe af ex-neutrale medlemsstater af Folkeforbundet. Dermed ønskede de at fastslå deres særlige stilling inden for forbundet, ikke mindst i forhold til stormagterne, som efter deres opfattelse i alt for vid udstrækning søgte

at bruge forbundet i deres indbyrdes uoverensstemmelser - blandt andet gennem en fastholdelse af de modsætninger, som var opstået i løbet af 1. verdenskrig. Til disse stater sluttede sig i førte omfang Belgien, men efterhånden også Luxembourgog

Hvad der begyndte som et overvejende handelspolitisk betonet samarbejde, udviklede sig i løbet af 1930'erne til en mere og mere omfattende politisk fællesindsats, som fra midten af årtiet i udstrakt grad blev præget af disse små staters bekymringer for den voksende trussel om krig mellem stormagterne. De udmøntede sig blandt andet i fælleserklæringer fra 1936 og senere i 1938, hvor disse små medlemsstater distancerede sig fra forpligtelserne inden for Folkeforbundet - med den begrundelse, at stormagterne ikke levede op til disse forpligtelser. De sidste anstrengelser for denne linie - hvis hovedformål var overordnet at søge krigen undgået, men hvis det ikke lykkedes, så at forsøge selv at holde sig uden for en sådan - blev planerne om en fællesoptræden af disse stater og USA umiddelbart før krigsudbruddet i 1939.

Ger van Roons undersøgelse er først og fremmest en meget omfattende dokumentation af de mange forhandlinger, der blev ført mellem disse såkaldte Oslo-stater. På den måde får han klart påvist, at disse stater ikke passivt affandt sig med udviklinger, som de fandt uheldige og direkte skadelige for deres interesser. På den anden side fremgår det også ganske tydeligt, at hver enkelt af de deltagende stater hele tiden først og fremmest var opmærksom på egne interesser, og at dette Oslo-samarbejde forblev en platform, som under indtryk af udviklingerne i forholdene mellem stormagterne kun med vanskeligheder kunne mobiliseres. Det er forfatteren tilbøjelig til at kritisere disse stater for, men han har i kraft af sin omhyggelige fremlæggelse af et meget omfattende materiale fået udfyldt et hidtil ret overset aspekt af de internationale forhold i 1930'erne. Selvom Oslo-initiativet ikke satte sig dybe spor i den overordnede udvikling, var der dog tale om en stædig fastholdelse ved egne rettigheder.