Helene Loow: Hakkorset och Wasakårven. En studie av nationalsocialismen i Sverige 1924-1950, Afhandling från Historiska institutionen i Goteborg, nr. 2, Goteborg 1990 (Distribution Historiska institutionen, 41298 Goteborg). 528 s. Sv.kr.2Bo.

I Sverige dukkede nationalsocialismen op allerede i 1920'erne. Der blev oprettet en række større og mindre nazistiske grupper, men der kom bortset fra 1930-1933 aldrig nogen samlet nazistisk bevægelse som i Tyskland og Danmark. Den svenske nazismes blomstringstid var i 1930'erne, da de nazistiske partier menes at have haft op imod 30.000 åbne og hemmelige medlemmer. De vigtigste partier var Svenska Nationalsocialistiska Partiet (1924-1936), Nationalisocialistiska Arbetarepartiet(e.

betarepartiet(e.1938 Svensk Socialistisk Samling 1933-1950) og NationalsocialistikaBlocket (1933-1936). Bemærkelsesværdigt er også, at den svenske nazisme levede videre efter 1945 og først blev opløst i 1950. Ja en veteranorganisation Sveaborg (for tidligere medlemmer af NSAP/SSS) eksisterede sågar endnu i 1989. Disse oplysninger fremgår af Helene Loows store afhandling om Nazismens historie i Sverige, der i foråret 1990 blev forsvaret for doktorgraden ved Goteborgs Universitet. Det er blevet en grundig og minutiøs afhandling, hvor Helene Loow følger de nazistiske organisationers historie og beskriver deres opbygning og økonomi. Hun gør rede for den nazistiske ideologi og propaganda samt fremlægger socialstatistiske oplysninger om medlemmer og funktionærer i de nazistiske partier. Endelig giver hun en detaljeret lokalundersøgelse af nazismen i Goteborg og Bohus Lån, hvor nazismen stod stærkt, samt viser, hvorledes myndighederne forholdt sig til nazismen.

Afhandlingen viser, at den svenske nazisme havde et større omfang medlemsmæssigt og mht. politisk indflydelse end det hidtil er blevet antaget. Den viser dog også, at de svenske nazister trods et omfang svarende til de danske, aldrig fik nogen reel politisk indflydelse, selv om de visse steder var del af det lokale politiske liv. I 1934 havde de således godt 100 pladser i kommunale råd. Men den svenske nazisme opnåede aldrig repræsentation i den svenske rigsdag, i 1936 fik de knap 20.000 stemmer. De svenske nazister lå ideologisk tæt på det tyske NSDAP, men de indtog en vis distance til Nazi-Tyskland og fra 1938 lagde de en mere national svensk linie. Det betød bl.a. at de gik væk fra den tyske nazismes symboler (som hagekorset og Hitler-hilsenen) og i stedet anvendte svenske symboler. Bogen viser også hvorledes de svenske myndigheder fra 1930'erne øgede overvågningen af de radikale grupper, herunder nazisterne, der dog ikke blev betragtet som så farlige som kommunisterne. Det er måske overraskende, at et af de nazistiske partier kunne fortsætte efter 1945 og at der øjensynligt ikke var sociale og stillingsmæssige sanktioner forbundet med at have været medlem af et nazistisk parti. Således har historikeren Sten Carlsson været med i nazismen i 1930'erne.

Som helhed er det et yderst imponerende arbejde, som Helene Loow har fremlagt. Det er en yderst omhyggelig kortlægning af hele den svenske nazisme og en rimelig vurdering af dens politiske, ideologiske og sociale betydning. Svagest i bogen står behandlingen af nazismen efter 1945.