Peter Harms Larsen: »Faktion som udtryksmiddel«, 228_5. - Lisbeth Borker og Povl Erik Brøndgaard: »Den bearbejdede virkelighed - om faktion«, 104s. samt et videobånd med samme titel. Amanda 1990. Samlet pris kr.2038,-.

De to bøger og videobåndet udgør et samlet undervisningsmateriale om faktion, der ifølge Harms dækker »alle former for medieprodukter hvor blandingen af »fakta« og »fiktion« er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har spillet en rolle - enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på - eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på - eller, for det meste, for begge dele« (s. 12).

Videobåndet rummer bl.a. citater fra TV-avisen, Matador, Dagbog fra Beirut, Frygtens marked, Søforklaring og Rio retur. Disse citater indgår som arbejdsmateriale til de opgaver, der stilles i bogen »Den bearbejdede virkelighed«. Denne bog har tre hovedafsnit: faktion i TV, faktion i dagspressen og faktionens mål og grænser. Bogen og båndet udgør et godt undervisningsmateriale til et meget væsentligt emne. Eksemplerne om New Journalism, som opstod i 60'erne, givet et rystende godt billede af nyhedsformidlingens overgang til ren underholdning - emnerne bliver overfladiske og intetsigende, hvor personligt og »engageret« journalisterne end formulerer sig.

Peter Harms' bog »Faktion som udtryksmiddel« er snarest en uhyre grundig
lærebog for mediefolk og, fordi den er anskuet ud fra medieproducenternes side,
særdeles nyttig for alle faghistorikere, der ønsker at forholde sig til formidling af

faget via vort århundredes midler og medier. Bogen kommer vidt omkring begyndende med 1700-tallets »nye roman« og den historiske roman over offentlighedsstrukturen til New Journalism og radiomontage. De levende billeder interesserer mest, så Harms Larsen har særskilte afsnit om bl.a. dokumentarfilm, dokudrama og dramadok, såvel udenlandske som danske produktioner. I bogens anden afdeling behandles faktion og dramaturgi, faktaprogrammernes fortælleteknikog »Sandhed, løgn og det rene digt - i sprog og billeder«, hvor en væsentlig morale er, at selve det at dramatisere et stof samtidig er at fiktionalisere det, altså i større eller mindre grad at ophæve de konventioner om sandt og falsk, som normalt er grundlaget for faktafremstilling. Harms har et meget realistisk udgangspunkt, når han hævder, at forskellen mellem fakta og fiktion er kulturbestemt,at det er kulturen, der definerer et samfunds realitet på et givet tidspunkt og at »virkelighed« derfor først og fremmest er et produkt af sociale koder (s. 15).

Marschall McLuhan sagde for snart længe siden at »Mediet er budskabet«. I denne for faghistorikere relevante sammenhæng kan man stille spørgsmålet, om mediet betinger budskabet, og her giver Harms et forsigtigt svar: »Det er tilsyneladende kun en stærkt selekteret del af virkeligheden som egner sig til at blive behandlet i dramadok- og dokudramaformen« (s. 110). Det må være en opgave for historikerne at medvirke til at afgøre, hvor selekteret denne virkelighedsdel kan og skal være.

»Faktion som udtryksmiddel« er en slags »Historisk Teknik« for mediefolk.
Den er ikke »Hvad er historie« men »Hvorledes historie i vor tids medier«.