Soga om Birkebeinar og Baglar, Boglunga Sogur I-II, udgivet ved Hallvard Magerøy. Norrøne tekster nr. 5. Norsk historisk kjeldeskrift-institutt. Solum forlag a/s, Oslo 1988. 446 s.

Den lange tradition af norrøne kongesagaer har længe haft et stedbarn, og det er Boglungasogur, der omhandler norsk rigshistorie c. 1202-1217, men uden Snorris stilistiske glans eller Sverrissagas fortællekunst. Sagaens ukendte forfatter menes at være en islænding, som skrev sit værk i Norge omkring 1220. Hele fem konger eller kongsemner skildres i løbet af de henved femten år sagaen omspænder, og som falder mellem kong Sverris og hans sønnesøn Håkon Håkonssons regeringstid.Perioden

tid.Periodenpræges ikke af nogen enkelt konge og betragtes gerne som et mellemspil; men set i bakspejlet viser den sig at have skabt forudsætningerne for at Sverredynastiet befæstede sin plads på den norske trone. I Bgglungasggur samler fremstillingen sig om to modstridende partigrupperinger, Birkebeinar i den nordvestlige del og Baglar i det sydøstlige Norge. De hyldede desuden hver sin gren af den gamle norske kongeslægt; de førstnævnte var kong Sverris gamle fæller, hvorimod Bagiarne var kirkens parti og støttedes af den danske konge Valdemar den store. Knut Helle (1958) har i et værk om Bgglungasogur kunnet fremvise interessante tendenser i sagaen med hensyn til den aktuelle politik.

Sagaens samtidige nedtegnelse gør, at fremstillingen af kendte personer må vække interesse, ikke mindst sådanne som vi møder igen i Sturla fordarsons officielle biografi af kong Håkon fra 1260'erne. Såvel jarl Skules som biskop Nikulas' fremtræden i Bgglunga sggur må have influeret på det billede, Henrik Ibsen tegner af disse to fyrster i Kongsemnerne (se også Halvdan Kohts forord til skuespillet). Denne samtidigt forfattede saga giver os endvidere et førstehånds indblik i tidens forestillingsverden. I året 1208 udkæmpes det store slag ved Lena i Sverige, og ved sådanne lejligheder i Norden viser den gamle krigsgud Odin sig stadig. Sagaen gengiver et vidneudsagn om, hvorledes en norsk bonde kaster hestesko til Sleipnir på vejen østover, fire nætter inden slaget blev udkæmpet. (11, s. 112f. og 122f.).

Værkets udgiver, Hallvard Magerøy - den tidligere Sigursur Nordal professor ved Universitetet i Oslo, som i snart et halvt hundrede år har beskæftiget sig med sagaerne som genre — har her skabt en udgave i særklasse. Bind I indeholder udelukkende kommentarer og forklaringer til Bgglungasggur; alt forklares i mindste detalje, både når det gælder politik, retshistorie, stednavne og sproglige afvigelser, etc. Dertil kommer, at udgiveren har ydet et nyt og overbevisende forskningsresultat angående sagaens tekstuelle udvikling. Byggende på den rige norske forskning vedrørende mundtlig overlevering samt egne studier (Einarsbok, 1969), navnlig af den forskelligartede formidlingsteknik ved henholdsvis skriftlig og mundtlig tradition, har Magerøy kunnet godtgøre, at de to kendte redaktioner af Bgglungasggur hver for sig og uafhængigt af hinanden går tilbage til originalen, som har været Birkebeina orienteret. Magerøys analyse af håndskriftvarianterne samt disses indbyrdes relationer indeholder visse principielle retningslinjer for udforskningen af sagatekster. - I denne nye udgave må Bgglungasggur tegne sig som et interessant emne inden for kongesagaens udviklingshistorie.