Sven Fritz: Affarsbankernas aktieforvårvsrått under 1900-tallet forstå decennier. Acta Universitatis Stockholmiensis. Stockholm Studies in Economic History 14. Stockholm, Almqvist & Wiksell International, 1990. 181 s. SEK 165,-.

Sven Fritz fra Ekonomisk-historiska Institutionen på Stockholms Universitet har skrevet denne bog som led i et større projekt om de svenske emissionsselskabers historie. Bogen behandler de lovgivningsmæssige rammer for svenske bankers ret til at handle med aktier for egen regning. Bankers handel med aktier sker bl.a. i forbindelse med aktiemissioner ved dannelse af nye aktieselskaber, forhøjelse af eksisterende selskabers aktiekapital og i forbindelse med omstruktureringer af selskaber. Denne aktivitet går i dag under betegnelsen 'investment banking'. Set i banklovsperspektiv drejer spørgsmålet sig om bankers ret til at erhverve aktier

overhovedet, og i hvilket omfang. Det er udviklingen i denne ret fra slutningen af
forrige århundrede til 1934, der behandles af Sven Fritz.

Ved den behandlede periodes start måtte bankerne ikke erhverve aktier for egen regning og havde altså ingen mulighed for, inden for lovens rammer, at deltage i emissionsforretninger. Ved lovgivning i de følgende år blev der i nogen grad åbnet op herfor. Et forslag i Riksdagen blev forkastet i 1903, men i 1909 blev der åbnet mulighed for oprettelse af særlige emissionsbanker, der med mindst 4 almindelige forretningsbanker som ejere, kunne drive emissions virksomhed. To år efter fik store velkonsoliderede forretningsbanker i begrænset omfang ret til at erhverve aktier for egen regning. Der blev aldrig oprettet emissionsbanker, men forretningsbankerne anvendte deres begrænsede aktieerhvervelsesret til at oprette datterselskaber med ringe aktiekapital, der så drev handel med aktier, finansieret gennem belåning af aktierne i moderselskabet. Bankerne fandt altså hurtigt en måde at omgå begrænsningerne i bankloven, ligesom de ved at etablere datterselskaberne som aktieselskaber undgik bankinspektionens kontrol. Det havde ikke været hensigten fra lovgivernes side, og bankinspektøren kritiserede stærkt denne forretningsadfærd. Første verdenskrigs spekulationsforretninger og den følgende efterkrigskrise og deflationspolitik førte til lovgivning, der igen indskrænkede bankernes ret til handel med aktier. Fra 1/1 1922 blev det således forbudt bankerne at erhverve aktier i selskaber, der forvaltede eller handlede med aktier. Dermed var fidusen med oprettelse af datterselskaber slut. Afslutningen kom med Kreuger-krakket i 1932, der satte fart i lovgiverne. Fra 1. januar 1934 ophørte bankernes ret til at erhverve aktier, med få undtagelser og overgangsbestemmelser. Fritz behandler især perioden frem til 1911 indgående og kommer herunder særligt ind på bankernes, interesseorganisationernes, de politiske partiers og pressens holdninger til lovgivningen. Motiverne fra forskellig side trækkes frem, og i den forbindelse kommer Fritz også ind på udviklingen i andre europæiske lande. Når det i bogens indledning fremhæves, at udviklingen behandles på international baggrund er det nok lidt flot, idet det alene er Frankrig, Tyskland, Østrig-Ungarn, England og de øvrige nordiske lande, der omtales. Fritz kommer imidlertid godt rundt om emnet, og bogen kan anbefales til interesserede i bankhistorie.

At der i Sverige udsendes en detailundersøgelse som denne er et godt udtryk for, at den bankhistoriske forskning er kommet meget længere i Sverige end i Danmark. Man kan håbe, at der i de kommende år vil blive rettet op på dette forhold.