Sven A. Nilsson: På våg mot militårstaten. Krigsbefalets etablering i den aldre Vasatidens Sverige. Opuscula Historica Upsaliensia 3. Uppsala, 1989. 14-175 s. SEK 30.-.

Denne fordringsløse lille bog er resultat af Sven A. Nilssons deltagelse i forskningsprojektet »Krigsmakt och samhålle i 1500-talets Sverige«, som har været virksomt siden 1981. Uanset at Gunnar Artéus fra starten har fungeret som projektleder, er ordet deltagelse dog lidt af en eufemisme som betegnelse for Nilssons rolle. Han var nemlig i sin tid projektets arkitekt og har hele tiden spillet en central rolle for dets rette gennemførelse, hvilket i betragtning af hans position og store viden må siges at være helt naturligt — ikke mindst når man betænker hans succesfulde ledelse af det store krigsfinansieringsprojekt for nogle år siden.

Dette projekt gav os megen værdifuld indsigt i hemmelighederne bag Sveriges opstigen til stormagt i 1600-tallet. Nærværende forskningsprojekt drejer sig om de militære forudsætninger derfor; nærmere betegnet sigter det mod kortlægning af den gryende militærstat efter særlig svensk model frem til 1611. Begyndelsen blev gjort med projektets første publikation i 1986, Till militårstatens firhistoria, hvor Gunnar Artéus præsenterede et af ham selv fremdraget stort analysemateriale bestående af data vedrørende en repræsentativ gruppe højere officerer i Vasasønnernes tid. Denne gruppe underkastede han en prosopografisk analyse med henblik på at fastslå ofiicerskorpsets professionaliseringsgrad og konkluderede, at der faktisk var tale om et ganske højt professionaliseringsniveau allerede i slutningen af 1500-tallet.

Nilssons bog er i mere end én forstand en fortsættelse af Artéus' analyse. Til grund for den ligger de officersdata, som Artéus indsamlede. Men mens sidstnævnte analyserede disse i forhold til det militære apparat, lægges de her til grund for undersøgelse af officersgruppen i relation til statsmagten, dvs. som politisk magtfaktor i den ældre Vasatid.

Undersøgelsens resultat er i korthed, at hærens officerer som gruppe betragtet begyndte at spille en rolle som skakbrik i det politiske spil fra Erik XIVs tid og fik endnu større vægt i forbindelse med Karl IXs magtkonsolidering. Desuden fik officerskorpset gradvis indflydelse på Vasasønnernes retsvæsen, og i propagandasystemet indtog det efterhånden en position, som tåler sammenligning med præsternes. Undersøgelsen føjer dermed en ekstra dimension til Artéus' konklusion. Den gik ud på, at den svenske militærstat ikke opstod med Gustav Adolf, men havde rødder tilbage i 1500-tallet, hvor den særlige svenske model udformedes, som Gustav Adolf kunne bygge på, da han senere udviklede det svenske stormagtssystem.

Det er langt fra muligt i en kort præsentation at yde Nilssons beskedne, men rigt facetterede værk retfærdighed. Med det suveræne overblik, som følger af et livs utrættelig forsknings på feltet, sætter bogen mange ting på rette plads og anbringer dem i et langt perspektiv. Man fristes derfor til at betegne den lille bog som den endelige sum af den store indsigt, der følger af halvtreds års intens beskæftigelse med emnet. Alene af den grund er der tale om en bemærkelsesværdig lille bog, som fortjener at blive læst.