Gyorky Novåky: Handelskompanier och kompanihandel. Svenska Afrikakompaniet 1649-1663. En studie i feodal handel (=Studia Historica Upsaliensia 159). Uppsala, 1990. 2855. 180SKR.

Svenska Afrikakompaniet (SAK) har været forsømt af forskningen; men med den
foreliggende disputats har foretagendet faet en grundig og kompetent behandling.

Denne er endda lagt meget systematisk an. De første halvthundrede sider
indeholder en marxistisk inspireret diskussion af grundlæggende begreber som

handelskompagni, kompagnihandel og handel mellem forskellige samfundsformationer.Kompagnierne opfattes som førkapitalistiske redistributive institutioner,hvis organisation og arbejdsmetoder var beregnet til at kontrollere cirkulationssfæren og derigennem opnå rene overførselsgevinster (fx ved rationelt at udnytte prisforskelle i tid og rum). Denne klargørende indledning er nyttig, men bringer ikke noget nyt for en velorienteret læser. Derimod falder det rart i øjnene, i hvor høj grad danske forskere er med til at præge udforskningen af den oversøiske kompagnihandels historie.

Hovedparten af bogen udgøres af en detaljeret empirisk undersøgelse af SAK i dets handelsaktive periode fra 1649 til 1663. Denne faldt klart i tre faser, nemlig første oktrojperiode under Louis de Geers styre 1649-1654, efter hans død med kommercekollegiet som dirigerende 1654-1658 og endelig afviklingsperioden 1659-1663, som Novåky kalder direktørernes epoke. Der var hele tiden kun formelt tale om et svensk foretagende, da al skibsudredning foregik i Stade ved Elben og al handel i Hamburg eller Amsterdam, og da der hverken var tale om eksport af svenske produkter eller import til Sverige i nævneværdigt omfang. SAK's eksistensberettigelse lå i at give et statsretligt alibi for driften af en konkurrent på Guldkysten til det nederlandske Westindische Compagnie.

Skønt svenskerne kun udsendte omkring 23 skibsladninger i løbet af de første to oktrojperioder, og skønt man måtte indordne sig under de lokale vestafrikanske magthavere i et næsten feudalt forhold (med skattebetaling osv.), opfattede nederlænderne alligevel SAK som en übehagelig konkurrent. Navnlig efter 1659, hvor både de svenske handelsmænd og kronen havde mistet interessen for selskabet, hvis direktion i stedet for at drive kompagnihandel søgte at sælge licenser til andre handlende, som så skulle kunne benytte sig af kompagniets faciliteter i Afrika.

Novåky gør meget ud af at beskrive forholdet til de afrikanske samfund. De øvrige temaer, som han behandler for hver fase, er: organisationen, finansieringen, virksomheden, privilegierne og forholdet til den svenske stat. Det fremgår, at selv om SAK's virkelighed på mange måder svarede til de samtidige danske kompagniers (fx stadige likviditetsproblemer), var der også væsentlige forskelle (fx investerede den svenske krone slet ikke i SAK, ejheller det svenske borgerskab eller udlændinge i nævneværdig grad, og fx begav man sig så godt som ikke af med trekanthandel).

Selv om kildematerialet er meget sparsomt, kaster fremstillingen en række strejflys også over Guinea-aktiviteterne under Dannebrog, især i forbindelse med episoden i 1658, hvor den centrale person på kysten, Henrik Carlof gik over fra svensk til dansk tjeneste. Her kunne man med fordel have benyttet et dansk værk som CO. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested 11 (Århus 1970) til belysning af det spegede spil.

I øvrigt bør nævnes, at Novåky er velorienteret i den danske og internationale specialliteratur, og at en af hans forcer netop er den stadige perspektivering af egne resultater. Derved får den udmærkede bog værdi ud over empirien vedkommende SAK.