Thorkil Kristensen: Erindringer, Odense Universitetsforlag 1988; Poul Nyboe Andersen: Det umuliges kunst. Erindringer fra dansk politik 1968-77, Odense Universitetsforlag 1988.

Der er ved at udvikle sig en tradition for, at politikere med en vis indflydelse udgiver deres erindringer eller dagbøger. På mange måder er det en fordel for samtidshistorikerne, og i det hele taget for interesserede i samtidshistorien. Taget med et gran salt. Der kan sjældent hentes mange nye informationer, men de kan være inspirerende og måske pege på oversete årsagsforklaringer. Og så siger de

naturligvis en hel del om politikerens habitus. De to erindringsbøger fra
fremtrædende Venstre-politikere udtrykker ganske godt spændvidden i erindringslitteraturen.

Thorkil Kristensen nåede at skive sine erindringer før han i juni 1989 døde 89 år gammel. Han var finansminister i Knud Kristensens Venstre-regering fra 1945-47 og igen i Erik Eriksens VK-regering 1950-53, og han var medlem af Folketinget fra 1945 indtil bruddet med Venstre i 1960. Størsteparten af erindringerne optages af denne periode, mens årene som generalsekretær for OEEC/OECD og fremtidsforsker er mindre grundigt behandlet.

Venstres økonomiske politik fra 1945 og indtil slutningen af 1950'erne blev i høj grad tegnet af »Thorkil Livrem«. Økonomisk tilbageholdenhed af et vist keynesiansk tilsnit var linien, der blev forfægtet principfast og uden forfalden til taktiske manøvrer. Den kronologiske beskrivelse af arbejdet i 1940'erne og 1950'erne er i fuld overensstemmelse med Thorkil Kristensens politiske fremtoning: puritansk og saglig. Nøgternt distancerende og let docerende gennemgås og diskuteres den økonomiske politik, naturligvis med udgangspunkt i Thorkil Kristensens egen indsats.

Sensationshungrende samtidshistorikere og journalister har selvfølgelig kastet sig over afsnittene om bruddet med Venstre. Men der bliver ikke lukket op for godteposen. Fremstillingen bringer intet nyt for dagen, og den er heller ikke særlig klart skildret. Bruddet begyndte marts 1955, da Thorkil Kristensen i modsætning til resten af oppositionen (V og K) stemte for den socialdemokratiske regerings forslag om afgiftsforhøjelse. Kulminationen kom med VK-planen i 1959, som groft sagt var et skattepolitisk oplæg, der blandt andet indebar mindre skattelettelser. Det sidste ville Thorkil Kristensen ikke gå med til, ligesom han fandt, at selve planen var udtryk for en utilstedelig blokpolitik. Hvad han derimod ikke lægger vægt på, er at VK-planen var et skridt i retning af en ny finanspolitisk linie i Venstre, et skridt væk fra Thorkil Kristensens linie.

Thorkil Kristensen var professoren, der forsøgte at videnskabeliggøre politikken. Formen er ført over på erindringerne, en - virker det - noget uengageret form, grænsende til det kedsommelige. Det er blevet til en kortfattet, hæderlig fremstilling, der nok er værd at læse, men som ikke vil være af nævneværdig betydning for studiet af den økonomiske politik i 1940'erne og 1950'erne.

Også Poul Nyboe Andersen var professor i økonomi, før han gik ind i politik. Fremtoningen var saglig, og heller ikke han var på hjemmebane i den politiske polemik. Men her hører ligheden med Thorkil Kristensen også op. Nyboe Andersen fik flere tilbud om en ministerpost, før han accepterede at blive økonomi- og markedsminister i VKR-regeringen, der blev dannet i 1968, og han blev igen minister i Hartlings smalle regering 1973-74, denne gang for økonomi og handel. Ved valget i 1971 blev Nyboe Andersen valgt ind i Folketinget, som han forlod i 1977 efter at være blevet direktør for Andelsbanken. Det er således i nogle centrale år, Nyboe Andersen var med til at præge den økonomiske politik.

Erindringerne er bygget delvist kronologisk op, men fremstillingen er i høj grad præget af en række temaer, der naturligvis er bestemt af de sagsområder, Nyboe Andersen arbejdede med. De to hovedemner er markedspolitikken (NORDEK og EF) og den økonomiske politik, men f.eks. kommunalreformen, perspektivplanerne,kriseforlig, energikrise tages også op undervejs. Nyboe Andersen har ønsket at yde et bidrag til forståelsen af den politiske og økonomiske udvikling.

Og det gør han på en engageret og ligefrem måde, hvor der ikke lægges skjul på
problemer, interne uenighed og politiske finurligheder.

En af de stærke sider ved erindringerne er vurderingerne af den førte politik. Et godt eksempel er VKR-regeringens økonomiske politik, der er gået over i historien som noget nær en fiasko. Nyboe Andersen afviser ikke denne dom, men vælger af diskutere den grundigt. Tilsvarende er de positive og negative sider ved sliddet som minister og folketingsmand beskrevet både stilfærdigt og levende. Noget svagere står de mere generelle kapitler om 1968 og »kulturkampen« i begyndelsen af 1970'erne. Den manglende sympati er ikke overraskende, men Nyboe Andersen prøver heller ikke at forstå eller forklare det, der foregik.

Nyboe Andersen slutter med et hjertesuk om, at politik efter »katastrofevalget«
i 1973 blev det umuliges kunst. Men ved at udgive sine erindringer har han gjort
det lidt mindre umuligt at forstå den økonomiske politik efter 1968.