Anna-Greta Nilsson Hoadley: Atomvapnet som partiproblem. Sveriges socialdemokratiske kvinnoforbund och frågan om svenskt atomvapen 1955-60. Almqvist & Wiksell International, Stockholm 1989. 231 sider.

I sidste halvdel af 1950'erne hærgedes det fredselskende Sverige af en Jacobskamp. Den drejede sig om en eventuel bevæbning af de svenske stridskræfter med taktiske atomvåben. Den blev sat igang i oktober 1954, da forsvarschefen, Nils Swedlund, fremlagde en sagkyndig udredning, hvori forslaget blev rejst.

Socialdemokraterne sad — som det jo næsten altid er tilfældet i Sverige - inde med regeringsmagten, og partiet var dybt splittet i sin holdning til spørgsmålet. Udenrigsministeren Osten Undén var imod, mens forsvarsminister Torsten Nilsson lod sagen stå åben. Statsminister Erlander vaklede. I erindringerne skrev

han, at det var hans politiske livs vanskeligste spørgsmål. Imod atombevæbning
var også SSKF - Sveriges socialdemokratiske kvindeforbund - under ledelse af
Inga Thorsson.

Undersøgelsens hovedsigte er at belyse kvindeforbundets politiske navigation mellem dets principielle syn på sagen og dets bestræbelser på ikke at skade partisammenholdet. Det var sidstnævnte hensyn, der sejrede. Efter konsultation med Erlander indskrænkede forbundet sig til i en kongresresolution at udtale sig mod atombevæbning, mens kvindeforbundet undlod iøvrigt at rejse en offentlig debat om spørgsmålet.

I november 1958 nedsatte partiet et internt udvalg med Olof Palme som sekretær og drivende kraft. Udvalget barslede med en rapport, hvori det lykkedes på een gang at blæse og have ganske meget mel i munden. Afgørelsen blev udskudt med den - vist nok af Palme kreerede - snilde verbal-konstruktion, hvori der sondredes mellem »konstruktionsforskning«, der skulle opgives og »beskyttelsesforskning«, som skulle fortsættes. På det tidspunkt befandt den svenske atomvåbenforskning sig i en så tidlig fase, at sondringen kun havde ringe praktisk betydning.

Den interne partistrid kom åbent frem på partiets kongres i juni 1960, hvor resolutionsforslag for og imod blev fremlagt. Her viste det sig igen, at kvindeforbundet prioriterede partisammenholdet over dets atomvåbenmodstand ved at støtte den i rapporten nedfældede officielle linje.

Undersøgelsen er utvivlsomt pålidelig udrmindste detalje. Men særlig indsigtsgivende synes jeg ikke, den er. Dertil er dens sigte for snævert. En egentlig afslutning på striden får vi ikke. Det kunne jo ellers have været interessant at få at vide, hvordan Sverige og dets socialdemokrater kort tid efter nåede frem til det af Undén i FN fremsatte forslag om en »atomvåbenfri klub«.

Når undersøgelsen - som tilfældet er - udelukkende er bygget op omkring kvindeforbundets politik, havde det været rimeligt med nogle afsluttende overvejelser vedrørende sådanne ideelt orienterede organisationers taktiske situation, når de er eller bliver indflettet i magtorganisationer, der som partier har egen overlevelse og fremgang som overordnet mål.

Ved ikke at være sat ind i en større politisk sammenhæng - nationalt og internationalt - ligner afhandlingen for meget et speciale uden meget hoved og navnlig uden hale. Det burde have været skrevet om — både med forkortelser og tilføjelser - før udgivelsen.