A.R.Jørgensen: Generalløjtnant Ebbe Gørtz: En militær biografi. Foreningen Frihedsmuseets Venners Årsskrift 1990. 122_5., ill. 58kr.

Hvad skal der til for at en general indgår med vægt i den nationale historieskrivning?Ledelse og planlægning af væsentlige krigsmæssige begivenheder skal vi som bekendt et pænt stykke tilbage i Danmarkshistorien for at finde. Mulighederneligger derfor indenfor andre områder: f.eks. udvikling af strategiske opfattelser, organisationsudvikling eller politisk indflydelse. Det er tvivlsomt, om vi kan finde klare danske eksempler fra nyeste tid på sådanne områder. Generalløjtnant Ebbe Gørtz er dog indgået som en væsentlig skikkelse i den historiske diskussion om besættelsestiden. Han optræder på en vigtig plads i

spillet mellem »de gamle politikere«, d.v.s. Buhlkredsen, Frihedsrådet og hærens officerer. Hans betydning her udspringer ikke af afgørende enkeltbeslutninger, men i kraft af, at han gennem sin ledelse af hæren og af officerskorpset klart stiller officererne til rådighed for Buhlkredsen. Han gennemfører den endelige professionaliseringaf det danske officerskorps, og lægger ældre ideer om officerernes nationale forpligtelser og opgaver bag sig. Han er i den forstand en moderne general, der peger frem med hensyn til officerernes plads i samfundet og i statsapparatet. På den baggrund er der god mening i at skrive hans biografi.

A. R.Jørgensen koncentrerer naturligt sin biografi om Gørtz' indsats og stilling under besættelsen, specielt efter den 29.8.1943. Helhedsvurderingen af Gørtz's virke er overvejende kritisk. Han var ukritisk, han var passiv og manglede dømmekraft i afgørende situationer. Det når forfatteren til ud fra Gørtz's indsats i afgørende situationer som bl.a. den 9. april 1940, 29.8.1943 og i våbenfordelingsspørgsmålet. Grundproblemet ved denne karakteristik er blot, at det slet ikke er på dette grundlag, at Ebbe Gørtz's betydning skal vurderes. Han var ikke og kunne aldrig blive nogen Manstein, Guderian, Fuller eller de Gaulle. Gørtz's gennemførte professionalisme lægger op til en helt anden type analyse.

Biografien er præget af forfatterens kommentarer og vurderinger af Gørtz's skrifter og enkeltbeslutninger ud fra, hvad forfatteren finder ville være det rigtige synspunkt eller den korrekte beslutning. Det kan derfor ikke undre, at analysen bliver snæver og vurderingerne bastante. Bogen får stedvis karakter af en udvidet forfremmelsesbedømmelse eller en åbenhjertig nekrolog. Den havde i denne eller i en kortere form, været bedst anbragt i et mere internt militærfagligt skrift. I alt væsentligt foretager A.R.Jørgensen de forkerte valg med sin biografi om Ebbe Gørtz.