Peter Ørsted: Romerne. Dagligliv i det romerske imperium. Gyldendal 1989. 2565., illustreret. 198kr.

Man har længe savnet en moderne romersk kulturhistorie på dansk. Dette behov har Peter Ørsted opfyldt med foreliggende populære værk, men i erkendelse af emnets omfang har han begrænset sig i tid til principatet, og i emne til dagliglivet... set med en fri borgers øjne. For at denne borger kan komme rundt i forskellige dele af riget og have en vis social position, har Ørsted valgt som gennemgående figur en soldat Saio, der rejser fra sin garnison i Britannien hjem til Syrien via de store byer ved Rhinen og Donau.

Denne Saio er ikke fiktiv, - det havde måske været bedre, om han var - men kendes virkelig fra en meget kort indskrift i Britannien, og Ørsted bruger ham som en slags introduktion til de forskellige emner. Han er jo soldat, og dette benyttes som indgangsværdi til at tale om hæren, imperiets opbygning og administration. Han bevæger sig ad de romerske veje, passerer aquadukter og så fremdeles, og man kunne noget drillende sige, at Saio er en forbløffende god iagttager, med øje for et væld af detailler.

Det er et heldigt kunstgreb! Gennem personen Saio øser Ørsted op af sin uhyre viden uden, at det på noget tidspunkt bliver opremsning eller kedeligt, så bogen som helhed fremstår som et let læst, indlevende syntese netop i spændingsfeltet mellem historikerens forestillingsverden og den fortidige virkelighed (s. 10), hvorfor den også skal anmeldes her.

Bogen er inddelt i 4 hovedafsnit: Imperiet, Byen, Landet, Familien. Det ligger i en naturlig forlængelse af Ørsteds videnskabelige produktion, at det er de 3 sidste, der har hans største interesse, hvor han tydeligt viser sig som elev af Weber i afsnittene om By og Land, mens hans fremstilling af familien, ikke byen, som det antikke samfunds grundlæggende enhed, så vidt jeg ved, er hans egen opfattelse. Navnlig må jeg fremhæve forfatterens personlige indleven i bogens to sidste underafsnit: »Romerske børn« og »Kvinde og mand. Mor og far«.

Den 'fortidige virkelighed' præsenteres for læseren ved et stort udvalg af billeder af huse og genstande, relieffer og mosaikker, samt citater fra indskrifter, papyri og antikke autores. Her kan man bebrejde forfatteren, at han godtager alle udsagn fra de skriftlige kilder, i hvert fald er forbeholdet overfor satirikere som Petronius og Juvenal meget beskedent, så beskedent, at den interesserede, men læge læser næppe bemærker det!

Billedteksterne er som helhed gode og dækkende i deres oplysninger, men man savner flere steder datering. Eksempelvis bruges på side 179-80 tre citater af Cato, Varro og Calumella til at belyse landbrugets udvikling, og der vises i denne forbindelse en mosaik fra Tunesien, uden at det oplyses, at den er i hvert fald 150 år senere end den yngste af de tre landbrugsforfattere.

Der findes visse sjuskefejljuskefejl - eller smuttere, bl.a. spiser man med gaffel på s. 211. Det virker også pudsigt, at Saio, der angives at leve på Trajans tid, under sit ophold i Aquincum (Buda-Pest) kan diskutere både Marc Aurels markomannerkrig og Septimius Severus' magtovertagelse! (5.207). Man bemærker også med undren, at Petilius Cerialis, som var statholder i Britannien i 72-74, også omkom ved massakren i Teutoburgerwald i år 9! (s. 23). Anmelderens nu skærpede opmærksomhed hefter sig derpå ved, at den gravskrift, der virkelig handler om slaget i Teutoburgerwald i oversættelsen (Billedtekst s. 24) kommer til at lyde »... også hans frigivnes ben må begraves her....« (Min understregning) Nok er al oversættelse tolkning, men her er der tale om en tendentiøs tilføjelse til teksten.

Værre er de regulære fejl. I første kapitel om hæren præsenteres et lønningsregnskab for en soldat, bevaret på papyrus (Pap.Lat. I Geneve). Ørsted er ikke gået til den relevante «nonografi, hvor regnskabet er publiceret og diskuteret (G.Watson: The Roman Soldier. London 1969), men har benyttet Åse Bays udvalg af oversatte kilder til gymnasiebrug og blindt overtaget dennes forkerte datering. Yderligere har han fejllæst den danske tekst og firedoblet soldatens lønning ved at læse 'denar', hvor der står 'drachme', uden hensyn til at Åse Bay netop diskuterer og forklarer, hvorfor drachme her skal sættes lig sesterts.

Denne fejllæsning får konsekvenser på s. 220 i afsnittet om Familien, hvor han

forsøger at sammenligne de få oplysninger, vi har om leveomkostninger, men
sammenligningen kommer til at halte, når der regnes med, at en soldat bruger 20
sesterts om ugen til mad, hvor det rigtige tal er 15 as (knap 4 sesterts).

Disse sidste punkter er mere end skønhedsfejl eller smuttere. Når forfatteren skriver en så god og fængslende bog, oven i købet i et engagerende og let læst sprog, får han en umiddelbar autoritet overfor de læge læsere, som er den angivne målgruppe. Jeg forudser, at bemærkningen »Ørsted skriver...« vil blive almindelig i denne gruppe. Men så har læseren også krav på, at de konkrete oplysninger er korrekte. Det er et moralsk krav til forfatteren! Disse fejl ændrer ikke på det rigtige i forfatterens overordnede betragtninger, og jeg ved godt, at Verden står endda, og Historien ikke ændres, men historieskrivningen og da navnlig den populære kunne lide skade.

Registret er desværre kun et for kort emneregister; f.eks. findes Magdalensberg,
men ikke Pompeji. Ligeledes savner jeg et afsnit »Supplerende læsning«.

På trods af denne min kritik mener jeg stadig, at det er en bemærkelsesværdig
god bog, helstøbt og inspirerende.