Annette Thörnquist: Lonearbete eller egen jord? Den svenska lantarbetarerorelsen och jordfrågan 1908-1936. Acta Universitatis Upsaliensis 157, Uppsala, Almquist & Wiksell International (Stockholm) 1989, 325_5., 197 SEK.

Med det industrielle gennembrud i Nord- og Vesteuropa skabtes i byerne en arbejderklasse, der fagligt og politisk blev en magtfaktor i de fleste lande. Tilbage var landarbejderne, som langt oppe i dette århundrede måtte tåle en tilværelse, der økonomisk, socialt og kulturelt lå væsentligt under andre samfundsgrupper, og som man politisk kun sjældent hørte om.

Landarbejdernes forhold adskilte sig på mange måder fra byarbejdernes. Man
var på godt og ondt i højere grad overladt til sig selv. Forholdet til en arbejdsgiver
havde ofte en mere personlig karakter, og mellemværendet kunne f.eks. gøres op i

bolig- og arbejdsydelser i stedet for penge. Det var utvivlsomt vanskeligere at gøre oprør mod tingenes tilstand, når man både manglede materiel og moralsk styrke, og hertil kom, at mange landarbejdere havde en smule jord. Som regel ikke nok til at leve heraf, men nok til at mange ikke følte sig entydigt som lønarbejdere. At netop ønsket om jord var stort i de forskellige lande ses bl.a. af samtidens debatter, der ofte fik karakter af agitation. Naturligvis var der dem, der gerne så et rigeligt udbud af billig arbejdskraft, men blandt bondepartierne var der også forståelse for ønsket om at få »foden under eget bord«, spørgsmålet var kun hvordan? Skulle det ske på selvejevilkår, som det i Danmark kendes fra »statshusmandsloven« af 1899, eller på brugervilkår, som»jordrentebrugene« fra 1919ff.? Fra socialistisk side satsede man oprindelig på stordrift som den mest hensigtsmæssige løsning, men gradvist sadlede man i mange lande om til fordel for småbruget, der jo netop ikke beskæftigede fremmed arbejdskraft.

På baggrund heraf er det af interesse, at Annette Thornquist's doktorafhandling nu foreligger. Hovedsigtet er netop at belyse den svenske landarbejderbevægelses holdning til det fundamentale jordspørgsmål i årene 1908-1936. Imidlertid skuffes læseren ved, at emnet snævres ind til en gennemgang af det svenske landarbejderforbunds historie fra oprettelsen som et socialistisk forbund i 1908 til indlemmelsen i det mere traditionelle svenske LO i 1936. Afhandlingens egentlige ærinde er at undersøge forbundets politisk-ideologiske udvikling i perioden, og det gør forfatteren ud fra en central synsvinkel.

»Svenska Lantarbetareforbundet«s historie er ikke glorværdig. Året efter oprettelsen måtte forbundet ud i sin første større konflikt. Den slog benene væk under organisationen, mange medlemmer meldte sig ud, og efter nogle år ophørte bladet »Lantarbeteren« at udkomme. Først i 1918 rekonstrueredes landarbejderforbundet, men gennem 1920'erne svingede medlemstallet mellem 5-15.000 medlemmer- et beskedent tal i et samfund med 300.000 landarbejdere, hvoraf % var uden jord. Først efter indlemmelsen i LO steg medlemstallet: i 1940 var der 40.000!

Landarbejderforbundets politiske linie var klart marxistisk. I medlemsbladet søgte man til stadighed at bevidstgøre medlemmerne om baggrunden for deres økonomiske og sociale position, og man efterlod ingen tvivl om, at løsningen på denne tilstand skulle ske ad revolutionær i vej i form af samfundets overtagelse af produktionsmidlerne. Til trods for at forbundet havde en del småbrugere som medlemmer, agiterede man for indførelsen af storbrug (som jo var lettere at overtage). Derfor måtte bladet naturligvis også advare medlemmerne mod fristelsen til at lade sig lokke af borgerlige kredses tilbud i form af »egnahemrorelsen«. I betragtning af, at forbundet havde gode forbindelser til det svenske socialdemokrati, kan det undre, at forbundet så stædigt holdt fast i dogmerne. Allerede o. 1905 var socialdemokratiet begyndt at ændre signaler i jordspørgsmålet. Man fik en stigende forståelse for, at småbruget som driftsform havde en selvstændig berettigelse, både som en social foranstaltning og som et område, hvorfra der kunne hentes stemmer til rigsdagsvalgene. I praksis måtte landarbejderforbundet naturligvis acceptere småbrugets eksistens, men først i 1920'erne ændrede man officielt signaler og talte om »bæredygtige småbrug«, udstykket fra offentlig jord og med statslige kreditter som en mulighed (og her skelede man utvivlsomt til danske forhold).

Vanskeligheden ved at forene så forskellige interesser under en hat gav sig i
1928 udslag i et oprørsforsøg med tyngdepunkt i Bergslagen. Det blev dog manet

i jorden. I 1930 sammensluttedes forbundet med »Upplands Lantarbetareforbund«.Gradvist blev de socialistiske krav lagt på hylden, i 1932 forsvandt kravet om lønarbejdets afskaffelse og i 1936 forsvandt resten af den socialistiske målsætning. Forbundet gik ind under LO, hvorefter det med forfatterens ord koncentrerede sig mere om produktionens fordeling end om dens organisering. Forbundet var nu blevet en ren lønmodtagerorganisation.

Som nævnt er Annette Thornquist's afhandling ret snæver i sit sigte. Ganske vist gennemgås forbundets relationer til beslægtede organisationer og partier, men nogen markant indflydelse på den førte politik syntes disse ikke at have haft. Trods lejlighedsvise sammenfald og støtteerklæringer havde landarbejderspørgsmålet ikke den helt store interesse i de kredse. Det kunne have været spændende, såfremt forfatteren i højere grad havde inddraget lokale forhold i sine undersøgelser, også for herigennem at understrege landarbejderspørgsmålets heterogene karakter, såvel regionalt som socialt. Det kunne måske have givet emnet det kød og blod, som ideologikritikken mangler. Måske kunne det også have givet forfatteren stof til eftertanke: hvorfor slog bevægelsen aldrig rigtigt an? Var det alene modstanden fra arbejdsgiverside, som Thornquist hævder, eller var budskabet det forkerte?