|
Historisk Tidsskrift, Bind 15. række, 5 (1990) 1Henry Kamen, European Society, 1500-1700. London, Hutchinson 1984. -3335.; $14.95). Sheldon J. Watts, A Social History of Western Europe, 1450-1720. London, Hutchinson 1984. - IX+ 2755., ill.; $7.95. Goran Ryst ad, Religionskrige og enevælde. Politikens verdenshistorie (Hovedred. E.Bjøl) bind 12. Kbh., Politikens forlag 1985.-3365., ill. - 313kr. (subskription). Kurt Ågren, Et nytt Europa, 1500-1700. Aschehougs verdenshistorie 8. Oslo, H. Aschehoug & Co. 1985. - 272s., Ill. - Ca.310 N.kr. (subskription).E.Ladewig Petersen
Side 147
Det er sandsynligt, at man kan bringe de europæiske magters indbyrdes forhold på én fællesnævner, muligt også det magtpolitiske forløb. Internationaliseringen af de dynastiske konflikter om Italien og Flandern 1494-1559, konfessionskonflikterne — iblandet stadig stærke islæt af dynasti- og magtpolitik og ledsaget af Nordeuropas integration - 1560-1648 endelig den umaskerede og hurtigt kommercialiserede storpolitik 1661-1756 repræsenterer vel sådanne nogenlunde rimeligt, fælleseuropæiske strukturer og faser. På tilsvarende måde (og under indbyrdes afsmitning) kan opbygningen af den tidligt moderne magtstat tjene som fællesmotiv, monopoliseringen af den offentlige, organiserede vold, hvadenten den fik form af enevoldsregimer (med magtens mål hvilende i sig selv) eller i konstitutionelle systemer. Struktureringen af de europæiske samfunds historie er straks langt vanskeligere, om overhovedet mulig under fælles synspunkter. Dels bestod der allerede fra senmiddelalderen meget forskellige, sociale strukturer fra område til område, og dels reagerede de enkelte regioner og samfundsgrupper meget forskelligt overfor opbygningen af magtstaten, dens fiskale, militære, bureaukratiske eller andre krav. Kun så meget synes moderne forskning enig om, at perioden præges af social og ideologisk ensretning under magthavernes nærgående kontrol. Lidt overraskende er det tilsyneladende, at samme forlag samtidigt udsender to fremstillinger af Europas socialhistorie i 15- og 1600-tallet. Forklaringen er den enkle, at de henvender sig til forskelligt publikum. Dr. Sheldon Watts' bog udsendes i serien 'Hutchinson University Library for Africa' (Forf. underviser selv i Nigeria), medens dr.Henry Kamens værk er en revideret og kondenseret version af hans velkendte 'The Iron Century: Social Change in Europe 1550-1660' (London 1971); ejendommeligt nok blev den i sin tid modtaget med nogen skepsis for sin da noget hypotetiske form, men synes nu at være blevet kanoniseret. Originaludgaven af Kamens værk gennemdiskuterede i tolv kapitler den europæiske befolknings materielle og immaterielle vilkår, men med hovedvægt på de ringeststillede og übesiddende grupper, deres konfrontationermed magtapparatet og med åbne øjne for regional og standsmæssig differentiering. Dr. Kamen afviste her (5.308f.) anvendelse af etiketten 'generel krise' på perioden, fordi social forandring - konservativstramning af øvrighedens greb om befolkningerne — ikke nødvendigvis er ensbetydende med krise. Den nye udgave omfatter et længere tidsspand—
Side 148
spand—1500-1700, som giver muligheder for bredere udsyn - men alligevel 130 sider (eller endda mere, når typografien tages i betragtning) færre end orginaludgaven. Forklaringen er utvivlsomt, at de sidste to årtiers intensive forskningsindsats har forvandlet Kamens oprindelige formodninger til større vished, som i alt væsentligt har berettiget ham til at opretholde sine teser og at fatte sig kortere. En anden grund, at socialhistorisk og idéhistorisk forskning har vist sig at kunne gå godt i spænd. Dr. Kamens bog hviler på et imponerende opbud af europæisk litteratur på mange sprog (undtagen de skandinaviske), som har gjort nuancering og regionalisering mulig, også at belyse mange forhold og udviklingslinier ved gode eksempler. Alligevel advarer han i sit forord (s. 9) læserne om »stadig at have farerne for øje ved at godtage nogensomhelst generalisering med gyldighed for hele Europa, som indenfor sine grænser rummede så mange forskellige samfund, at det må være forhastet at tale om ét europæisk samfund. (Men) trods alle indbyggede vanskeligheder er det væsentligt, at vi ser ud over snæver, national historie til et bredere perspektiv på de tidligt moderne europæeres Den samme afbalancerede skønsomhed præger ikke dr. Watts' bog (selv bortset fra ikke så få sjuskefejl). Ifølge sin titel omfatter den kun Vesteuropa; det er naturligvis legitimt, men afskærer forfatteren fra vigtige muligheder for komparation og fortolkning. I praksis dækker den kun Europa vest for det (fordums) jerntæppe - med undtagelse af den iberiske halvø og Skandinavien. Begrundelsen er den banale og i virkeligheden absurde, at 1940'ernes og 1950'ernes »store portioner af fremskridt« i socialhistorien var forbeholdt England, Frankrig, Nederlandene og Norditalien og ikke nåede ud til Vesteuropas 'afkroge'. I Spanien og Portugal »er socialhistorie fremdeles den økonomiske og politiske histories lillebroder«, hedder det, og det samme gælder »de to tidligt moderne Tysklande og de skandinaviske lande« (s. 8; jf. s. 38, 49, 105). Hvilket turde være usandt og snarest et produkt af, at forf. ikke har villet eller magtet at sætte sig ordentligt ind i disse områders forskning. 80% af hans henvisninger gælder engelsksproget litteratur, resten fransk. Dertil kommer, at bogen har slagside. Måske præget af modestrømningerhar dr. Watts overvejende helliget sin opmærksomhed til 'the family, the passions and social controls' og 'the supernatural and the rural world'. Tilsammen to kapitler (af seks), som optager mere end to femtedele af bogen. Med fuld ret henviser han til, at »som en konsekvens af den éliteinspirerede forandring (reformation) af vaner (manners), som Norbert Elias identificerede først i 1930'erne, og som senere (1978) Peter
Side 149
Burke og Robert Muchembled har beskrevet, fandt der en opspaltning Sandt nok, og også Henry Kamen har med de samme inspirationskilder kunnet tilføje et nyt og langt bedre afsnit om familie og folkekultur og dertil kunnet inddrage resultaterne af Jean Delumean's og John Bossy's analyser af den konfessionelle ensretning under langsigtede perspektiver.2 Når man som dr. Watts tolker socialhistorie som »studiet af sociale relationer af enhver art og af menneskenes vilkår og særligt den (umælende) hoveddel af befolkningen«, bliver fremstillingen græsrodshistorie', overser let relationerne til andre samfundsgrupper og de socialdisciplineringsprocesser, som udgik fra den stadig mere magtfulde — om man vil, konservative - élitekultur; træk, som Kamen har bedre blik for. Symbiosen af egentlig socialhistorie, idéhistorie (civilisationshistorie) og politisk historie åbner netop muligheder for moderne fortolkning af det konfliktfyldte 15- og 1600-tals europæiske historie under den vordende magtstats auspicier; og ved 'civilisationshistorie' - Norbert Elias' udtryk - forstår både denne, Burke, Muchembled og andre forskere de processer, hvormed magthaverne afrettede den menige befolkning, tæmmede fronderende, artistokratiske grupper og legitimerede sin magt. Den vordende magtstat og dens forudsætninger og konsekvenser har da også med fuld ret været det centrale tema i både professor Goran Rystads og docent Kurt Agrens fortolkninger i henholdsvis Politikens og Aschehougs verdenshistorie. Men først nogle linier om periodeafgrænsningerne i disse to værker. Agrens bog rækker fra omkring 1500 til 1750 og indkredser altså en fase af Europas historie fra højrenaissancen, reformationerne og dynastikonflikternes start til alliancesystemernes forvandling, den begyndende kolonialisme og de første tilløb til industrialisering; tilblivelsen af det, som forfatteren ser som et nyt Europa, frigjort fra middelalderen og på tærsklen til vor egen tid. Goran Rystads bog dækker noget mere übestemt perioden fra ca. 1560 til freden i Utrecht 1713 og de nordiske fredsslutninger 1720-21, men med udløbere frem i tiden. 1 Der er tale om N.Elias, State Formation and Civilisation. The Civilizing Process 11. Oxf. 1982 (Opr. Basel 1939); samme Die hofische Gesellschaft. Darmstadt 1969; P. Burke, Popular Culture in Early Modern Europe. London 1978; R. Muchembled, Culture populaire et cultures des elites. Paris 1978 (eng. overs. Baton Rouge & London 1985). 2 J.Delumeau, Le catholicisme entre Luther et Voltaire. Paris 1971 (eng. overs. London 1977); J. Bossy, Christianity in the West, 1400-1700. Oxf. 1985; samme, The Social History of Confession in the Age of the Reformation. Transactions of the Royal Historical Society 5.ser.XXV. London 1975, 5.21-38.
Side 150
Periodisering må jo altid bero på historikerens eget behov for strukturering af sit stof; den kan aldrig være indbygget i det historiske forløb selv. Som nævnt har Ågrens og Rystads værker i hvert fald ét tema tilfælles, magtstatens opbygning og konsekvenser. Men Ågrens periodisering forekommer mig mest tilfredsstillende, og den svarer iøvrigt nøje til Niels Steensgaards skildring af 'verdensmarkeder og kulturmøder 1500-1750'. Skulde da periodiseringen af'Politikens verdenshistorie' bero på redaktionelle dispositioner? Bogen titel antyder én grund til periodiseringen, og det redaktionelle forord forklarer til overflod, at koncentrationen omkring konfessionskonflikter, krige og magtkampe ikke beror på nogen 'traditionel historieopfattelse'; men på hvad da? »En ulvetid«, hedder det, da fyrster og deres rådgivere kæmpede om magten, men hvad da med ulvetidens konsekvenser? Der har tilsyneladende igen været tale om en redaktionelt bunden opgave, som Rystad har måttet fylde ud - og har fyldt godt ud. Til begrundelse af en nedre grænse ved 1560 kunde man naturligvis anføre, at de konfessionelle fronter stivner, og at de dynastiske konflikter efter Cateau-Cambrésis-freden forvandles til konfessionelt farvede magtog hegemonialopgør. Etiketterne kan vel være lidt tvivlsomme, men rigtigt er det, at man på begge sider af 'konfessionstæppet' begynder at stramme grebet om befolkningen, og hvad Rystad flere gange vender tilbage til - at konfessionspolitiken i løbet af trediveårskrigen forvandles til utilsløret, skinbarlig magtkamp, og at den westfalske fred skabte en europæisk balance, vel ømtålelig men alligevel tilstrækkelig til, at end ikke Ludvig XIVs aggressive annektionspolitik kunde spolere den. Bogens sidste afsnit kommer derfor til at handle om kampen om magtbalancen; til gengæld fortoner storpolitikens kommercialisering sig måske lidt. På den anden side medfører den redaktionelle periodisering, at højrenaissance, humanisme og reformationer henvises til middelalderen; og at de italiensk-burgundiske krige ligeledes forvises til senmiddelalderen. Periodedelingen begrundes ikke, men den forudsætter, at renaissance og humanisme betragtes som afslutningsfase af en lang udvikling, hvad både samtiden — jfr. Petrarchas udsagn - og nutiden formentlig vilde kvie sig ved at godtage. Endvidere, at reformationerne - uanset konfession - ses som fuldbyrdelsen af senmiddelalderens folkelige vækkelse og bodsreligiøsitet, hvilket turde være diskutabelt; og endelig at Karl V og Frans I støbes ind i etiketter som 'den sidste middelalderlige kejser' og 'den sidste ridder'/ 3 Disse emner dækkes af Erik Kjersgaard og Troels Dahlerup, Europas ekspansion Politikens verdenshistorie 10. Kbh.1984; jf. M.H. Gelting i HTB6. Kbh. 1986, s. 324-28.
Side 151
At perioden 1494-1559 kan betragtes som en strukturel brudflade er givet, men nok ikke at henføre den kategorisk til middelalderen. Der er da snarest påny tale om en redaktionel fejldisposition mere end om traditionel historieopfattelse. Dispositionen tvinger Rystad til at koncentrere sin opmærksomhed om kampen om magtstaten, efter at modstanderne af politiske, konfessionelle eller økonomiske grunde havde forskanset sig. Det betyder ingenlunde, at han forsømmer samfundets historie, prisrevolutionen eller den efterfølgende 'generelle krise'; de behandles udførligt i indledningskapitlet. 'Krisen' bliver tværtimod af central betydning for bogens motiv, og fremstillingen støtter sig meget naturligt til den del af krisedebatten, der har hæftet sig ved 'den offentlige sektors' ekspansion (Steensgaard, hvorimod H.G. Koenigsberger pudsigt nok ikke nævnes), modsætningerne mellem 'Court and Country' (H.R. Trevor-Roper) og krise, og efterkrisetidens moralske anfægtelser og stabilisering (Th.Rabb, Paul Hazard).4 Dispositionen af 'Aschehougs verdenshistorie' har ikke blot mekanisk givet Kurt Agren længere tøjrslag, men også nødvendigt råderum for en tolkning af - klogeligt - moderat marxistisk observans. Magtkoncentrationen er stadig et hovedtema, men bogens titel, 'Et nyt Europa' markerer tillige, at perioden 1500-1750 for forfatteren repræsenterer en mellemstation undervejs fra middelalderen til 'kapitalismen'. En række revolutioner — reformationerne, det naturvidenskabelige gennembrud, landbrugsrevolutionerne i England og Nederlandene og de politiske revolutioner sammesteds - flyttede magtens tyngdepunkt fra det konservative Middelhavsområde til det avancerede Nordvesteuropa, banede vejen for næste stadium. De klassiske skabeloner fraviges altså ikke, men de grundlæggende drivkræfter ser Agren i kaprustningen og militariseringen, i den centraliserede magtstat med solkongen som idealet, men også i at magtstaterne mere så det som sin opgave at beherske — og beskatte — den gamle samfundsorden end at skabe noget nyt; økonomiske initiativer belønnedes kun, når de kunde skæppe i kongens kasse eller støtte hans prestige. Trods det bærende tema har Agren undgået den dogmatiske marxismesdeterminisme, 4 H.R.Trevor-Toper, The General Crisis of the Seventeenth Century. Past & Present 16. London 1959 (optr. i T.Aston, Crisis in Europe, 1560-1660. London 1965, 5.59-95); N.Steensgaard, Det syttende århundredes krise. HT 12.r.1V. Kbh. 1969-70, 5.475-504; Th.K.Rabb, The Struggle for Stability in Early Modem Europe. Oxf. 1975; H.G.Koenigsberger, Die Krise des 17.Jahrhunderts. Ztschr. fur hist. Forschung 9. 1982, s. 143-65; P. Hazard, La crise de la conscience européenne. Paris 1935 (eng. overs. London 1953 og Pelican Books 1964).
Side 152
revolution' i England har nok overlevet ('den tidligt borgerlige revolution'i Tyskland synes manet i jorden), men i god overensstemmelse med moderne engelsk forskning nuanceres kontraster og konflikter langt mere end ældre historikeres firkantede skillelinier mellem jordejende, royalistiskearistokrater og borgerligt-puritanske grupper. Medens Rystad synes at hælde til Trevor-Ropers modstilling af den parasitiske stat og det omgivende, udenforstående samfund, betoner Ågren mere den nære økonomiske og sociale sammenhæng mellem aristokrati og handels- og protoindustrielle erhverv. Konsekvensen er, at han også stærkere end Rystad fremhæver 'kommercialiseringen' af engelsk - og nederlandsk - politik fra et meget tidligt tidspunkt. Man kunde indvende, at det — som John Elliott har påpeget — mere eller mindre er moderne revolutionsbegreber, som projiceres bagud, den jubilerende franske og vel også den industrielle revolution.5 Mange gange (f.eks s. 186, 212f.) nævnes det, at moderne forskning i stigende grad lægger vægt på jordbrugets udvikling og kapitalakkumulation som forudsætning for industrialiseringen. Udvikling og kommercialisering træffer vi i engelsk landbrug, hvorimod der ikke fandt nogen revolutionerende udvikling sted i Frankrig, følgelig heller ingen industrialisering. Men Hollands landbrug blev dog også kommercialiseret? Forfatteren gør meget ud af forlagsindustrien, men overvurderer muligvis industrialiseringens kapital- og kreditkrav og går ikke nærmere ind på spørgsmålet om tilstedeværelsen af råstof- og kraftressourcer. Argumentationen indebærer en risiko for retrospektiv og - med et marxistisk udtryk - prædiktiv analyse, som kun eller dog fortrinsvis hæfter sig ved de faktorer i et samfund, som bærer frem mod nye udviklingsstadier; reducerer det førindustrielle samfund til dukketeater, hvor historikere efter observans kan manøvrere med (eller kassere) figurer og intrige for at fa sin løsning til at gå op. Det postfeudale og førindustrielle samfund var ingenlunde statisk, men heller ikke blot et intermezzo. Vender vi tilbage til den magtens dæmoni, som kendetegnede den tidligt moderne magtstats tilblivelse, divergerer Rystads og Ågrens synspunkter næppe fundamentalt, trods deres forskellige udgangspunkter.Begge forfattere tildeler den militære og magtpolitiske udvikling, oprustningen og anvendelsen af organiseret vold (i Frederic Lane's mening) afgørende betydning; men de lægger også vægt på den samfundsmæssigedisciplinering, 5 J.H.Elliott, Revolution and Continuity in Early Modern Europe. Past & Present 42. London 1969, s. 35-36 (optr. i G. Parker & L. Smith, the General Crisis of the Seventeenth Century. London 1978. s. 110-33).
Side 153
fundsmæssigedisciplinering,på magtstatens ressourcegrundlag og dens Begge åbner deres fremstillinger med analyser af de grundlæggende Magt, oprustning og næsten uafbrudt krig, ledsaget af nationale eller undertiden overnationale forsøg på socialdisciplinering bliver således i overensstemmelse med moderne forskning kernetemaer og bærende forklaringsfaktorer. For Rystad, som giver en særligt indgående og kyndig redegørelse for trediveårskrigen — konflikternes kulmination - kommer de westfalske fredsaftaler og de efterfølgende fredsafslutninger 1659-60 til at indtage en central plads. Der blev skabt en sart magtbalance, som trods alle spændinger og omskiftelser bestod indtil Napoleonskrigene. Nyt i Rystads fremstilling er hans betoning af, at den svenske stormagt var nødt til at bevare sine bastioner på kontinentet for at sikre en - helst fredelig - balance. Synspunkterne indeholder en vis rehabilitering af Bengt Oxenstiernas og Johan Gyllenstiernas politiske systemer, men også en erkendelse af, at den svenske stormagt var en kolos på lerfødder, måtte bryde sammen (s. 121-27, 306-09). Men pointen er stadig, at der blev skabt en vis form for europæisk integration, men med vidt forskellig national respons og effekt.6 I praksis opererer Agren naturligvis med de samme elementer. Hans argumentation underbygges løbende ved velvalgte illustrationer af de generelle påstande, men nærmer sig undertiden også det kontrafaktiske. Eksempelvis (s. 165) nogle overvejelser over, hvorledes de to første Stuartkonger burde havde handlet for at undgå katastrofen. Eller (s. 120f.) om reformationernes religiøse vækkelser, som havde kunnet skabe »almen enighed om samfundslivet«, men som måtte undertrykkes af ortodoksi, konfessionel vold og snæversynet ensretning, der virkede retarderende. Og en passant: Ingen af de to forfattere behandler den 6 Jf. G. Rystad, Europe and Scandinavia. Aspects of the Process of Integration in the Seventeenth Century. Lund 1983, introduction.
Side 154
katolske reform og modreformationen i selvstændige kapitler, ligsålidt Væsentligere for opgøret med middelalderens normer er det for Ågren, at statsmagtens »sejrrige fremgang« lykkedes ved alliancer med - ellers farlige - aristokratiske kredse i en fælles interesse i at holde uprivilegerede og altid revolutionære grupper nede. Han citerer (s. 125) udtrykkeligt Perry Andersons teori, men anfører også, at denne for at få pengene til at passe for Østeuropas vedkommende må ty til udenrigske angreb, som truede aristokratiet, og som gjorde dets alliance med den stærke stat forståelig. »Den stærke stat (skulde altså) i Østeuropa være vokset frem af udenrigspolitiske grunde og i Vesteuropa af indenrigspolitiske«, en tankegang, Ågren retteligt ikke finder tilfredsstillende. »Spørgsmålet er«, hedder det, »om ikke kaprustningen, som kendetegner den nyere tid, giver en mere dækkende forklaring på behovet for en stærk stat end klassekampen, selvom den sidste nok udfylder billedet«. 'Klassekamp' eller ej, det afgørende er vel, at statsmagtens ekspansion og militariseringen gjorde den til en konkurrent om bondens tribut; om bonden betalte sin afgift til en godsejer eller staten kunde være ham underordnet, men væsentligere, at konkurrencen i traditionelle samfund drejede sig om marginaler, at den uafvendeligt banede vejen for forarmelse, og at den ikke indbød til reformer eller rationalisering.7 Militarisering og kaprustning var utvivlsomt afgørende faktorer; og Europas stærkest militariserede region omkring 1700 var Østersøområdet .8 Alligevel undgik f.eks. Danmark (delvis) og Sverige østelbiske tilstande (storgodsdrift og livegenskab), fulgte snarere Andersons vesteuropæiske linie. Forklaringerne er nok mere komplicerede end klichéer som 'klassekamp', aristokratiske alliancer med en stærk kongemagt, statsmagtens reduktion til et 'feudaltaristokratisk' instrument eller bourgeoisiets kan give dækning for. Militarisering, organiseret vold, konkurrence om samfundets ressourcer osv. er bedre kandidater som nøgleforklaringsfaktorer. Hovedsummen må være, at vi med Goran Rystads og Kurt Ågrens fremstillinger på samme tid har fået hele to værker, som fuldtud lever op til den helt moderne, internationale forsknings (derunder også den nordiske) standard og til dens nyorientering i den sidste generation, da socialhistorikere, kulturhistorikere og politiske historikere har fundet brede berøringsflader for symbiose, syntese og forklaring. 7 Jf. min, Godsdrift og magtstat. Det danske ressourcesystem 1630-1730. Odense 1987, kap. 1-2. 8 Jf. G. Lind i Rapporter til den XIX nordiske historikerkongres, Odense 1984 111. Odense 1986, s. 94.
Side 155
Om de to fremstillingers udenværker kun nogle få linier. Ågrens bredere plads har formentlig tilladt ham større udførlighed og stilistisk frihed end Rystad, der har måttet holde en streng økonomi. Alligevel har Rystad formået at give sin fremstilling fylde og liv, selvom oversættelsen til dansk (ved redaktør Ole Schierbek) undertiden forfalder til platheder eller dårlige konstruktioner (f.eks. den indholdsløse eller meningsløse brug af ordet 'nogle' s. 9, 75, 126, 290), undertiden også til misforståelser. Mon ikke Ludvig XIVs 'uansvarlighed' overfor andre end gud burde have været 'ansvarsfrihed'? Det understøttende og stadig overdådige billedmateriale er som vanligt lydefrit, selvom 'Politikens' billedtekster ikke altid er det, og selvom 'Aschehougs' indskudte 'ruder' med kuriosa eller illustrerende anekdoter kan virke distraherende for læsningen. Fælles er naturligvis hovedvægten på samtidigt billedmateriale, men det er unægteligt sjovt, når Agren undertiden griber til illustrationer udenfor de strenge, kronologiske rammer. Eksempelvis (s. 128) Pablo Picasso's fremstilling af don Quijote (som vel tåler sammenligning med Vilhelm Marstrands, i sin opfattelse beslægtede), portrættet af Erich von Stroheim i preussisk generalstabs-krigsmaling (s. 228), heroiserende preussisk historiemaleri (s. 236) eller Ludvig II af Bayerns mareridt af et slot i Neuschwanstein, en blanding af rædselsgotik, florentinsk stil osv. (s. 241). Det kaster uventede sidelys over hovedmotiver. |