Henrik Fode: Dansk toldhistorie Ill. Liberalisme og frihandel 1814-1914. (Toldhistorisk Selskab, 1989).

Det store værk Dansk Toldhistorie skrider støt fremad. Det er prisværdigt, fordi det er mere end et oversigtsværk, det rummer nemlig adskillige førstehåndsstudier. Dette gælder også det nu foreliggende bind 111, der under titlen Liberalisme og frihandel omfatter perioden 1814-1914. Forfatteren er arkivar, mag.art. Henrik Fode fra Erhvervsarkivet. Han er ingen novice som historiker; foruden mange afhandlinger og populære artikler har han bl.a. skrevet det store og indholdsrige afsnit om håndværkets historie 1862-1914 i bd. 111 af Haandværkets Kulturhistorie (1984). Rutinen og erfaringen præger også bindet om toldhistorien: velskrevet og klar i formuleringen og som sagt kendetegnet af en sikker sans for at fremdrage karakteristiske enkeltheder, der uden at være udpinte udnyttes til med heldig hånd at belyse generelle forhold. Viden og erfaring viser sig også gennem inddragning af kilder, der ellers ikke er de mest nærliggende. Selvfølgelig undgås det ikke, at der er de svipsere, der altid kommer, når den professionelle henvender sig til en bredere kreds, og det gør Toldhistorien netop. Her tænkes på, at læseren bliver præsenteret for ord og begreber, som næppe siger ham så meget, om i det hele taget noget. Det er et evigt problem. Sådanne svipsere er der dog kun få af i den store fremstilling.

Bogens apparat og dens ydre er som hovedregel i orden. Der er en opstilling

over det anvendte arkivmateriale, der er en omfattende litteraturliste og fyldige noter. Der er også person- og stedregister. Der er dog også noget, der ikke er der, f.eks. billedfortegnelse (mange har ellers nytte af en sådan), der er heller ikke bemærkninger om, hvem personregisteret omfatter (f.eks. mangler nordmanden Aal på Nes, oversergent Loll, Ålborgkøbmanden Poul Pagh m.fl.). Når det gælder den fyldige litteraturliste, da er den en ren alfabetisk efter forfatternavne; det er jo uhyre almindeligt, men vi burde nok komme ind på en mere systematisk opstilling efter emner — hvor meget hjælpes læseren og benytteren af eksempelvis en titel som Georg Nørregård: Danmark mellem øst og vest (1969)? Billeder er der mange af, både velvalgte og illustrative, men for mange af dem er vel mørke i gengivelserne (i hvert fald i en del tilfælde kunne der have været valgt bedre forlæg).

Selve teksten søger at dække alle sider af toldhistorien. Det skal forstås på den måde, at den om end kort omtaler samtidens syn på, hvilken funktion tolden burde have både i finansiel henseende og i erhvervspolitikken, og i hvor høj grad man søgte at virkeliggøre de to aspekter. Til gengæld - men dette ville også have været yderst kompliceret - siges der mindre om, hvad effekten så var. Videre behandles den administrative opbygning og dagligdagens funktioner; administrationens ydre rammer (toldbygninger) er også med, og det samme gælder de faglige kvalifikationer hos toldstedernes personale. Nøje knyttet til disse er en bestandig analyse af personalepolitikken — til op mod århundredets slutning er det den ret übevidste personalepolitik, og derefter redegøres for personaleorganisationernes fremvækst, og den effekt, de havde, på en mere bevidst formuleret personalepolitik. Når det gælder det meste af århundredet, skal det altså forstås således, at man ikke havde en formuleret personalepolitik. På en lang række områder var det fælles for den offentlige sektor.

Det er et uhyre stort stof, der behandles. Dette er sikkert også baggrunden for, at Henrik Fode har afstået fra at inddrage den toldpolitiske debat, selv om det kan synes en mangel. Vi hører således ikke om erhvervsorganisationernes toldpolitiske virksomhed eller de politiske partiers synspunkter. Navne som Peschcke Køedt, Toldreformforeningen eller Tietgen forekommer ikke. Dermed er der foretaget en afgrænsning af begrebet toldhistorie til i realiteten at være toldvæsenets historie. Denne afgrænsning er fuldt rimelig, så meget des mere som Fode alligevel giver de hovedlinier i toldpolitikken, der er en forudsætning for, at toldvæsenets historie ikke fremtræder løsgjort fra det øvrige samfund. Ydermere er medtaget klare forbindelseslinier til den almene samfundshistorie.

Det centrale i fremstillingen er således det egentlige toldvæsens funktioner. I den første periode er der foruden tolden i havne og ved landegrænsen naturligvis også medtaget konsumtionen og Sundtolden, og efter 1850'erne er tilsvarende afgifterne på brændevin, sukker og øl integreret.

Hele vejen igennem er det imidlertid den administrative opbygning, rekrutteringog karriereforløb, arbejdsforhold og bygninger, der er det centrale. På dette område gives der et væld af nye oplysninger og dokumentation for det, man blot havde forestillet sig. Når det gælder det administrative indtager den centrale styrelse i kollegiet kun en beskeden plads, idet hovedvægten er lagt på mellemleddet - overtoldinspektørerne - og de enkelte toldsteder. Her gives takket være indgående analyser af udvalgte toldsteder et klart og levende indtryk af funktionerneog af personalet. Vi ser arbejdsformerne, dagligdagen og dens varierede opgaver. De blandede faglige forudsætninger træder også frem; mange i hierarkietslavere

etslaverelag manglede simple skrivefærdigheder, andre kom ind takket været familieforbindelser ofte ret unge, der som voluntører fik en vis uddannelse. En hel del kom ind efter at have forladt en officers- eller en underomcerstjeneste. I perioden 1825-30 blev 38 pct. af toldstillingerne besat med militærpersoner; i 1853 bestemtes det ligefrem, at toldassistentstillingerne for halvdelens vedkommendeskulle besættes fra Krigsministeriets område, et system der fortsatte perioden igennem. Bag princippet lå naturligvis ønsket om at aflaste statens pensionsbyrde (også dengang var aldersgrænsen lav i militæret), men langt op i tiden har der, hvad Henrik Fode ikke kommer ind på, sikkert også gjort sig det forhold gældende, at den militære uddannelse og virksomhed var nogenlunde ene om at give erfaring i administration og organisation. Derfor var militærpersoner også anvendelige i postvæsen og hos jernbanerne. Egentlig elevuddannelse i etaterne kom sent og i øvrigt særlig sent i toldvæsenet.

Det er svært at vurdere toldpersonalets lønmæssige og sociale position. Lederstillingerne var uden tvivl omgivet med en betydelig agtelse, men embedsmændenes økonomiske vilkår er komplicerede, det gælder både for de højest og de lavere placerede. Dette skyldes, at en stor del af aflønningen skete i sportelform. Det gælder også, fordi meget af personalet langt op i tiden var ansat og lønnet af cheferne enten privat eller af kontorholdsbevillingerne. Det er derimod galt, når det uden videre godtages, at der var noget i vejen med lønningerne, blot fordi toldembedsmændene bestandig var på jagt efter ekstraindtægter, eksemplerne er fra omkring 1900. Det er nok muligt, at det kan tages som et vidnesbyrd om, at der var noget i vejen med lønnen; men det burde have været sat i det perspektiv, at toldfolkene i den henseende delte skæbne med andre offentligt ansatte (herunder også arkivarer!) og har gjort det til det sidste.

Det samme gælder et andet forhold, der også uden nærmere kommentarer fremstilles, så det kan efterlade det indtryk, at det var specielt for toldområdet. Det var, at ellers ensartede stillinger var bedre placeret i hovedstaden end i provinsen. Det svarede ganske til alle andre tjenestegrene. At princippet også rakte ud over den reelle løn, viser sig deri, at titler som justitsråd, kammerråd osv. meget lettere dalede ned over hovedstadens embedsmænd.

Der er også andre områder, der viser træk fælles med den øvrige forvaltning i samtiden. Der er imidlertid i de faktiske forhold i toldvæsenet så mange manglende linier og en så ringe klargøring af målet med toldvæsenet (ud over dette at skaffe penge!), at flere klassiske administrationshistoriske problemer ikke kan opstilles. Det viser sig eksempelvis i følgende spørgsmål: hvad ville man opnå? Hvilke midler og organisationsformer blev anvendt? Lykkedes det eller lykkedes det ikke? Disse klassiske administrationshistoriske spørgsmål har Henrik Fode måttet afstå fra at besvare. Dette er for så vidt også bogens konklusion. Der sluttes nemlig med et afsnit, der bærer titlen: En tilfældig etat? Spørgsmålet besvares med, at det var det. »Dens eksistensberettiggelse og arbejdsopgaver blev ikke nærmere drøftet af politikerne«; hedder det, og videre, at det »var noget overleveret fra ældre tid, og det var noget, også andre stater havde«. Denne konklusion er i sig selv - også fordi den er så velfunderet - et centralt bidrag til karakteristik af den sene enevælde og til forståelsen for, at den frie forfatning heller ikke på dette område var et brud i den almindelige samfundsudvikling.

Til ovenstående må føjes, at Toldhistorien er mere end told. Det er en bog, der i
adskillige henseender vil være særdeles nyttig, når der skal studeres i økonomihistorieni

historienidet hele taget. Dette vil den også være derved, at der spredt rundt om bestandig siges som aproposer til omtalen af forskellige toldarkivalier, at de vil være nyttige for studiet af dette eller hint emne. Den, der blot læser bogen som toldhistorie, vil måske finde aproposerne overflødige; men arbejdende historikere vil påskønne dem.