Bertel Heurlin & Christian Thune (red.): Danmark og det internationale system. Festskrift til Ole Karup Pedersen. Politiske Studier, København, 1989. 293 s.

Historikeren Ole Karup Pedersen har i 20 år været professor i international politik, og han har altid søgt at bygge bro mellem fagene. Det er ikke mindst sket ved kritisk virksomhed, men han har dog også formuleret sig positivt, dels i disputatsen om P. Munch, dels i bøger og artikler om efterkrigstidens internationale forhold. Desværre indeholder festskriftet ikke den traditionelle bibliografi, og det er især beklageligt, fordi flere af hans interessante bidrag er fremkommet i pressen, i rapporter, foredrag o.lign., som kan være ganske vanskelige at opspore.

Karup Pedersens egen linie har været præget af det synspunkt, at sammenhænge mellem økonomi og sikkerhedspolitik, mellem inden- og udenrigspolitik og mellem tradition og nutid var de mest spændende forskningsområder. Og så har han lagt vægt på at undgå at optræde i en rolle som rådgiver og talerør for den officielle danske udenrigspolitik.

De 16 bidrag til festskriftet spænder ganske vidt, fra stærkt teoretiske betragtninger f.eks. om beslutningsteori, småstatsteori, partiteori og regimeteori, over metodiske overvejelser bl.a. vedr. økonomiske faktorer og konfliktanalyse, og til konkrete studier i aktuel udenrigspolitik. Af egentlig historisk interesse er især 2 artikler. Wilhelm Christmas-Møller redegør for forsvarsminister Munchs forhold til militæret under 1. Verdenskrig, hvor han som nedrustningstilhænger ikke blot skulle administrere den solide forsvarsordning af 1909, men også krigens yderligere forsvarstiltag. Munch havde ikke høje tanker om officererne, og han førte mest en afværge- og indrømmelsespolitik - iflg. forf. med succes. Munch havde især et modsætningsforhold til Erik With, chef for efterretningstjenesten - og senere øverstkommanderende under Stauning-Munch-regeringen i 1930erne. Artiklen er meget velskrevet og bygger bl.a. på de militære arkiver, men som helhed ændres ikke så meget i det billede af Munch, som Erik Rasmussen, Ole Karup Pedersen, Hans Branner og Viggo Sjøqvist har tegnet.

Nikolaj Petersen analyserer den såkaldte Påske-krise 1948 og finder, at der efter begivenhederne i Prag var tale om oprigtig frygt i den danske politiske ledelse for en russisk invasion og/eller en kommunistisk magtovertagelse. Nervøsiteten var ikke blot amerikansk inspireret eller påtaget af indenrigspolitiske grunde, og Bang-Jensens rolle var ikke afgørende, selvom hans ankomst til København næppe har gjort panikken mindre. Regeringens analyse af den internationale situation og dens opfattelse af Danmark som usædvanlig sårbart var tilstrækkelig årsag til uroen.

Det er et savn i festskriftet, at der er så få eksempler på de længere og større linier, som Ole Karup Pedersen har været tilhænger af. Der er spredte ansatser i Curt Sørensens artikel om demokrati og diktatur og i Georg Sørensens om Danmark som udviklingsmodel, men disse bidrag synes præget af meget foreløbige overvejelser. Til gengæld må festskriftmodtageren glæde sig over, at flere af bidragene viser, at P. Munch bestemt ikke er glemt af vor tids forskere i international politik. Den aktuelle udvikling i Europa kan gøre ham endnu mere aktuel - til glæde for nogle, til bekymring for andre.