P.Clark, ed.: The European Crisis of the 15905. Essays in Comparative History. London, George Allen & Unwin 1985. - XI + 3245. $25.00.

Det er på forhånd velkendt, at Europa i 1590'erne blev hjemsøgt af økonomiske og sociale nødår (Regnen den regner hver evige dag, klagede Shakespeare), af hungerrevolter og social protest og af udmatning af de internationale, politiske og konfessionelle konflikter. Hensigten med denne vigtige samling af studier har da været at konstatere, om dette turbulente årti repræsenterer den fase, som førte fra 1500-tallets ekspansion til 1600-tallets kriser. 'Krise' her med Peter Burke's medicinske formulering (s. 179) forstået som »en kort periode af akutte vanskeligheder, som førte til langsigtede strukturændringer«.

Bogen er delt op i to hovedafsnit. I det første behandler en række specialister - klogeligt stærkt regionaliseret - krisesymptomerne i en række vesteuropæiske 'major countries' (således nok en gang!). I anden del sammenfatter og diskuterer andre resultaterne under systematiske synsvinkler, demografiske forhold, social uro, krigens indflydelse og øvrighedens regulerende foranstaltninger.

Alle bidrag er særdeles kompetente, men navnlig i de systematiske kapitler - og ikke mindst i John Elliotts elegante afslutningsessay (s. 301-11) - fornemmer man skepsis overfor at anskue 1590'erne som det afgørende vendepunkt. Der var akutte korttidsvanskeligheder, men — konkluderer Peter Clark (s. 17f.) - »crisis did not precipitate recession, but recovery«; i drastisk form en af de mange korttidskriser, som ramte Europa. Det rejser straks spørgsmålet om, hvilke selvregulerende mekanismer, det europæiske samfund rådede over — men også om, hvilke grænser de havde, hvornår man nåede dem og under hvilke vilkår.

Det er velkendt, at Sverige og Finland gennemlevede svære økonomiske og politiske konflikter og oplevede social uro 1596-98 (det nævnes med henvisning til Gustav Utterstrom); men Danmark, Polen og de baltiske egne? Jo, det strejfes (s. 9, 59 og 65 note 55), at Østersøområdet kunde træde hjælpende til med (dyre) kornforsyninger, men uden at det fører til nærmere overvejelser. Danmark gennemførte først eksportforbud for rug, byg og malt 1597 (rug dog også i første halvår 1596); priserne synes gennem hele årtiet at have været ekstraordinært høje. Gad vidst, om ikke danske producenter og købmænd har kunnet høste en god fortjeneste — og et velkomment bidrag til genopbygningen af kvægeksporten. Begrænsningen til de vesteuropæiske 'major countries' burde være et overstået stadium, og den er sagligt uforsvarlig.