Alf W. Johansson: Europas Krig. Militärt tänkande, strategi och politik från Napoleontiden till andre världskrigets slut. Stockholm, Tidens Forlag, 1988.

Alf Johanssons bog er på en særdeles positiv måde præget af hans virksomhed som docent på den svenske Militårhogskolan, hvor de tre forsvarsgrenes officerer modtager deres videregående uddannelse. Den er præget af tankevirksomhed formuleret til klarhed gennem kritisk, stadig perspektivudvidende dialog mellem historikeren og modne professionelle militære. Som forfatteren udtrykker det: »Att skriva denna bok har varit ett bildningsåventyr!«

Målet med bogen er ambitiøst - at give et overblik over krigens rolle i Europas historie fra Napoleonstiden til og med 2. Verdenskrig med vægt på udviklingen i den militære tænkning og dennes praktiske udformning i strategien. Det er i det store og hele lykkedes særdeles godt, endda i en let læselig og velstruktureret form, der gør bogen til den hidtil bedste korte indføring i emnet, anmelderen har læst.

At det er lykkedes, skyldes den måde, forfatteren har grebet emnet an. Han anvender bogens første halvthundrede sider til at præsentere de militærteoretikere, der kom til at præge idéverdenen hos den stærkt voksende militære profession i de kontinentaleuropæiske lande: Clausewitz, Willisen og Jomini. Herunder identificerer han klart de to principielle forskelle i opfattelsen af teoriens karakter og denne og historiens rolle i vejledningen af officeren, som de tre teoretikere repræsenterer: At medvirke til udviklingen af professionel indsigt (Clausewitz) henholdsvis at opstille retningslinier for handling (Jomini og Willisen).

Efter denne indledning går forfatteren kronologisk frem. Herunder identificerer han løbende og stadig kritisk politiske, økonomiske, ideologiske og teknologiske årsager til begivenhedsforløbet i krig og mellemkrig. Samtidig får han plads til normalt meget vellykkede små portrætskitser af nøglepersonerne i hans - og Europas - historie. Ikke mindst portrætterne af Schlieffen og Foch er små perler.

Løbende følger han udviklingen i den militære tænkning. Dette sker langtfra kun beskrivende. Ikke mindst mellemkrigstidens luftmilitære teoretiker Douhet udsættes for den rimelige logiske og etiske kritik, som samtiden desværre ikke var i stand til, og som selv nu sjældent præsenteres i så kort og klar form.

Bogens svageste dele er de meget korte og overfladiske gennemgange af de to verdenskrige. De er ikke som de idéhistoriske kapitler og afsnit præget af selvstændige kritiske argumenter og vurderinger. Man får enkelte steder det indtryk, at forfatteren ikke har haft lejlighed til at inddrage andet end de mest traditionelle opfattelser. Et eksempel er, at man endnu engang får anført den

allierede blokades betydning for den stadig værre fødevaresituation i Tyskland mod afslutningen af 1. Verdenskrig. Efter at man havde etableret kontrol over den vestlige del af Rusland var det altovervejende problem det nedslidte jernbanesystem, der hindrede en fordeling affødevarerne. Men forfatteren ville selvfølgelig med rette kunne anføre, at han blot refererer, hvad eftertiden så som virkeligheden.

Et andet eksempel er forfatterens manglende inddragelse af en afgørende teknisk årsag til vanskelighederne med at opnå resultater under 1. Verdenskrigs angreb. I modsætning til tyve år senere var man da fuldstændig afhængig af felttelefoner i føringen af enheder på kamppladsen. Disse virkede kun, indtil de übeskyttede kabler blev afbrudt af artilleriild, hvorefter føreren mistede enhver mulighed for i den kaotiske situation hurtigt at kunne udnytte pludselige svagheder hos forsvareren. Han havde hverken forbindelse med foresatte, underførere eller artilleristøtte.

Men denne kritik er kun rettet mod detaljer fra bogens mindre væsentlige, krigshistoriske afsnit. Dens værdi ligger i den brede, men troværdige beskrivelse og analyse af hundrede års europæiske militærpolitiske idé- og kulturhistorie. Det er forfriskende at kunne se det emne behandlet godt på et nordisk sprog.