Lennart Lundmark: Tidens gang & tidens varde. Stockholm, Forfatterforlaget Fischer & Rye 1989. - 208 s. sv.kr.ca. 170.

Tiden er det mest ejendommelige fænomen, der findes - hvis den da findes. Tiden
går, eller den løber; nogle slår den ihjel, mens andre bruger den til noget, men der
er endnu ingen, der har konstateret, om den findes.

Det gør docent ved Umeå universitet Lennart Lundmark da heller ikke i sin bog »Tidens gang & tidens varde«, men han gør det, der er mere nyttigt ud fra en historikers synspunkt, idet han giver en fremstilling af forholdet mellem tidsopfattelse og samfund. Lundmark skriver altså netop ikke om begrebet »tid«, men om de skiftende måder, som mennesker i tidens løb har opfattet tiden på, og om deres samspil med samfundsorganisationen.

Det originale i Lennart Lundmarks fremstilling af sit emne består i en skelnen mellem det, som Lundmark kalder det kvantitative og det kvalitative tidsaspekt. Det kvantitative tidsaspekt består i den opfattelse, at tiden er en målelig ressource i forbindelse med praktisk handling. Dette aspekt udtrykkes i talemåder som »jeg har ikke tid« eller »at sløse med tiden«. Det er et aspekt af tiden, der spiller en stor rolle i et industrialiseret samfund, hvor produktion og kommunikation er afgørende, og hvor tid er penge og dermed har værdi.

Det kvalitative tidsaspekt gælder forskellige holdninger til fortid, nutid og fremtid og forskellige måder, hvorpå tidsfaserne forbindes med hinanden som udgangspunkt for samfundsopfattelse og kulturel orientering. Dette aspekt udtrykkes f.eks. i periodiseringen (antik, middelalder, renaissance, nyere tid) og i talemåder som »tidens ånd« eller »tidens tegn«.

Denne skelnen mellem det kvantitative og det kvalitative tidsaspekt svarer således til henholdsvis tiden som en matematisk størrelse og til tiden som et middel til karakteristik og forklaring i de humanistiske videnskaber, og de to begreber anvendes af Lennart Lundmark som et par analyseredskaber, der gør fremstillingen meget klar og veldisponeret. Forfatteren viser, hvordan de to tidsaspekter griber ind i hinanden, og kan derved give en interessant analyse af mange samfundsfænomener, herunder et så tilsyneladende enkelt fænomen som indførelse af sommertid og de forskellige interesser, der knytter sig til det.

I et særligt kapitel behandles de problemer i relation til tiden, der opstår, når man skal skaffe sig kundskaber om det fortidige, problemer som: »Findes det fortidige«? »Konstruktion og realisme«, »Subjektet i historien« og »Tid og sandhed«.

Problemerne er klart fremstillede, men det er på den anden side også her, der
kan blive anledning til diskussion med forfatteren eller til en beklagelse af, at visse

problemer ikke er behandlet. Hvad det sidste angår således spørgsmålet om forholdet mellem sprog og historisk virkelighed og spørgsmålet om, hvad en begivenhed egentlig er. Forholder det sig f.eks. sådan, at en begivenhed først er en begivenhed, når den er fortalt?

Alt i alt er der imidlertid tale om en bog, der giver en udmærket indføring i de emner, som forfatteren kommer ind på i kraft af den bevidste afgrænsning af tidsproblematikken til at dreje sig om skiftende forestillinger om tiden og deres samspil med de skiftende samfundsformationer.