Red.: Rune Johansson og Hans-Åke Persson: Nordisk flyktingpolitik i världskrigets epok. Lund University Press 1989 155 sider CESIC Studies in International Conflict 1.

I Sverige ofres der mange ressourcer på flygtninge- og immigrationsforskning. Ved Lunds universitet arbejder flere forskere således under forskningsprojektet: »Månniskor på flykt. En historisk og folkråttslig studie av flyktingproblematiken efter andra vårldskriget«.

Dette skrift er resultat af projektet, og er den første i en serie. Lad det være sagt straks, at selvom skriftet er beskedent af størrelse, er det en uhyre væsentlig udgivelse. Det indeholder 4 artikler. Den østtyske forsker Jan Peters skriver om: Svensk flygtningpolitik 1933-1945. Den danske historiker Hans Uwe Petersen: De nordiske lande og Hitler flygtningene. Den norske historiker Ole Kristian Grimnes:

Norske flytninger i Sverige under den annen verdenskrig og endelig den finske forsker
Max Engman om: De firflyttade karelarna - evakuering och integrering.

Jan Peters artikel har undertitlen: Några synspunkter på de tyska emigranternas socialpsykologiska situation. Jan Peters er forfatter til bogen »Exilland Schweden«, hvor hovedemnet var flygtningenes politiske virksomhed i Sverige og konfrontationen mellem myndighederne og andre grupper om flygtninge-spørgsmålet. Peters opregner en række faktorer, som han anser for afgørende for flygtningens socialpsykologiske situation:

Flygtningens individuelle psykiske struktur. Flygtningens sociale situation og tilhørsforhold. Flygtningens politiske bevidsthed. Flygtningens materielle situation. Ydre påvirkninger på værtslandets politik. Måske ikke overraskende lægger forfatteren stor vægt på den politiske bevidsthed og aktivitet.

Antologiens mest spændende artikel, ihvertfald for denne anmelder, er Hans Uwe Petersens artikel om den nordiske flygtningepolitik. Petersen har haft adgang til et stort materiale, bl.a. i Udenrigsministeriet, Rigspolitiet og Justitsministeriet. Resultatet af hans undersøgelse er chokerende, og jeg kan kun håbe, at en større offentlighed får mulighed for at stifte bekendskab med det. Det er i sidste ende et spørgsmål om moral, når man beskæftiger sig med historie. Denne erkendelse kan være mere eller mindre bevidst og udtalt. Men Petersen lægger ikke skjul på, at det drejer sig om moral, og han afslutter sin artikel med et citat af den radikale folketingsmand Valdemar Sørensen, der i 1937 udtalte, at den danske holdning, at jødiske flygtninge ikke skulle betragtes som politiske flygtninge, ikke ville kunne stå for historiens dom.

Danmark har erhvervet et godt ry i udlandet, der delvist er baseret på redningen af de danske jøder i 1943. Dette er historien om medaljens bagside. De tyske jøder udgjorde 90% af den samlede flygtningestrøm. Det ville have været oplagt, at Danmark havde modtaget en vis del tyske jøder. Men de danske myndigheder viste sig meget restriktive og nægtede at anerkende tyske jøder som flygtninge. »Det var frygten for konsekvenserne af en imødekommende holdning sammenflettet med overordnede udenrigs- og indenrigspolitiske hensyn, der var bestemmende for de nordiske landes ønske om i videst muligt omfang at holde sig fri af flygtningeproblemet« skriver Hans Uwe Petersen.

Og Petersen konkluderer: »... hverken Norge, Sverige eller Danmark var indstillet på at vise de jødiske flygtninge imødekommenhed«. Blandt de tragiskkomiske synspunkter hos de danske beslutningstagere finder man denne kommentar, skrevet medens de tyske jøder desperat ledete efter flugtmuligheder: »jøderne er sydlændinge, hvorfor en emigration til f.eks. Sydamerika, hvis klima frembyder lighed med Palæstinas, også af denne grund er mere hensigtsmæssig.«

Det var Sverige, der indledte forhandlinger med Hitler-Tyskland om at indføre »J« i jødernes pas, således at det var nemmere for svenskerne at frasortere jødiske immigranter, og fra dansk side benyttede man ordningen, således at disse mennesker ikke kunne opnå visum eller indrejsetilladelse inden godkendelse først var indhentet fra Justits- eller Udenrigsministeriet. Tilfreds kunne Udenrigsministeriets repræsentant i 1938 fortælle, at forholdsreglerne virkede tilfredsstillende: »Det drejer sig jo praktisk talt udelukkende om jøder, og det er efterhånden kun få, som slipper gennem paskontrollen. Er en tysk jøde ved et eller andet ulykkestilfælde først sluppet ind i Danmark, forsøger man at fa ham til at søge indrejsetilladelse til et andet land...« Artiklen er særdeles væsentlig.

Ole Kristian Grimnes artikel om norske flygtninge i Sverige bygger på hans

disputats: »Et flyktningesamfunn vokser fram« fra 1969. Artiklen viser, at også mellem de to broderlande var der grænser for, hvor mange flygtninge man ønskede. Årsagen til afvisningerne ser forfatteren i Sveriges neutralitetspolitik. Men i forhold til jøderne, blev nordmændene dog behandlet langt bedre.

Finland havde sine egne specielle flygtningeproblemer op til krigen. Også Finland viste sig afvisende overfor centraleuropæiske jøder, men Finland havde dog den formelle undskyldnng, at de havde deres egne flygtninge i form af karelerne, som flygtede til Finland. Denne finske folkegruppe blev intergreret i Finland. Max Engman giver en spændende oversigt over karelernes flugt og tilpasning i det finske samfund.

Skriftet er spændende og relevant læsning og viser, sammen med de mange
øvrige aktiviteter i Sverige vedr. flygtninge- og indvandrerforskning, at svenskerne
igen er foran Danmark på et væsentligt område.