Lübeckische Geschichte. Herausgegeben von Antjekathrin Grassmann. Lübeck, Schmidt-Romhild, 1988. 946 s. Ill.

Liibeck var indtil 15-1600-tallet den dominerende udenlandske magt i Danmarkshistorien, ligesom Danmark i dette jubilæumsværk udnævnes til hansestædernes »skæbnemagt«. Det nære forhold ytrer sig ved en sproglig fortrolighed. Liibeck har sit eget adjektiv på dansk, og nogle historikere fordansker også byens navn. Det slaviske Liubice har dog intet med en bæk at gøre, men betegner et mandsnavn, hans folk eller slægt og stedet.

Det er 800-året for kejser Frederik Barbarossas privilegium 1188, der har inspireret til det solide og statelige værk. Samtidig kan man fejre, at Liibecks gamle arkivalier i marts-april 1987 omsider vendte hjem fra Potsdam, hvor de havde været deponeret siden 1942.

Liibecks indviklede »urtid« skildres af den kyndige Rolf Hammel, der også har forfattet et afsnit om byarkæologi og erhvervs topografi indtil ca. 1400. Lidt overraskende opdager man ved værkets slutning et afsnit af arkitekturhistorikeren Michael Scheftel om bygningskunsten i Liibeck gennem tiderne. Mellem disse to fortræffelige afsnit følger i kronologisk orden den traditionelle byhistorie, opdelt mellem seks forfattere.

Det tunge hverv at skildre Liibecks storhedstid - hele middelalderen indtil 1500 - er betroet Erich Hoffmann, og fra en skandinavisk synsvinkel kunne det ikke være i bedre hænder. Få tyske historikere er vel mere velbevandrede i nordisk forskning end han. Aksel E. Christensens disciple kan også kun være tilfredse med, at Fritz Rorigs potente grundlæggerteori nu definitivt er forvist til historiografien. Hoffmann er helt på det rene med den afgørende betydning, Valdemar Sejrs byherretid fik for opbygningen af Liibecks position i Norden. Mine indvendinger mod hans fremstilling er mest af formel art. Hoffmann har bredt sig og næsten skrevet tidens almindelige historie, hvorimod portrættet af det middelalderlige Lubeck står blegt. Han citerer alt for hengivent andre historikere, og han krydshenviser på livet løs, hvilket giver fremstillingen et kedeligt præg af lærebog. Metaforen Travestaden (Nordeuropas mest skamredne) må en behjertet dyrlæge gerne snart aflive. Generelt er det ikke den sublime sprogkunst, der præger værket om Thomas Manns fødeby. Vi noterer os dog med glæde, at Hoffmann har formået trykkeriet i Lubeck til at bruge de danske ø'er i Lyø og Møn. En senere forfatter skriver Ronne.

1500-tallet har man betroet kirkehistorikeren Wolf-Dieter Hauschild, der tydeligt er på udebane, når skandinaviske forhold strejfes. Udtrykket det danske Sydsverige kunne støde patrioter, også selv om Oland generøst er inkluderet, og folk i Hadersleben vil undre sig over, at han kalder kong Hans for Hans den Ældre. Utenhofs karakteristik af de bondestolte lubeckere ville have livet vældigt op, men vi må affinde os med, at det er Hoffmanns danskkundskaber, der er undtagelsen. Hauschild fælder i øvrigt en ret hård dom over det lukkede og indskrænkede i reformationstidens konservative byrepublik. Thesen om Liibecks nedgang modsiges dog i nogen grad af hans egne bemærkninger om handelsekspansionen i 2. halvdel af 1500-tallet.

Værkets redaktør (med fløjlshandsker), stadsarkivar Antjekathrin Grassmann, har selv taget sig af 1600-tallet. For en dansk læser er der betydeligt mere ukendt stof i dette afsnit, og hendes pen flyder lettere end i det foregående, meget tunge afsnit. Her er fundet godbidder frem som luksusforordningen fra 1619, der inddeler befolkningen i sociale grupper spændende fra rådsaristokratiet til høkerfamilier. Hvad der fandtes derunder, talte ikke.

1700-tallets fredsperiode bliver desværre tabt på gulvet af Franklin Kopitzsch, der remser alt op efter køreplansprincippet: en linie til hver begivenhed. Måske er hans force, som nogle bemærkninger antyder, »Bewusstseinsgeschichte«. Byhistorie er det i hvert fald ikke.

På denne baggrund virker Hamburg-professoren Gerhard Ahrens' afsnit om 1800-tallet nærmest virtuost og ikke kun, fordi begivenhederne tager fart. Ahrens er utvivlsomt holdets mest professionelle skribent - og hans faible for udråbstegn til at leve med. Det er i hans periode, at det tidligere stormægtige Lubeck kastes hid og did af omgivelserne. Ved ophævelsen af det tyskromerske rige var byen statsretsligt blevet en suveræn lilleputstat, men det hjalp ikke, da man kom i klemme mellem de preussiske og franske hære. Den 6. november 1806 blev

Liibeck stormet og plyndret og i 1811 indlemmet i kejserdømmet Frankrig. Det medførte en række liberale reformer som folketælling og gadenumre (der omgående blev afskaffet ved restaurationen). Grunden til det solide danskerhad, der trivedes i hele 1800-tallet, lagdes den 3. juli 1813, da Liibeck blev indtaget af danske tropper. »Dånenhass«, der også sigter til det danske monarkis senere »chikane« i jernbanesagen, figurerer i værkets glimrende, anonyme register. Efter Wienerkongressen var Liibeck militært underlagt det tyske forbund og efter 1866 Preussen. Det sidste skin af selvstændighed fjernede Weimarrepublikken, og i 1937 indlemmedes byen formelt i Preussen. Den britiske besættelse 1945 førte til Liibecks indlemmelse i delstaten Schleswig-Holstein.

Fhv. stadsbibliotekar Gerhard Meyer fører fremstillingen gennem verdenskrigenes og naziårenes gru op til vor egen tid. De übehagelige kendsgerninger præsenteres åbent, men bag den nøgterne fremstilling anes Meyers indignation og hans følelser som ægte liibecker. Næsten 300 illustrationer, et omsorgsfuldt noteapparat og flotte folde-ud kort fuldender billedet af et lokalhistorisk værk af høj standard, der vil appellere også til et historisk interesseret publikum i de skandinaviske lande.