Else Roesdahl: Vikingernes verden, København 1987. 336 s. 280 kr.

Forf. skrev 1980 Vikingetidens Danmark og følger nu med en bog om vikingerne hjemme og ude, som har indbragt hende Søren Gyldendalprisen. Bogen er skrevet i det typiske akademiker-populærsprog, godt med fremmedord og godt med forbehold. Historikere burde udgive en nøgle, så almindelige læsere kan se, hvad der er mest usikkert: utvivlsomt eller sikkert. Forf. elsker ordet »mange«, og det er forståeligt, da hun prøver at presse så meget ind i bogen, at det bliver umuligt præcist at udtrykke alle nuancerne. Derfor føler man trang til at sætte mange spørgsmålstegn under læsningen, fordi formuleringerne er for brede, eller q.e.d. ved de påstande, der gives.

Traditionelt begynder vikingetiden omkr. 800, nu skubbes grænsen tilbage til omkr. 750 fordi »væsentlige elementer i samfundsordning, økonomi og kunst« rækker tilbage dertil. Vikingetiden udenfor Skandinavien begynder »da skandinaverne ankom som kolonisatorer eller røvere«. Da det første »vikingetogt« omtales 515, bliver den svær at håndtere. Hvornår begynder de omtalte væsentlige elementer? Skal germansk jernalder med, eller skal vi helt tilbage til 3 årh.? SHFs initiativ, »fra stamme til stat«, har haft svært ved at fastlægge overgangen fra ældre jernalders stammesamfund til vikingetidens kongeriger, så det er unfair at bebrejde forf., at hun ikke kan.

Er det forøvrigt ikke lidt gammeldags at skrive vikingetidens historie som en særlig disciplin? Er det et levn fra den gamle historikerholdning til arkæologien? Faktum er, at det nye, som forf. bringer om vikingetiden, kommer fra arkæologien.Sådan har det været siden Trelleborgs udgravning. Når forf. skriver, at billedet af vikingetidens bebyggelse er totalt ændret siden 1970, gælder det hele

første årtusinde. Når arkæologien betoner rødderne bagud i germansk jernalder, bør det få konsekvenser også i oversigtsværkernes afgrænsning. Der savnes stærkt en oversigt over germansk jernalder- i sammenhæng med vikingetiden - for at vi kan forstå, hvorfor der overhovedet kom en tid, hvor man drog i viking. Baggrunden for dette fænomen er stadig lige uklar. Dudos forklaring fra 1020 er, fraregnet hans moralske opstød, ikke meget ringere end nutidens, ja næsten moderne.

En dansk oversigt over udviklingen i Europa fra romerrigets sammenbrud til ottonsk tid savnes. Vikingetogter til Vesteuropa ville være formålsløse uden merovingertidens opsving, men hvad betød den vesteuropæiske udvikling for os heroppe, og hvad betød Østeuropa? »Eventyrlyst, selvtillid og fatalisme« er ikke nok til at forklare vikingetogene, men jeg skal ikke bebrejde forf., at hun ikke bringer løsningen, der er stof til nok en bog. Hvis bogen er beregnet for studenter, savnes noteapparat. Litteraturlisten inkluderer titler fra 1987, selvom forordet er dec. 1986, men er ikke konsekvent. Snarere er »den dannede læser« målgruppen. Forf. bringer denne læser godt rundt om vikingernes verden, både den fysiske, som vi kender bedst, og den åndelige. Som statusopgørelse er bogen absolut nyttig.