Bo Hugemark (red.): Neutralitet och försvar. Perspektiv på svensk säkerhetspolitik 1809-1985. Stockholm, Militärhistoriska Förlaget, 1986. 261 s.

Denne bog, som chefen for den militærhistoriske afdeling ved Militærhøjskolen i Stockholm, oberst Bo Hugemark, har været redaktør af, fremlægger i fem artikler en række eksempler på, hvor fleksibel og pragmatisk svensk neutralitetspolitik har været fra Napoleonskrigene og indtil i dag.

Bortset fra Bo Hugemarks egen: »Forsvar for neutralitet« har alle artiklerne tidligere været publiceret på engelsk under titlen »Neutrality and Defence: The Swedish Experience« i den svenske militærhistoriske kommissions nummer af tidsskriftet Revue International d'Histoire Militaire, Stockholm 1984.

Hugemark nævner selv i forordet, at artiklerne har »genomgått omfattande
omarbetningar och kompletteringer infor den svenska utgåvan«.

Dette er en sandhed med modifikationer. Så vidt jeg har kunnet konstatere, er det kun i forbindelse med Arvid Cronenbergs »Såkerhetspolitik och krigsplanering«, der med rimelighed kan tales om omfattende omarbejdelse og komplettering. For de tre øvrige kendte artiklers vedkommende drejer det sig blot om redaktionelle ændringer som følge af forskellen i et nationalt og et internationalt publikums forståelsesmæssige kontekst og visse mindre tilføjelser p.gr.a. de mellemliggende to års tildragelser i det internationale system.

Det er således ikke nyhedens interesse, der retfærdiggør en omtale af »Neutralitet och forsvar«; men derimod den omstændighed, at der her er udgivet en let læst fremstilling om den svenske forsvarsmagts udformning og planlægning i sammenhæng med de sidste 150 års vekslende udenrigspolitiske krav. Bogen er samtidig et stimulerende — sommetider provokerende — bidrag til debatten om svensk neutralitetspolitik.

Bogens indledende artikel, af Alf W.Johansson og Torbjorn Norman, giver en
bred oversigt over »Den svenska neutralitetspolitiken i historiskt perspektiv«.

Johansson og Norman fremholder, at aksiomet om positiv sammenhæng meliem forsvar og neutralitet er af reiativ ny dato i Sverige. I iBOO-taiiet, hvor den svenske neutralitetstradition blev grundlagt, var forholdet nærmest det modsatte: Det svenske forsvar var alt for svagt til udenrigspolitisk aktivisme; men på den anden side ikke så svagt, at Sverige kunne betragtes som et militært vakuum.

De to forfattere understreger derved, at svensk neutralitetspolitik fiar — som nu
- er resultat af pragmatiske overvejelser.

Dette slår også igennem i Sveriges holdning til spørgsmålet om, hvorvidt en neutral stat kan deltage i internationalt samarbejde, der sigter mod økonomisk integration. Medlemsskabet af Europarådet, OECD, EFTA og GATT pålægger således ikke — iflg. den svenske statsmagt — landet bindinger, der på nogen måde undergraver landets sikkerhedspolitiske troværdighed.

Bo Huldt er helt på linie med Johansson og Norman, når han analyserer den svenske neutralitetspolitik og samspillet mellem denne og den traditionelle forsvarspolitik i »Svensk nedrustnings- och såkerhetspolitik från tjugotal till åttiotal«. Han påviser, i overensstemmelse med Johansson og Norman, at det militært stærke forsvar, som grundlag for neutralitetspolitikken, nærmest er en parantes i Sveriges nyere historie.

Arvid Cronenbergs meget omfattende artikel »Såkerhetspolitik och krigsplanering« er den første samlede fremstilling af den svenske operative krigsplanlægning fra 1906 og indtil 1945. Artiklen bygger på meget omfattende kildestudier - i Forsvarsstabens og Generalstabens åbne og hemmelige arkiver på Kungl. Krigsarkivet, Stockholm - og er især interessant, fordi den dokumenterer, at der under den officielle svenske neutralitetspolitik foregik en meget omfattende operativ krigsplanlægning, som også omfattede operationer uden for svensk territorium.

Cronenberg påviser således det sving, der skete i den svenske krigsplanlægning i midten af trediverne fra et meget ensidigt sovjetisk trusselsbillede til en situation med to mulige krigssituationer: I - den tyske og II - den sovjetiske. Indenfor rammerne af disse krigssituationer planlagde generalstaben og senere forsvarsstaben bl.a. overførslen af et større troppekontingent til Finland i tilfælde af en sovjetisk aggression.

Cronenberg dokumenterer dog samtidig, at den militære ledelse i sin planlægning ikke havde taget højde for den situation, der opstod efter indgåelsen af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt i august 1939. Efter det sovjetiske angreb på Finland, blev Sveriges forsvar koncentreret i nord.

Ved Tysklands okkupation af Danmark og Norge den 9. april 1940 fandtes — bortset fra et mindre antal luftværnsenheder ved Skånes kyst — derfor ingen mobiliserede enheder hverken i Sydsverige eller langs grænsen mod Norge. Den omstilling til krigsorganisation, som svenskerne gennemførte i ugerne efter den 9. april (skjult for ikke at udfordre Tyskland, der havde stillet Sverige over for et krav om streng neutralitet og undladelse af mobiliserings- eller opmarchforanstaltninger), og som bragte praktisk taget hele felthæren på krigsfod, fik således i stort omfang karakter af improvisation.

Klaus-Richard Bohme beskriver »Huvuddragen i svensk forsvarspolitik 1925-1945«,
fordelingen af de økonomiske ressourcer og denne fordelings
betydning for de enkelte forsvarsgrene.

Bohme dokumenterer, at den - også efter international målestok - betydelige kvantitative og kvalitative militære styrke, som Sverige havde ved 2. verdenskrigs afslutning, og som menes at være forudsætningen for opretholdelsen af Sveriges fortsatte neutralitet, var resultatet af en proces, der paradoksalt nok var indledt af en beslutning om nedrustning, nemlig »1925 års forsvarsbeslut«.

Bo Hugemarks »Forsvar for neutralitet« behandler tiden efter 1945. Artiklen er angiveligt et indlæg i den løbende svenske forsvarsdebat og ikke et forsøg på at formidle konkrete forskningsresultater. Dette betyder dog ikke, at artiklen og de konklusioner Hugemark når frem til er uinteressant i en større international sammenhæng.

Hugemark argumenterer for, at forudsætningerne for en fremgangsrig neutralitetspolitik, p.gr.a. en stadigt mere flydende overgang fra freds- til krigstilstand, er ved at ændre sig, og at den neutrale stat derfor må afsætte større militære ressourcer til incidentberedskab.

Desuden mener han, at udviklingen i det internationale system har bragt Sverige i en situation, hvor landets neutrale status er afhængig af de to supermagters gensidige afskrækkelse og landets evne til hurtigt at forhøje beredskabet for herved at fremtvinge en prioritering hos angriberen.

Alt i alt er »Neutralitet och forsvar« en anbefalelsesværdig bog, der ikke kun opfylder sin målsætning om at stimulere en mere saglig og nuanceret debat vedr. svensk neutralitetspolitik; men som ved sine nye indsigter og rigdom på detaljer bidrager til en bedre forståelse af de sikkerhedspolitiske forhold i Norden de sidste knapt tohundrede år.