Adolf Friederici: Das Lubecker Domkapitel im Mittelalter 1160-1400. Verfassungsrechtliche und personenstandliche Untersuchungen (= Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins, Bd. 91). Neumünster, Karl Wachholtz. 1988. 415 s.

Hidtil har denne disputats kun foreligget i maskinskreven form og derfor vanskeligt tilgængelig, men dog hyppigt citeret, især i noterne til brevene i Schlesw.-Holsteinische Regesten und Urkunden VI. Nu er den med godt 30 års forsinkelse udsendt som et stateligt bind i Selskabet for Schleswig-Holsteins histories skriftserie. Smudsomslaget prydes af en fotografisk reproduktion af den ældste præbendefortegnelse fra domkapitlet i Liibeck i 1263 samt af domkirkens (domkapitlets) segl i et velbevaret eksemplar med klart læselig omskrift. Desværre er de to afbildninger ikke gentaget inde i bogen, som det ellers tit ses.

Ifølge Helmold indstiftedes det lybske domkapitel med 12 præbender, hvis indehavere fik en fast andel af afkastet fra fællesgodset. I løbet af tidsrummet til op mod 1300 udvidede man med et vist antal mindre præbender, hvis størrelse stort set svarede til et halvt af de ældre præbender. Ved siden heraf oprettedes der i løbet af samme tidsrum yderligere præbender i forbindelse med gaver, f.eks. af greven af Holsten. Disse senere forenedes ikke med de oprindelige, men holdtes adskilte og betegnedes prebende distincte. Det hang sammen med, at de givende beholdt patronatsretten til det pågældende præbende. Patronatsretten nedarvedes i en række tilfælde i giverens slægt, og det betød, at Kristian I som arving efter Schauenburgerne gennem grev Adolf 8. i 1460 kom i besiddelse af det af den holstenske greve indstiftede præbende. Fra 1490'erne udøvedes patronatsretten vekselvis med hertugen af Holsten-Gottorp og fra 1773 af den danske konge alene.

Et følgende hovedafsnit behandler kapitlets embeder, provsti, dekanat, kantordømme m.fl. og beskriver besættelsen af dem frem til ca. 1400, hvortil knytter sig kronologiske fortegnelser over de kendte indehavere af embederne. Som afslutning findes en redegørelse for de pavelige provisioners indflydelse på besættelsen af pladserne i domkapitlet, udbygget med en almen fremstilling af provisionsvæsenets udvikling. Hertil knytter forfatteren en tabel over de 162 hidtil konstaterede pavelige provisioner med indvirkning på det lybske domkapitel.

Sidste hovedafsnit indeholder grundlaget for forfatterens undersøgelser omkringalle de personer, der indtil 1400 har eller har haft tilknytning til domkapitlet, ialt 349 personer, alfabetisk ordnet efter for- og tilnavne, hver forsynet med et løbenr., der følger den pågældende person overalt i bogen; det fungerer tillige omtrent som et biografisk leksikon. Man skal dog være klar over en række af personernes familietilknytning for at kunne slå dem op uden videre, men her får man hjælp af det afsluttende udførlige personregister, hvis man ikke tilfældigvis ved, at biskop Bertram af Liibeck regnes til familien Kremon. En række gejstlige med størst tilknytning til danske stifter er ligeledes optaget i leksikonnet, således flere bisper af Slesvig: Johan Bokholt, død 1331, og hans to efterfølgere Hellembert, død 1343, og Henrik Warendorp, død 1351. Her finder man også Vilhelm Krag, legum doctor, Erik 6. Menveds »sagfører« i processen mod ærkebiskop Esger Juul. Det danske stof er omhyggeligt behandlet, men en enkelt påfaldende fejltagelse er sluppet med i noterne til Albert Stralendorf, idet Stig Andersen de Beyrenholm (= Bjørnholm) bliver henført til Bornholm både her og i

registret under Stig Andersen (Hvide). Det er dog ikke lykkedes at fremdrage yderligere materiale om de to personers indbyrdes forhold og omstændighederne ved Stig Andersens gaver til Kirken i Liibeck, Den; der arbejder med grænseoverskridendeproblemer, kommer ikke uden om at tage stilling til resultaterne i denne bog.