Elsa Sjöholm: Sveriges Medeltidslagar, Europeisk rättstradition i politisk omvandling, Lund 1988, 331 s. Skrifter utgivna av Institutet för Rättshistorisk Forskning, grundat av Gustav och Carin Olin, Serien I, Rättshistoriskt bibliotek, fyrtioförsta bandet.

»Cui bono« - til nytte for hvem? Det spørgsmål plejede oldtidens romerske jurister at stille, når faktiske forhold bag retssager skulle klarlægges. Ved man, hvem der fik fordelen af retsbrud og transaktioner, kender man som regel gerningsmanden, anstifteren eller ophavsmanden.

Det samme spørgsmål stiller Elsa Sjoholm vedrørende de svenske middelalderlove. Hun vil anvende disse love som kilder til de politiske forhold på det tidspunkt, da de fik deres endelige udformning. Ved at analysere magtstrukturen i lovene vil hun afsløre de kræfter, som frembragte dem.

Det lyder enkelt, men er det ikke. Det fremgik af Elsa Sjoholms tidligere afhandlinger, sidst af »Gesetze als Quellen mittelalterlicher Geschichte des Nordens« fra 1976, som undertegnede anmeldte i nærværende tidsskrift i 1979 (s. 112-124), en anmeldelse, som affødte en replik samme sted i 1981 (s. 219-222) og en duplik fra mig (s. 222-225). Til denne debat må her generelt henvises, for »Gesetze als Quellen« var en optakt til den nu foreliggende bog, som dels følger de retningslinjer, der blev udstukket, dels bekræfter både omfanget af og problemerne ved den stillede opgave, hvis mål kaldes at »identificere« de svenske middelalderlove, hvad det så betyder.

Opgaven inddeles i to dele. Den første indebærer en kortlægning af »kilderne til kilderne«, d.v.s. receptionsproblemet, den anden en fremstilling afmagtstrukturen i de bevarede lovtekster dvs. forholdet imellem rettigheder og pligter for konge, biskop, stormænd og bønder. Dette sker under jævnføring med dansk og norsk ret.

En mistanke om komplikationerne vækkes allerede i kapitel 1 om »mål og metode«, hvor den germanske urret - igen - kasseres til fordel for en ny teori, som lyder på, at den mosaiske ret er grundlaget for al vesterlandsk ret. Ikke stykkevist og delt, men helt og aldeles. Siden tales mere nuanceret om mosaisk-romersk ret, og om at kirken og bibelen er begyndelsen til megen vesterlandsk ret i middelalderen, og det er jo en helt anden, og mere forståelig, snak. I »Gesetze als Quellen« var det Lombarda, der var kilden til receptionen - også det blev modificeret, som det nu sker vedrørende den mosaiske ret, hvis betydning for kirkeretten på linje med bibelen i øvrigt ikke kan komme bag på nogen, så lidt som kirkerettens og romerrettens betydning i Norden. Denne reception inddeler forfatteren i en ældre og en yngre fase. Kun den ældre, som slutter med Anders Sunesens embedsperiode i 1222, behandles, for den har den traditionelle retshistorie kaldt »forngermansk rått«. Den yngre og »anden reception« kaldes veldokumenteret, forudsættes bekendt og behandles ikke.

Således at påstå, at nordiske retshistorikere ikke er nået til at se spor af reception før begyndelsen af 1200-tallet, synes at være opstilling af fjendebilleder for at nedgøre dem. Bagved kan ligge, at man for svensk ret savner en samlet retshistorisk fremstilling i lighed med Poul Johs. Jørgensens danske og Brandts norske, som Else Sjoholm kalder stort set pålidelige opslagsværker. Det har hun ret i, men hvorfor så bebrejde dem, hvad hun - igen - bebrejder gamle Hegel og Co?

I øvrigt er hensigtmæssigheden af en adskillelse imellem receptionsproblemet og magtstrukturen bag lovene ikke indlysende. En en bloc-reception, som den her beskrives, må vel være det primære resultat af en magtkamp, i hvert fald hvis lovene ikke er skrivebordsarbejder — hvad de ifølge Elsa Sjoholm ikke er; herom senere.

Uheldigt er det, at det om de sammenligninger, der bogen igennem gøres med dansk og norsk ret, hedder, at de vedrørende magtforholdene i de to lande lider af »den grunnlåggande brist«, at der savnes relevante forskningsresultater på disse områder, derfor er de blevet ufuldstændige og haltende, så en mere fuldstændig analyse kaldes umulig. Dette bekræftes både af Elsa Sjoholms fremstilling og af hendes helt utilstrækkelige litteraturliste, som i alt omfatter 36 bøger, hvoraf de fem er skrevet af hende selv. Der henvises til fire danske værker: Gyldendals Danmarks Historie, Poul Johs. Jørgensens Retshistorie, Henning Matzen (2 værker), hvortil skal føjes Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk middelalder. Af norske forfattere anføres foruden Brandt kun en enkelt afhandling af Jens Arup Seip samt Kulturhistorisk Leksikon. Dette er ikke et rimeligt billede af forskningens stade i Danmark og Norge, og det afhjælpes ikke af noteapparatet.

Vedrørende bogens hovedemne magtstrukturen er forfatterens udgangspunkt, at myndigheder og individer tilgodeser egne interesser, når det gælder rettergang og reaktioner. Det afspejles f.eks. i størrelsen og fordelingen af bøder. Dette kan sløres af en juridisk formtradition, men reelt giver en lov kun udtryk for magtforholdene på det tidspunkt, da man enedes om den, forudsat at den er resultatet af en »lovgivningssituation«, d.v.s at den er beregnet for praktisk brug

og netop ikke er et skrivebordsprodukt. Desværre er der blandt svenske middelalderloveså store problemer med de vigtige Våstgotaloves tilblivelseshistorie, at de ikke kan behandles i Elsa Sjoholms afhandling. Færdig med dem. Når gennemgangenkoncentreres om Upplandslagen, Sodermannalagen, Ostgotalagen og den ældre landslagen, er det fordi de opfylder forfatterens krav om at være resultater af en lovgivningssituation. Ellers fortoner magtkampen sig- og dermed magtstrukturen. Af samme grund kan blandt de danske love kun Jydske Lov og blandt de norske love kun landsloven bruges. Det hindrer dog ikke bogen igennem flittig anvendelse af Skånske Lov og stedvis de sjællandske love, om hvis tilblivelse vi kun kan antage, at en gejstlig skriver har nedskrevet nogle love, hyis betydning i praksis vi ikke kender.

I min anmeldelse af »Gesetze als Quellen« efterlyste jeg en redegørelse for normative teksters kildeværdi. Den er med her: »normerne refererer til en social virkelighed, ellers ville de være betydningsløse«. »Gesetze sind keine Vorgånge« sagde tyske retshistorikere forsigtigt, for love kan være ønsketænkning, slag i luften, hvis der ikke blev sat magt bag lovens regler. Men det gjorde der, hvis Elsa Sjoholms teori er holdbar. Lovgivningssituationen, eller rettere overenskomsten bag lovens endelige udformning, er ikke blot et pålideligt billede af magtspillet bag udformningen, men også af forholdene i samfundet. De af forfatteren udvalgte Gesetze sind Vorgånge! Hvorledes kontrollerer vi det? I vore dage ved hjælp af retssociologien, som vistnok ikke tør bruge lovene som et billede på livet. I fortiden må vi derfor også tage andre kilder end lovene til hjælp for at fastslå, om de blev håndhævet med blot den grad af effektivitet, som middelalderen magtede. Den kontrol afstår Elsa Sjoholm fra. Hun kalder receptionsanalysen det første trin og magtstrukturanalysen det andet. Det tredie, den opgave at indføje det nåede resultat i sin historiske ramme, lader hun ligge, »fordi de to første tog så lang tid«.

Bag denne konstatering må vel ligge, at det for de udvalgte svenske loves
vedkommende ville være muligt, hvis man havde tid nok. Den tid burde være
anvendt.

At de mange kapitlers gennemgang af et enormt lovmateriale, dets mosaiskbibelske,romerske og kontinentale ophav, de svenske regler og nabolandenes vedrørende ægteskab, arveret, bylag, tyveri, eksekution, retsbrud o.s.v. repræsentereren meget stor arbejdsindsats er klart. Men konklusionerne af de mange sammenligninger på kryds og tværs imellem de svenske loves regler indbyrdes og imellem dem og nabolandenes er så kalejdoskopiske, at ethvert overblik forsvinder - i hvert fald for læseren. I sammenfatningens fire sider om magtstrukturener fællesnævneren da også så lav, at man stort set kun far bekræftet, at den stærke forhandler formår mere end den svage, og at den norske kongemagt på landslovenes tid var stærkere end den danske og den svenske, som endda havde betydelig mindre ret til bøder og konfiskeret gods end kollegerne i nabolandene. Og når disse indtægter i bogen bruges som en vigtig målestok vedrørende specielt kongens magt, burde der overalt præcist være gjort opmærksom på, i hvilke, og hvor fa, tilfælde det betød ret til konfiskation af jordegods. Konfiskation af kun løsøre er jo snarere begrænsning af magtudfoldelse. Hvortil kommer den ulempe ved at måle magt udfra eksistensen af bøderet, at når kirken gav afkald på bøder for vådesværk, var det jo ikke nødvendigvis af politisk svaghed, men måske af ideelle grunde. Ærkebiskop Anders Sunesen, som nok med fuld ret tillægges stor indflydelse på udviklingen af også svensk ret, udtrykker dette således i kap. 67 af

sin parafrase over Skånske Lov: »Er det en hændelse, gives der dog gerningsmandensom følge heraf den fordel, at han i den anledning ikke skal betale noget til kongen eller biskoppen, hvis sag det ikke er at tugte nogen for en uventet hændelse, som intet menneske kan forudse, men snarere at straffe ond vilje, for at ulovlige og uretfærdige handlinger for fremtiden kan forebygges ved frygt for straf.«

For Elsa Sjoholm er bøderetten og bødestørrelsen ensbetydende med magt i samfundet. Jo større bøderet myndighederne, kirke og konge, skaffer sig, desto større bliver dermed deres interesse i at støtte sagsøgerens rolle i rettergangen, også bevismæssigt. Allerstørst bliver myndighedernes magt, når de selv udpeger nævninger, som kan afgøre sagen. Når myndighederne kun får bøder for viljesværk, er det følgelig i deres snedige interesse at forhindre, at skader bedømmes som våde, d.v.s. uforsætlig gerning. Sættes derfor vådesbøden til skadelidte meget lavt, ville han nok anlægge sag om viljesværk, så myndighederne også fik deres bøder. Altså rent magt- og pengebegær på bekostning af ethvert hensyn til retfærdighed og skyld, hvis Elsa Sjoholms anvendelse af de svenske middelalderlove giver et sandsynligt billede af datidens syn og samfundsstruktur. Specielt for kirken må det være fatalt, at dens position alene skal udlæses afmagtkampe om indholdet af verdslige love. Hvad med kirkebyggeriet, hvad med klostervæsenet, hvad med den kanoniske ret og den gejstlige jurisdiktion? Selvfølgelig havde kirken økonomiske interesser, men de dækkedes ikke af bødekravene i de behandlede love.

En anden svensk historiker Birgit Sawyer har udtrykt dette således: »I meget af den historie, som skrives om middelalderen - politisk, social eller økonomisk - tages intet eller utilstrækkeligt hensyn til den plads, religionen indtog i menneskers hverdag, og den afgørende betydning religiøse forestillinger må have haft for udviklingen på ethvert plan og i alle samfundslag«. Religion - cui bono?

Elsa Sjoholm tegner den svenske magtstruktur i middelalderen udfra verdslige love, hvoraf nogle har en kyrkobalk andre ikke, men betydningen af den allestedsnærværende og -gældende kanoniske ret er ikke med i billedet - så lidt som »det tredje steget«, efter reception og magtstruktur »att foga in det vunna resultatet i dess historiska ram«. Hvor meget siger love så om livet?

Den norske retssociolog Torstein Eckhoff har sagt, at det i al videnskab gælder
om at være åben for modforestillinger. At »Sveriges medeltidslagar« viser livet
lyder næsten for godt til at være sandt.