George Duby: Verdens bedste ridder. Guillaume le Maréchal. Oversat af Jacques Berg. Forum, 1987. 171 s.

Denne lille bogs beremte forfatter har evnen til at skrive for bade laeg og laerd, videnskabelige boger veksler med populaere fra hans hand. Den foreliggende er medrivende som en fiarsteklasses roman og horer tilsyneladende til i den sidste gruppe - forfatteren er ikke for ingenting medlem af Det franske Akademi — men Duby gar andre veje end sine forgaengere i analysen af ridderkvadet Histoire de Guillaume le Marechal. Digtet er ofte nok udnyttet til at skildre det indbyrdes forhold mellem de engelske og franske konger i artierne o. 1200. Dubys interesse, som han selv betegner som lidenskabelig, skyldes at digtet lader sig udnytte som et enestaende udtryk for ridderkulturens taenkemade. Vi er pa den nye turneringsplads der hedder L'histoire des mentalites.

I bogen fortolkes et hyldestdigt om en opkomling der fra jævn adelsmand steg til at blive Englands rigsforstander og af kendere ved det franske hof betegnedes som verdens bedste ridder. Det er antagelig forfattet af en herold (turneringsleder),altså af en ikke-gejstlig, der bygger på stof meddelt af en ridder der sandsynligvis var vor helts nære ven. Meddeleren fortæller hvad han har set med

egne øjne, men måske navnlig hvad le Maréchal selv har fortalt ham og kunne lide at få fortalt igen. Vennens hukommelse bliver da i virkeligheden le Maréchals egen. Duby vil ganske enkelt forsøge at se verden som disse mænd opfattede den så langt tilbage som deres erindring rakte.

Som i en film starter bogen med heltens flotte død på sit slot, et fænomen svært at indstille sig på for et nutidsmenneske, for derefter at skildre hans livs højdepunkter i rigtig tidslig rækkefølge. Übesværet anvender Duby sin store viden til at trænge ind i en tekst som udtryk for en samfundsorden der var bygget på samvirkende ideer om ulighed, tjeneste og loyalitet. Magtspillet om at stige op, alle afhængighedssystemer og kongemagtens stilling i feudalsystemet levendegøres. Samtidig ser vi hvordan ridderen levede sin kristendom efter en moral karakteriseret af tapperhed, gavmildhed og troskab.

Det er Dubys mening at hvad det gælder for le Maréchal er typisk for ridderkulturen (»uden dette vidnesbyrd ville vi kun vide meget lidt om riddernes egen kultur«), og det er naturligvis et ømt punkt. Kvinder omtales kun helt perifert i digtet, og derfor går forfatteren ikke nærmere ind på den høviske optræden der ellers regnes for at høre til ridderdyderne. Et andet billede kunne jo tænkes hvis vi havde haft mere end dette ene vidnesbyrd. At vi med Dubys indtrængende fortolkning og skrivekunst har fået en dejlig bog på dansk er dog hævet over enhver tvivl.