Romanske stenarbejder 4. Udg. Jens Vellev. Forlaget Hikuin, 1989. 228 s. Ill. 150 kr.

Den fjerde bog i rækken om romanske stenarbejder rumme 10 artikler om forskellige danske og svenske emner vedrørende stenskulptur, resultatet af det første skandinaviske forskermøde om romanske stenarbejder i 1985. Symposier og forskerindlæg er nyttige ved at fremlægge problemer og tolkningsforsøg uden absolut at skulle skabe overensstemmelse og ensartethed. På denne lidt diffuse,

men frugtbare måde ligner dette bind de foregående i serien, som tilsvarende
stammer fra forskermøder.

Hovedtemaet er de skaktavlkvadre, som — stadig - uforklarligt findes på en række romanske landsbykirker i det nordlige Jylland, nærmere bestemt en bred bræmme på ialt 45 kirker strækkende sig fra Århusegnen i sydøst over Himmerland til Thy. Jens Vellev bringer en fuldstændig og overskuelig oversigt over samtlige 59 kendte skaktavlkvadre samt en forskningsgennemgang, der mest viser fantasifuldheden hos forskerne fraregnet Mackeprang, der om skaktavlkvadrene skrev: »Nogen dybere Betydning skal man sikkert ikke tillægge dem. Som adskilligt andet er de nok et Produkt af Stenhuggerens Fritidssysel« (cit. s. 8).

Den geografiske afgrænsning af skaktavlkvadrenes udbredelse, som fremgår af Vellevs oversigt tvinger os alligevel til en nærmere tolkning end Mackeprangs uholdbare bortforklaring. Mulighederne er nu på fornem vis lagt til rette. Kan det betyde noget for en forklaring, at kirkerne med skaktavlkvadre er afgrænset til Abo-, Ommer-, Himmer-, Salling- og Thysysler?

Poul Pedersens artikel om samme emne peger måske nok i nogle rigtige retninger, men den er meget uegal, fx. mangler hans afsnit om stenhuggerfelter henvisninger til Knud J. Krogh: Stilladser til et kirkebyggeri i 1100-tallet (Årb.f.nord.Oldk., 1959) og Elna Møller: Den middelalderlige kirke som byggeplads (Fortid og Nutid XXI, 1961).

De forskellige indlæg viser, at emnet: romansk stenskulptur er vanskeligt at behandle. Den stærke ikonografiske fortolkningsramme, som styrer andre religiøse billedformer mangler, eller er først ved at blive etableret. Jens Vellev formulerer problemerne ved stenarbejderne således: »I modsætning til kirkernes kalkmalerier, som ofte fortæller let forståeligt om bibelens og helgenskarens farverige persongalleri, fremtræder de plastiske billeder med et langt mere flertydigt indhold« (s. 7). Lennart Karlsson kommer ind på andre forståelsesproblemer i sin artikel »Tradition och fornyelse«. Om stenplastikken skriver han s. 155: »Dårimot kan man klart och entydigt konstatera, att den med få undantag saknar slåktskap med den aldre, inhemska formtradition«. Den har iflg. Karlsson kun kunnet udføres af en snæver kreds af veluddannede specialister knyttet til de kirkelige byggehytter.

På baggrund af hikuins ihærdige udgivelsesrække om romanske stenarbejder og inspireret (og provokeret) af bøgernes forskelligartede, inspirerende men springende indhold er det nærliggende at opfordre til et par bøger med nogle mere overordnede og samlende temaer. Det ene er slået an i nærværende bind, nemlig stenplastikkens særpræg: er det funktions-, materiale-, traditions- og eller lokalbestemt. Et andet tema som udgangspunkt for nytænkning kunne være: oprydning af fortiden, dvs. kritik af tidligere »autoriteter« på området (i dette bind er det især Johnny Roosval som autoritetsvækkes, hvilket især for svensk forskning også er nødvendigt). Et tredie tema: opbygning af et teoretisk udgangspunkt i modsætning til de mange indlægs teoriubevidste »opgaveløsninger« (Øystein Hjort antyder i sit bidrag fordelen herved). Et par sidste temaer, som også berøres af Vellev og Poul Pedersen: kunstlandskaber, men de bør ses i et større social-historisk perspektiv, samt organiseringen af kirkebyggeri og -udsmykning. Hikuin er stedet for sådanne initiativer. Udgiveren Jens Vellev vil hermed sætte nogle solide monumenter i dansk kunsthistorie.