Historikergruppen Fempas: Det arbejdende folks kulturhistorie bd.2, København, SID/Fremad, 1988. 4165. Ill. 225kr.

Det første bind af »Det arbejdende folks kulturhistorie« er anmeldt i dette tidsskrift, bd.BB, s. 185-86. De betragtninger, som jeg der har fremlagt, gælder også for nærværende bind. Man fornemmer fortsat et engageret arbejde fra denne gruppe af unge historikere, men indvendingerne er desværre de samme for dette bind, som dækker tidsrummet fra reformationen til i dag. Skal man karakterisere værket, er det snarere en socialhistorie end kulturhistorie, hvilket kan eksemplificeres med overskrifterne på hovedafsnittene: »Fra slaveri til landbrugsreformer« (med underafsnittene klassekamp og reformation - adelvældets tidsalder - kongevældets tidsalder), »Arbejderklassens århundrede« og »Elektronikkens tidsalder«. Om sidstnævnte hovedafsnit skriver forfatterne i forordet, at »denne periode er skildret som et causeri og skal snarere betragtes som vores opfattelse af vor samtid«. Det virker snarere som om stofmængden for efterkrigstiden har været så stor og så nærværende, at forfatterne har givet op og i stedet fremsætter en række banaliteter (se fx afsnittet om ungdomsoprøret 5.339ff.).

Det er ikke mærkeligt, at socialdemokratiet og fagbevægelsen i dette af SID
finansierede værk tillægges stor betydning- det kan endda være rimeligt, men det
fører til selvmodsigelser, når forfatterne gang på gang som på s. 337 skriver »men

de store forandringer i de basale livsvilkår er affødt af ændringer i produktionsmåden«.Hvorledes harmonerer det med udsagnet på den foregående side: »Det danske finansmirakel under Viggo Kampmanns ledelse gav resultater for arbejderklassen... For første gang i verdenshistorien var det lykkedes p.g.a. en fagligpolitiskkamp at sikre arbejderklassen imod sult«. Her tilskrives forandringerne i livsvilkårene fagbevægelsens individuelle indsats og ikke ændringer i produktionsmåden.Kampmanns fortjeneste bestod i at arbejdsmanden i 1970 havde »en lejlighed med centralvarme, radio og TV, og ikke mindst holdt der nede på gaden en Folkevogn«. Hvis denne generalisering for 1970 i øvrigt er korrekt, hvorledes skal man så forstå billedteksten s. 119 til et fotografi af en knallert: »Arbejderklassensmotoriserede transportmiddel - ofte indkøbt gennem arbejdernes indkøbsforretning«.

Modsigelser af denne art forekommer flere steder. Oprøret i begyndelsen af 1530'rne har overskriften »Dansk bondekrig«, senere kaldes oprøret for »Den tidlige borgerlige revolution«, men et par linier efter tales der om bondehæren og endelig konkluderes der s. 30: »Det var en religiøs omskiftning, men også perioden med et af historiens største bondeoprør. Derfor må vi nok konkludere: Reformation og tidlig borgerlig revolution«.

Under en summarisk skildring af et arbejdsmandshjem 1895 læser vi, at »hjemmet er fattigt, men det er skinnende rent... At være fattig var absolut ikke ensbetydende med, at man var et svin« (s. 274). Denne hule frase afsvækkes allerede s. 276: »Mere alvorligt for børnene var nok den generelt ringe hygiejne. ..«, og den står i komisk modsætning til forfatternes ringeagt for Frilandsmuseet: »Det indtryk et museum som Frilandsmuseet efterlader af pænhed skjuler totalt, at den tids bønder hostede lungerne op af tuberkulose. Det skjuler lugten fra ekskrementer og dyr, ligesom fattigdommen og fornedrelsen forties. Det ville jo heller ikke være pænt at vise - VEL!!!« (5.66).

Sproget er pa flere mader uheldigt. Grammatikalsk benytter forfatterne sig ofte :n agentivstrygning eller af agentiv-attrappen »man« som pa 5.22: »Ikke kun de sociale strenge blev berort for at overbevise befolkningen om de nye ideer. Man forsogte at fremstille katolikkerne som direkte uhaederlige. Man leverede staerke angreb pa paven og kardinalerne, hvori man beskyldte dem for al slags utugt« (min kursivering - en spaendende analyse af virkningerne af agentivstrygning findes i Frands Mortensen: »22-radioavis - kommunikationskritisk analyse af 22radioavisen«, 3. oplag, 1973 s. 107ff.). Billedteksten til 5.245 hedder: »Der laves papirposer«! Andre steder bliver sproget ufrivilligt morsomt: »Nye stoffer kommer frem hver dag, ofte af ukendte materialer, som ikke er umiddelbart gennemskuelige« (5.319), »erfaring, alder blev i modsaetning til agrarsamfundet noget negativt« (5.328). »Der levede familier, men overvaegten var af maend« (5.330), »deres arbejdsgiver var tobaksfabrikant, en branche hvori der var et stort antal bornearbejdere« (5.280). Undertiden er sproget og indholdet fraseagtigt som f.eks. i afsnittet »Viden er magt« (5.348ff.).

»Det arbejdende folks kulturhistorie« er fyldt med illustrationer, de fleste i farve. Billeder er uhyre velegnede til at visualisere den materielle kultur, også det arbejdende folks, og for 1800- og 1900-tallet er der et righoldigt materiale. Derfor føles det pauvert, at der så ofte benyttes fotografier af museumsopstillinger, der i en udstilling kan fungere rigtigt men som bogillustration er ret übrugelige. Hvor er Anton Hansen, Aksel Jørgensen, Folmer Bendtsen, Victor Brockdorff og alle

de andre fine skildrere af det arbejdende folk henne? Lidt inspiration fra Broby -
Johansens »Dagens dont i Norden« og »Arbejdsbilledalbum« savnes.

Som ved min anmeldelse af bind 1 må jeg tilkendegive min ærgrelse over, at »Det arbejdende folks kulturhistorie« på så fa områder omhandler såvel det arbejdende folk som kulturhistorie. Ærgrelsen uddybes, når jeg læser afsnit som f.eks. »Familien og den danske bonde« (s. 59 ff.) eller beskrivelsen af arbejdernes ændrede kostvaner som følge af arbejdsstrukturer, der herligt s. 258 afsluttes således: »Ligesom fortidens skygge stadigvæk hviler over en del marketenderier, hvor man ved frokosttid endnu tilbyder »Dagens varme ret««. Sådanne afsnit viser, hvor spændende det arbejdende folks kulturhistorie i virkeligheden er. Måtte den en gang blive beskrevet.

Efter hvert hovedafsnit er der forslag til videre læsning, som naturligvis ikke kan være altdækkende. En forfatter er dog fyldigt omtalt: Bent Hansen! Efter afsnittet »Arbejde« nævnes hans »Velstand uden velfærd«, efter »Arbejdsmiljø« hans »Mennesket i maskinen« og efter »Elektronikkens tidsalder« såvel hans »Velstand uden velfærd« som »Sprog er magt«! I dette sidste og afsluttende forslag til videre læsning står der om Søren Mørchs »Den ny Danmarkshistorie«: »Som med så megen anden litteratur, siger man nogle gange hovsa«. Som et jordtil-jord-hovsa-missil har dette to-binds værk desværre ramt langt ved siden af det arbejdende folks kulturhistorie.