Anders Bjørnvad: Hjemmehæren — Hovedtræk af det illegale arbejde på Sjælland og Lolland-Falster under den tyske besættelse 1940-1945. Odense Universitetsforlag, 1988. 605 s. ill. 298 kr.

Detailbeskrivelsen af det illegale arbejde under den tyske besættelse af Danmark blev begyndt i 1973 med Aage Trommers undersøgelse af modstandsarbejdet i Region 111, Sønderjylland. En undersøgelse der havde eksemplarisk karakter og dermed betydning for den samlede vurdering af besættelsesperioden. Beskrivelserneer fortsat med en undersøgelse af det illegale arbejde på Bornholm og i flere byer og mere afgrænsede områder. Anders Bjørnvads bog fortsætter den begyndte detailkortlægning af det illegale arbejde. Den har problemstillinger og anvender materiale svarende til bl.a. Trommers - og den giver svar, der følger hovedsynspunkterneher. Ny viden af betydning for helheden får vi derfor ikke, til gengæld god besked om mange sider af forholdene på Sjælland i besættelsens sidste år. Så

grundig er bogen, at den vil kunne danne en hensigtsmæssig ramme for de
lokalhistoriske arbejder af endnu mere detailpræget karakter, som kan opstå
f.eks. gennem arbejde i tilknytning til de lokalhistoriske arkiver.

Det er en alt-i-et fremstilling, og dermed opnås et totalbillede af det illegale arbejde i området: sabotage, militærgruppearbejde, efterretningstjeneste, våbenmodtagelse og meget andet er med — og alle lokaliteter dækkes ind. Til gengæld bliver den historiske analyse spredt og i mange tilfælde overlades det til læseren at skille stort og småt.

Svarende til flere af de øvrige lokalstudier er Bjørnvads bog udarbejdet i et samarbejde med besættelsestidens illegale aktører. Herved er der fundet frem til arkivmateriale og der er modtaget beretninger, som en forfatter med større afstand til aktørerne næppe ville have fået. Arbejdet har som enkeltmandsarbejde været af et meget betydeligt omfang, og det er foregået helt uden for et institutionelt miljø - efter besættelsesforskningens Hæstrup-traditioner. Det er imponerende, at historieforskning kan fremkalde så meget lokal støtte, at kroejeren stiller sin fotokopimaskine til historikerens rådighed. Til gengæld kommer fremstillingen også i ret høj grad til at afspejle synspunkter udviklet blandt besættelsestidens illegale aktører. En meget positiv vurdering af de illegale militærgruppers militære formåen, hvis de skulle have løst de opgaver, som SHAEF's operationsordrer havde tillagt dem, hviler på et usikkert grundlag, men er sikkert i god overensstemmelse med lokale modstandslederes opfattelser.

Når Bjørnvad kalder sin bog »Hjemmehæren« følger han en norsk tradition: Sverre Kjeldstadli's klassiske bog om den norske modstandsbevægelse fra 1959, »Hjemmestyrkene«. I Norge var der åbenlyst tale om en udehær i England m.v. og en hjemmehær, mere forsigt og rigtigere kaldt hjemmestyrker. Begge dele under en norsk eksilregerings ledelse. En dansk hjemmehær må jo forudsætte en udehær, og den er straks vanskeligere at få øje på. Titlen antyder derfor en integration og alliance mellem de danske militærgrupper og de allieredes hære, som er i slægt med Hæstrups konklusion og programerklæring »Hemmelig Alliance«, og hvor det for Hæstrup var sabotage og efterretningstjeneste, der var de bærende elementer i alliancen. Militærgruppearbejdet havde politisk betydning som et folkeligt mobiliserende arbejde, der nåede bredt ud; noget bevis for dets taktiske endsige strategiske betydning kan derimod næppe føres.

Bjørnvad fortsætter sin fremstilling af modstandsgruppernes virke efter den 5. maj og frem til hjemsendelsen i løbet af sommeren og efteråret 1945, og han peger på gruppernes betydning for skabelsen af efterkrigstidens hjemmeværn. Det er en frugtbar disponering, der kan være med til at sætte besættelsesbegivenhederne ind i et bredere historisk perspektiv.