Tim Knudsen. Storbyen støbes. København mellem kaos og byplan 1840-1917. Akademisk Forlag 1988. 231 s., ill.

Hovedstadens historie kan skrives på mange måder. Det har vi på det seneste fået demonstreret: alene tre københavnshistorier er kommet indenfor de sidste 5 år - som alle hævder at være indbyrdes forskellige. Her er så en fjerde - og hidtil temmelig übelyst - måde, at gribe byens historie an på, nemlig fra den byplanmæssige side. Tim Knudsen fokuserer på den periode af byens historie, hvor den moderne storby blev skabt - dels uplanlagt og kaotisk - gennem

indvandring og byggespekulation - dels gennem planlagte indgreb fra byens
kommunale forvaltning.

Bogen tager sin begyndelse i 1840'erne, hvor de første byplaner i nyere tid så dagens lys i Paris og Berlin, som en reaktion på befolknings-, handels- og trafikeksplosionen og som et ønske om at skabe en by, som politisk og socialt var lettere at kontrollere. Afslutningsåret 1917 er året, hvor socialdemokraterne fik politisk flertal i Borgerrepræsentationen — og nu kunne bygge videre på et byplanlægningsmæssigt fundament, støbt af konservative og socialt engagerede embedsmænd.

Tim Knudsens fortjeneste er at trække de grå eminencer i den kommunale forvaltning frem i lyset — det er ingeniørerne, først og fremmest stadsingeniør Charles Ambt, som kom til i 1886 og gik til DSB i 1902. I andre fremstillinger af byens historie har det ofte været lægerne, arkitekterne og - måske - politikerne, som har fået mest opmærksomhed.

En sådan fremhævelse af ingeniørernes byplanmæssige rolle må naturligvis forekomme overraskende, da det rokker ved vores nutidige opfattelse af, hvem byplanlæggere er. Undervejs i bogen er der andre sejlivede myter i byens historie, som må lade livet, som

- at byplanlægningen startede med koleraen og lægerne Hornemann og
Drachmann — og Lægeforeningens Boliger,

- at det var Borgmestrene Borup og Jensen som skabte betingelserne for en
mere planlagt byudvikling gennem store jordopkøb især i de senere indlemmede
distrikter,

- at det først vanned det socialdemokratiske bystyre, at de første baggårde
blev ryddet - og lys og luft fik indpas i bybilledet.

Tim Knudsen er fascineret af Charles Ambt og hans mænd og af den tidsånd de levede i. Det var år, hvor der var plads til nytænkning og til at omsætte de ny tanker i praksis. Tim Knudsen beskæftiger sig især med opbygningen af en egentlig forvaltning bag stadsingeniøren - et sådan embede havde kommunen haft siden 1857 — og med det konkrete arbejde, som blev skabt i årene under Ambts ledelse. Et arbejde, som var under kraftig tysk inspiration og som blev ledet af konservative, social-engagerede læger, arkitekter og ingeniører.

Ældst blandt disse initiativer var kloakforbedringen, som startede i 50'erne, og som nu kom til fuld udfoldelse i Ambts embedsperiode. Også byplanlægningen havde gamle rødder, nemlig i 1850'ernes debat om udstykningen af Gammel Holm. Allerede i 1886 puslede Charles Ambt med de første byplaner, men det var først i 1908-09 der blev udskrevet en egentlig byplankonkurrence. Initiativtagerne hertil var de såkaldte anti-socialister med industrimagnaten Alexander Foss i spidsen. Som Ambt tyve år tidligere ønskede de en sundere, renere by — med ejerboligen som den dominerende boligform — både til gavn for borgerskab og arbejderklasse. Indirekte også med et håb om, at ejerboligen ville gøre arbejderen småborgerlig og politisk passiv. Initiativtagerne talte også for - lidt utopisk skulle det vise sig — at rig og fattig skulle bo side om side. Måske var det i erkendelsen af utopien heri, at man under Ambts regime planlagde det såkaldte rigmandskvarter Ry vangen.

Tim Knudsens ser byplanudviklingen i København i anden halvdel af det 19. århundrede som en formidling af de ordningskrav, som den moderne, borgerlige by havde sat på dagsordenen. Der måtte bringes orden i byens myldrende menneske- og aktivitetskaos — hvert menneske eller aktivitet, sin tidsrumligeplacering.

rumligeplacering.Det byplanmæssige kodeord blev zoning. Bolig for sig, erhverv for sig. Rig og fattig, som engang havde boet dør om dør - flyttede nu længere og længere væk fra hinanden. De smudsige, anstødelige forhold skulle bringes på afstand - de tossede flyttedes til Roskilde, de syge til det nye kommunehospital - og siden til Rigshospitalet, bygget uden for de gamle byvolde. Gaden, den ældre bys traditionelle fællesrum, fik nye funktioner. Her skulle skaffes plads til trafik og til borgerskabets promeneren. Børn, ludere og andet godtfolk måtte finde sig andre opholdssteder.

Det er velgørende, at Tim Knudsen på den ene side placerer byplanlægning som et led i etableringen af et andet by- og menneskesyn, samtidig med at han på den anden side fastholder, at København i anden halvdel af det 19. århundrede var en sundhedsfarlig og menneskefjendsk by, som kun kunne have gavn af kommunale indgreb.

Tiden efter Ambts afgang i 1902 var ifølge Tim Knudsen præget af bureaukratisering og idéforladthed. En udvikling, som har præget den kommunale administration indtil idag. Tim Knudsen mener at denne udvikling skyldtes en opstramning i arbejdsgangen på Stadsingeniørens kontor, som satte ind umiddelbart efter Ambts afgang for at sikre større politisk indsigt i og økonomisk kontrol med kontorets arbejde. Hertil kom en meget kraftig vækst i de opgaver, som den tekniske forvaltning blev stillet overfor. Og en faglig strid mellem ingeniører og arkitekter om, hvem og hvordan der skulle planlægges for byens udvikling. En strid, som tog sin begyndelse med den første byplankonkurrence i 1908-9, og, som ifølge Tim Knudsen, førte til, at byen først fik en bygningslov i 1937, selvom der 1898-1915 var blevet arbejdet herpå.

Modsætningen mellem arkitekter og ingeniører kan lidt firkantet læses som en modsætning mellem ingeniørernes fascination af storbyen og dens muligheder - blot der blev taget tilstrækkelig hensyn til hygiejne, lys, luft og trafikforhold - på den ene side, og på den anden side arkitekternes dyrkelse af den lille danske by med det lille danske hus, som et reaktion på storbyen. Det konkrete resultat heraf var havebytanken, som man hentede hjem fra Tyskland og England og som man også ønskede skulle præge udviklingen af København. Hertil kom, at nogle af tidens toneangivende arkitekter, som Eigil Fischer, ønskede en mere organisk — og spontan - byudvikling, fremfor en mere planlagt.

At byplanarbejdet stadig er et varmt politisk emne er den megen debat om
placeringen af byplanafdelingen i den nuværende kommunale forvaltning et godt
eksempel på.

I anden sammenhæng - Nordisk Administrativt tidsskrift nr. 4: 1985 — har Tim Knudsen filosoferet over, hvilke administrative og politiske erfaringer nutiden kunne drage af det tidlige byplanlægningsarbejde i København. Hans pointe er her, at fordi administrationen endnu var flad, uformel og uhierarkisk havde byens stadsingeniør og hans medarbejdere mulighed for at drage nytte af den bedste ekspertise og foretage eksperimenter - uden at det fik store dramatiske politiske følger. Det kunne ske, fordi den tilsynsførende borgmester blot lod pengekassen stå åben - og i Ambts embedstid voksede antallet af ansatte fra 1 til 50.

Ambt selv havde ikke meget tilovers for politikerne eller arkitekterne — hvilket han måske kunne i en tid, hvor selv en ingeniør kunne være lidt af en altmuligkunstner og derfor også tillade sig at mene, at han havde forstand på boligbyggeri. Ydermere var demokratiets spilleregler — på det lokalpolitiske plan - endnu ikke var helt fastlagt. Det er de idag - og Tim Knudsen rejser i artiklen

spørgsmålet er det muligt at skabe en demokratisk, men ikke-bureuakratisk
byplanlægning? Og kan de historiske erfaringer bruges hertil?

Tim Knudsen har skrevet en engagerende og medrivende bog - ikke mindst fordi den sætter perspektiver på den nutidige debat om Københavns udvikling. Illustrationerne er fine og velvalgte, og bogen har både et bibliografisk register og et sagregister.

Det er en velskrevet, men også visse steder lidt for ironiserende og polemisk bog - en ironi, som især kommer alle andre end ingeniørerne til del, d.v.s. først og fremmest læger og arkitekter. Det er som om Tim Knudsen ikke vil anerkende, at de første professionelle - fra omkring midten af 1800-tallet - ofte var en slags multikunstnere - og kun har respekt for de teknologifixerede ingeniører, som tilhører en senere generation.

Jeg savner distance til Ambt og hans medarbejdere. Vi hører kun om det gode, som toilet og kloak og parkforhold - men hvad med hans gadeføringsideer? Vejede hensynet til trafikken ikke højere end hensynet til boligmiljø? Hvis det var tilfældet — kunne det vel også blive en lære for fremtiden?