Icchak (Henryk) Rubin: Zydzi w Lodzi pod Niemiecka Okupacja (»Jøderne i Lódz under den tyske besættelse«). London. Kontra 1988. 582_5.

Denne polske bog, der hermed skal præsenteres for danske læsere, er absolut ikke morskabslæsning, for emnet er dybt tragisk, men bogen er på så mange punkter af bred almen interesse, at det dybt må beklages, at den ikke er udkommet på engelsk.

Forfatteren er født i 1913 i Polen. Hans mor var jøde, og hun blev myrdet i dødslejren i Chelmno ved Lodz i 1942. Henryk Rubin gjorde tjeneste i den polske armé i Sovjetunionen under krigen og påbegyndte i 1953 historiestudiet ved Lærerhøjskolen i Gdansk, hvor han i 1959 fik magistergraden. I 1963 forsvarede han den foreliggende bog som afhandling for doktorgraden. Efter nogen diskussion blev han også tildelt graden, men manuskriptet var for kontroversielt til, at det kunne trykkes, selvom endog kommunistpartiets censor for disputatser, professor Czeslaw Madajczyk, udtalte sig rosende om afhandlingen.

I 1972 måtte Henryk Rubin forlade Polen og emigrerede til Danmark, hvor han siden har boet. Han har lige siden da forsøgt at få bogen udgivet, han har revideret manuskriptet og taget hensyn til den senere udkomne litteratur, og efter 16 års anstrengelser er dette endelig blevet muligt takket være Nina Karsov, der er leder af det polske forlag i London: Kontra. Også den exil-polske kulturfond i Paris har ydet økonomisk støtte til bogen, men efter en hidsig diskussion om ændringer i manuskriptet, som forfatteren har været utilbøjelig til at foretage, har udgiveren sendt checken på 3.000 £ tilbage til Paris og trykt Rubins brev som indledning til bogen.

I 1963 var afhandlingen et brud med den fundamentale opfattelse af jødernes stilling i Polen under krigen og vel at mærke begrundet ikke i en ideologisk holdning men i en uhyre veldokumenteret videnskabelig udnyttelse af et meget stort kildemateriale. I 1988 virker bogen nok ikke helt så revolutionerende som i 1963, for megen litteratur (f.eks. Isaiah Trunk: Judenrat. New York 1972), og Lanzmann's film Shoa, der blev vist i dansk TV i 1987, har bekræftet Rubins synspunkter men uden en tilsvarende dokumentation.

Den basale holdning til jødernes tragedie i almindelighed under krigen og specielt i Lodz blev frembragt af historikeren Arthur Eisenbach (»Getto Lodzkie«, 1946, og »Hitlerowska polityka eksterminacji Zydåwjakojeden z przejawow imperializmu niemieckiego«, 1953). Hans grundsynspunkt var, at tyskerne længe før krigen havde fastlagt det mål at udrydde alle østeuropæiske folk, og at jøderne kun var det første skridt på vejen, før turen skulle komme til polakkerne, tjekkerne, russerne o.s.v.

Når man netop i Lodz indrettede en »mønstergetto«, hvor jøderne under ledelse af formanden for Judenrat, Mordechai Chajm Rumkowski, opbyggede en stor industri, der producerede en mængde varer lige til efteråret 1944, og hvor jøderne selv organiserede udvælgelsen affolk, der skulle deporteres til dødslejrene, så var det renlivet forræderi og kollaboration og desuden ganske nyttesløst, fordi alle jøder alligevel var dømt til undergang. Heltene var tværtimod de unge jøder i Warszawas getto, der med primitive våben kæmpede desperat sammen med den polske modstandsbevægelse mod tyskerne og modsatte sig deportation.

Henryk Rubin har derimod den grundholdning, at »Endlosungsprogrammet« blev udviklet meget gradvist, og at de lokale tyske forvaltninger havde en meget betydelig indflydelse på, hvordan jødernes skæbne blev. Desuden var det først i efteråret 1942, at tyskerne gik over til egentlig industriel masseudryddelse af de polske jøder, efter at de måtte erkende, at det næppe nogensinde ville blive muligt at deportere jøderne til Sibirien. Derfor mener han, at den virkelige helt i denne sammenhæng var Rumkowski, der med sit indgående kendskab til tysk mentalitetindså, at jødernes eneste chance for at overleve krigen var at fa tyskerne til at anvende en cost-benejit-analysis og gøre dem begribeligt, at det bedre kunne betale sig for tyskerne at holde jøderne i live i Lodz og derved producere varer som Det

tredie Rige havde hårdt brug for, end at føre dem til Auschwitz og myrde dem. Ud fra en grundig gennemgang først og fremmest af de mængder af dokumenter, som såvel den tyske som den jødiske »Gettoverwaltung« samt byens administrationhar efterladt sig, må Rubin konkludere at Rumkowski fik ret. Det lykkedes faktisk at holde en stor del af den jødiske befolkning i Lodz i live lige til efteråret 1944, hvor næsten alle andre jøder i Polen var blevet myrdet.

Rumkowskis tyske modparter var kaffegrossereren fra Bremen, Hans Bibow, der i marts 1940 blev udnævnt til Amtsleiter for Ernåhrungs- und Wirtschaftsstelle Getto, og regeringspræsidenten U belhor, der bestemt ikke af kærlighed til jøderne men udfra kyniske, økonomiske (også privatøkonomiske) vurderinger fik gennemtrumfet, at der blev investeret i opbygningen af en industri i gettoen, som fik tilført fødevarer (selvfølgelig af ringeste kvalitet) og råstoffer, og som udnyttede den store ekspertice, der var blandt de 200.000 jøder fra hele Europa, der efterhånden blev stuvet sammen i »Wohngebiet der Juden«. Tyskerne tillod indtil september 1942 jøderne selv at organisere deres tilværelse med skoler, hospitaler, politi og forretninger, og uden at der var nævneværdige voldshandlinger fra tyskernes side. Betingelsen var jo selvfølgelig, at industriproduktionen skete upåklageligt, og det var faktisk meget store mængder af industrivarer (især tekstil- og metalvarer) af høj kvalitet, som jøderne i gettoen formåede at fremstille, og som var en vældig gevinst for tyskerne, da udgifterne var übetydelige i forhold til varernes værdi.

Rubin fremstiller ikke livet i gettoen som en filial af paradis. Sult og kulde og et
umenneskeligt slid for at klare denne produktion var hverdagen, men langt de
fleste overlevede jo faktisk.

Den 3. september 1942 sejrede den nazistiske ideologi imidlertid over den økonomiske snusfornuft. Rumkowski fik ordre til inden 8 dage at udlevere 24.000 personer, heriblandt alle over 65 år og samtlige børn. Dette blev den grusomme indledning til gettoens langsomme opløsning. De tilbageblevne arbejdede som slaver med talrige brutale overgreb og myrderier fra GESTAPOs side, men størstedelen overlevede dog indtil sommeren 1944, hvor deportationerne igen tog fart. Den 28. august afgik den sidste transport fra Lodz, og heri var også Rumkowski og hans familie, samtidig med at russerne var mindre end én times kørsel fra byen.

Rubin fremhæver, at det var en rationel politik, Rumkowski og hans medhjælpere førte, og at der iøvrigt ikke var noget som helst alternativ dertil. Der var selvfølgelig modstand fra de politiske partier i gettoen mod Rumkowskis kollaboration, og denne modstand gav sig stærkt til kende i de dagbøger og erindringer, som er fundet efter krigen, hvilket har udgjort kildematerialet for mange af de historikere, der har beskæftiget sig med gettoen i Lodz (bl.a. Lucjan Dobroszycki (ed.): The Chronicle of the Lodz Ghetto, Lodz 1965 og Yale 1984), men i de samtidige primære dokumenter er der iflg. Rubin meget få vidnesbyrd om virkelig modstand.

Forfatteren er meget kritisk i sin vurdering af polakkerne og deres holdning til jøderne. Karakteristisk er således et citat (s. 30): »Den polske undergrundsbevægelsesog praktisk talt hele den polske befolknings holdning til jøderne betød, at gettoen og arbejdslejren eller koncentrationslejren var det eneste sted i denne verden, som gav jøderne det mindste håb og chance for at overleve.« I en stor tilføjelse til det oprindelige manuskript (5.530ff.) imødegår Rubin meget overbevisendeog temperamentsfuldt de spage forsøg, der fra polsk side har været gjort

på at moderere påstandene om den udbredte polske antisemitisme i filmen Shoa,
der i uddrag blev vist i Polen.

Bogen er ensidig og provokerende, ingen tvivl om det. Men det må indrømmes, at dokumentarisk materiale, som Rubin har fremdraget fra de polske undergrundsmyndigheders arkiver, viser en fantastisk ligegyldighed for ikke at sige fjendtlighed overfor jøderne, en ligegyldighed som bestemt også gjorde sig gældende i de allieredes regeringskontorer både i London, Moskva og Washington, selv da man havde ganske nøje kendskab til, hvad der virkelig foregik i Polen.

Selvom bogens form med »absolutte sandheder« og kompromisløs polemik nok kan virke fremmed på mange danske og vesteuropæiske læsere, kan den forhåbentlig virke inspirerende til yderligere forskning i dette tragiske og særdeles betydningsfulde emne i den nyeste tids historie, men en betingelse for dens videre udbredelse er unægtelig en oversættelse til engelsk, og det fortjener den.