Brian Patrick McGuire: Friendship & Community. The Monastic Experience 350-1250. Cistercian Studies Series 95. Kalamazoo, Cistercian Publications Inc., 1988. L, 5765.

Brian McGuires cistercienserforskning har nået et (foreløbigt) monumentalt resultat. Som undertitlen antyder, er det forfatterens ambition at skildre venskabsinstitutionen i klosterlivet fra Senantiken til Højmiddelalderen. I en lang indledning redegøres for definitionsproblemer, venskab(er) i Bibelen og i den klassiske litteratur og i nyere forskning. Han tilslutter sig Gregor d. Stores bestemmelse af en ven som custos animi, hvilket indebærer både ansvar for og kendskab til vennen og hans forhold samt en åndelig dimension. Centrum i den antikke litteratur er Ciceros stoisk inspirerede udredning. I Bibelen kan der nok findes venskaber, men i den ældste kristendom er der ikke rigtig plads til dem; personlige venskaber kan være farlige for det rette forhold til Gud, og de er på kant med det klassiske kristne menighedsbegreb.

I ni store velstrukturerede kapitler fremstiller forfatteren derpå venskabets historie i tusind år i klostre og nærmeste omegn. Augustin viser sig også her som den markante overgangsskikkelse mellem Senantik og Middelalder; et halvt årtusind senere er Anselm af Canterbury en central person, også i venskabets historie, hvorefter fremstillingen når sit højdepunkt med Aelred af Rievaulx. Derefter klinger venskabslitteraturen ud i det trettende århundrede. Beretningen giver en nuanceret redegørelse for kildernes meddelelser og en stadig bestemmelse af venskabs type — ciceroniansk, overvejende politisk, overvejende personlig (i flere nuancer), af erotisk, evt. homoseksuel, art. Jeg finder grund til at fremhæve den übesværede elegance, hvormed forfatteren placerer de enkelte forfattere, kredse og epoker i et sirligt mønster af traditionssammenhænge.

Det primære kildemateriale er breve og brevsamlinger; i betydeligt omfang inddrages Vitae og krøniker, af og til statutter. Forfatteren er sig den materialebetingede begrænsning bevidst, ligesom han bevidst koncentrerer sig om venskaber i klosterverdenen. Endda er der jo tale om et enormt kildegrundlag og en enorm opgave.

Brian McGuires værk er ikke primært båret af metodiske overvejelser. De er ikke forfatteren ukendte og uomtalte, men af sekundær interesse. Det er et problem, om kildernes mange udsagn om venskaber eller nære bånd i almindelighed er vidnesbyrd om faktiske venskaber, derunder hvor mange breve der er litterære øvelser. Eller hvordan anvende en kilde, hvor en skrivekyndig skriver for en anden. Jeg vil tilføje, at materialets karakter byder på et elementært metodisk problem - som McGuire ikke drøfter - at det kun belyser venskaber mellem adskilte (to brødre, der blev i deres hus, skrev ikke breve til hinanden). I det hele taget er opgaven mere kompliceret, end forfatteren lader forstå, bl.a. fordi han selv må bestemme, hvornår der er tale om et venskab — grundord som amicus, amicitia kan f.eks. ikke bruges som ledetråd. I lange perioder, især i den tidlige Middelalder, må forfatteren da også bruge megen energi på at finde noget, der kan siges at være et venskab.

Opgavens omfang taget i betragtning er disse betragtninger måske rimeligt pedantiske, men det gælder ikke følgende indvending: Kan opgaven egentlig løses? Der var mange venner; der er endnu flere ord om venskaber, men ret beset er de mange ord vel snarere ord om positive personlige følelser i bredere forstand,

og sådanne følelser var der faktisk ikke rum for, når målet var frelsen - den
enkeltes og alles ved alle i Guds navn.

Fremstillingen er ikke blevet bogen om venskab i det første kristne årtusind, men snarere en medrivende og medievende parafrase af, hvad der er overleveret os af tanker og udsagn om emnet, holdt sammen af forfatterens fortrolighed med kilder og litteratur og hans evne til at skabe tiltalende og forståelig orden i det næsten kaotisk store materiale. Friendship & Community er en meget velskreven, velkomponeret og gennemarbejdet fremlæggelse af en side af Middelalderens liv, som sjældent kommer frem til traditionelle historiske og kirkehistoriske værker, et stort epos om venskab og kærlighed.