Bevar din arv. 1937 Danmarks fortidsminder 1987. Redigeret af Ingrid Nielsen, G.E.C. Gad, Skov- og Naturstyrelsen 1987. 3685., ill., delvis i farver. 245kr.

Navnlig siden romantikken omkring 1800 har der herhjemme været stemning for at bevare fortidsminder - gravhøje, bautasten, voldsteder m.v. Men omtrent fra samme tid har fortidsminderne ustandselig været truet af udviklingen. Udskiftningstidens gærder, broer og veje et ét eksempel, et andet de så at sige erhvervsmæssige gravplyndringer i slutningen af forrige århundrede, hvor det for mange mest af alt gjaldt om at få hver plet jord under plov. Koste hvad det ville i kulturtab.

Problemstillingen genfindes i en række andre europæiske lande, men flere steder, bl.a. i Sverige, greb man tidligt ind med lovbestemte fredninger. Det var man af hensyn til ejendomsretsbegreberne længe om at turde i Danmark. Til naturfredningsloven i 1937 også kom til at dække de jordfaste fortidsminder, var der, udover reglerne om danefæ, kun beskyttelse gennem de frivillige fredninger. Kontrolmulighederne var svage for det unge museumsvæsen. Det var en ulige kamp mod uvidenhed, ligegyldighed og undertiden en vis griskhed.

Ovenstående er facetter af det vidtspændende emne, der behandles i historisk og aktuelt perspektiv i et pragtværk, som Skov- og Naturstyrelsen sammen med Rigsantikvarens arkæologiske Sekretariat udsendte i 50 året for, at der omsider kom generelle fredningsbestemmelser for danske fortidsminder.

Trods en udmærket lov er der meget, der er truet. Det overordnede mål med værket synes da også at være en fastholden eller genskabelse af den brede interesse for fortidsminderne. Det næsten missionerende fremgår også af bogens sært spejderklingende titel »Bevar din arv«. Argumenter herfor finder man i rigt

mål i en stribe af velskrevne og meget flot illustrerede essayag'tige afsnit, alle
skrevet af fagfolk på de pågældende områder.

Bogen falder i to dele: tiden før og efter 1937. De første 188 sider omhandler, hvorledes den antikvariske interesse er kommet til udtryk for middelalderen og fremefter. Resten af bogen, bortset fra registre og bibliografi, er i lovens rækkefølge en gennemgang af de forskellige typer af fortidsminder, deres forekomst og hvordan man gennem berejsninger og undersøgelser har arbejdet siden 1937. Disse afsnit om 1937-lovens virkninger (med senere revisioner) er særdeles nyttige også for medarbejdere ved fysisk planlægning i vid forstand. Mangesidigheden i fortidsmindebegrebet kunne godt være en overraskelse for nogen. Senest er havbunden og meget andet end »oldsager« kommet med.

Stilen er letflydende og sproget tilgængeligt for alle. Der er ingen noter, men en fyldig kilde- og litteraturoversigt. Alligevel er det ingen »folkebog«; dertil er mængden af emner og kompakt lærdom trods alt for stor. Redaktøren har med de næsten 30 forfattere ikke helt opnået overskuelighed (et sagregister havde hjulpet), men dog formået at gentagelserne er meget få m.h.t. realoplysninger.

Det fornyende og spændende ved bogen ud fra historisk/kulturhistorisk synsvinkel forekommer især at være Ingrid Nielsens, Vivian Ettings og Kirsten- Elisabeths Høgsbros tværfaglige studier over, hvordan sansen for det antikvariske findes i en vifte afskriftlige kilder, i litteraturen og ikke mindst i billedkunsten. I sjælden grad supplerer illustrationer og tekst hinanden her, men i øvrigt gælder det bogen som helhed, at der er fin dokumentation i billederne. Man kan ikke blot se fortidsminderne, men også hvordan de har været brugt og misbrugt.