Jørgen H. Barfod: København kampklar. Københavnsledelsen og den illegale hær 1943-45. Arsskrift for Frihedsmuseets Venner 1988. Kbh., 1988. 163 s. 58 kr.

Jørgen Barfods fremstilling dækker et emne, som forfatteren klart er stærkt personlig involveret i. Det har både fordele og ulemper. Historikeren Barfod er som ung modstandsmand med i en af de aktioner, der beskrives i bogen. Han er umiskendelig engageret i hele forløbet ud fra standpunkter, som dels ser ud til at være udviklet under besættelsen og dels efter. Han har åbenbare personlige bånd til flere af fremstillingens aktører og han udnytter samlinger og beretninger i Frihedsmuseet, som han er nu afgået leder af.

København kampklar skildrer udviklingen af Københavnsledelsen under Frihedsrådets M-/senere K-udvalg og militærgrupperne i København. Militærgruppernevar Københavnsledelsens vigtigste virkeområde, idet sabotagen blev styret direkte fra Frihedsrådets sabotageudvalg. Københavnsledelsens etablering må i ret vid udstrækning skildres ud fra et kildemateriale, der dækker generelle og ofte landsdækkende forhold. De specielle forhold i København kommer derved til at stå noget vagt aftegnet; hvad der afspejler at kildemateriale ikke eksisterer, og ej heller lader sig skaffe længere. En meget fyldig beretning af Egil Barfod lader det københavnske militærarbejde fremstå stærkt Dansk Samling-orienteret - med kommunisterne på en andenplads. Jørgen Barfod benægter at de politiske

tilhørsforhold skulle betyde noget - og specielt ikke i de aktives egen bevidsthed. De politiske betegnelser afspejler ifølge Barfod kun hvem, der tog det oprindelige initiativ til rekruttering. Her er efter min mening svagheden ved historikeren som aktør tydeligst, idet synspunktet kun belægges med selvoplevelsens kraft. Selv i maj 1945 er Barfod senere i sin fremstilling i stand til at identificere enkelte kompagnier efter partifarve.

Fremstillingen kommer godt rundt om detailudviklingen i de enkelte afsnit. Dens værdi ligger i den detaljerede kortlægning af modstandsaktiviteterne på lokalt plan. Hermed indgår den i rækken af undersøgelser, der i de seneste år har udvidet og nuanceret vores viden om modstandsbevægelsen og dens sammenhæng med det lokalsamfund den udsprang af.

Bogens titel er også dens konklusion. De illegale militærgrupper (Barfod afviser med rette betegnelsen ventegrupper: mange grupper deltog i et blandet illegalt arbejde for at gejsten kunne holdes oppe) var i maj 1945 kampklare og parate til at løse de opgaver, de kunne blive tildelt ifølge SHAEF's operationsordre til de danske modstandsstyrker. For militærgrupperne betød det, at kampopgaver kun kunne ske i forening med en allieret styrke. Barfod far indirekte vist, at militærgrupperne derimod slet ikke var i stand til at løse militære opgaver på invasionstidspunktet i juni 1944. Hvad der var den opgave Fl. B. Muus som leder af faldskærmsorganisationen havde fået stillet i London i december 1943 og som Frihedsrådet senere havde påtaget sig. Om København nu faktisk var kampklar i maj 1945 er ikke let at bevise. Militærgrupperne anvendtes i maj-juni 1945 væsentligst til politiopgaver og bevogtning. Spørgsmålet bliver derfor helt hypotetisk. De beretninger, som fremstillingen af det lokale militærgruppearbejde hviler på, er skrevet af lederne. Set herfra vil et sådant arbejde sikkert altid fremstå som mere velordnet end det kunne opleves nedefra eller udefra. Selvom de politimæssige opgaver i foråret og sommeren 1945 blev løst så godt, som forholdene tillod det, så er der i bogen reelt ikke noget svar på om København var kampklar. Ej heller bliver det tydeligt om det svar nogensinde vil kunne fås.