Egon Eriksen og Ole L. Frantzen: Dansk artilleri i Napoleonstiden. Forudsætninger og udvikling 1760-1814. Tøjhusmuseets Skrifter 11. Kbh., 1988. 530 s. Ill. 250 kr.

Principielt er historikeren ikke ekspert pa andet end fortiden som dimension og aspekt. Pa alle fortidige sagomrader er han henvist til at soge konkret information hos de fag og discipliner, han vil inddrage i sin forskning og fremstilling. Behovet for sagkyndig bistand foles ofte saerligt stort, nar det gaelder teknologi i videste forstand, som for eksempel landbrugets redskaber, skibe og skibstyper, byggeri og konstruktion, kraftkilder og maskiner, og militaer teknologi. Men erfaringsmaessigt oplever historikeren det ofte som urimeligt vanskeligt at fa svar pa sine tilsyneladende enkle og konkrete spargsmal, fordi denne litteratur i vidt omfang er skrevet af indforstaede specialister for indforstaede laesere, med en filatelistisk begejstring for emnets detaljer, og uden megen tanke pa perspektiv og anvendelighed. Retfaerdigvis ma det siges, at denne isolationistiske holdning i disse ar er pa vej til at blive opgivet i de fleste af de fag og discipliner, historikeren normalt konsulterer. Men endnu star der mange holdningsmaessige barrierer tilbage, for de videnskabelige specialister ogsa taenker deres laege laesere med i fremstillingen - og opdager, at de dermed samtidig selv bliver klogere pa deres erane.

På den baggrund kan der være grund til at gøre opmærksom på udsendelsen af en vellykket specialpublikation, der ud over at opfylde sin egen genres elementære krav med hensyn til katalogisering, typologisering og omfattende bilags- og dokumentationsmateriale også har evnet at stille specialviden til rådighed for ikke-specialister på en klar og anvendelig - og i de principielle og perpektiverende afsnit også fængslende - måde. Emnet er krigens teknologi. Eller rettere det delaspekt af den, der vedrører hærens og flådens artilleri i den danske helstat i den militærteknologisk formative periode fra omkring 1760 og frem til 1814, hvor den totalt ændrede militærpolitiske situation stillede Generalitetet og Admiralitetet og den politiske ledelse over for helt nye problemer.

De to forfattere: Tøjhusmuseets artillerisamlings tidligere leder, Egon Eriksen, og museets nye direktør, Ole L. Frantzen, har som fælles mål haft ønsket om at nå videre end den blotte katalogbeskrivelse, og at give en analyse af artillerimaterielletsbestand og funktioner samt dets konkrete militære anvendelse. Efter et instruktivt indledende afsnit af Egon Eriksen om ballistik og skytsfremstilling har de delt emnet imellem sig, således at Egon Eriksen behandler landartilleriet og Ole L. Frantzen søartilleriet. Faren for at miste overskuelighed og sammenlignelighedhar de dog undgået ved at følge en identisk og konsekvent disposition, hvor

hovedvægten er lagt på artilleribestand, organisation, personel, skytssystemer, skytsbetjening og taktik samt artilleriets faktiske anvendelse i krig. For hærens vedkommende far læseren herudover en værdifuld indføring i artilleriproblematikkeni forbindelse med Københavns bombardement i 1807 samt information om det omfattende batten- og skansebyggeri 1807-14. For flådens vedkommende diskuteres den udenlandske inspiration og den selvstændige tilpasning til de specifikt danske behov samt den fleksible gensidige tilpasning af skibstyper og artillerityper før og under englænderkrigene. Interessant i denne sammenhæng er redegørelsen for flådens faktiske muligheder for at erstatte tabene i 1801 og 1807 samt for flådens katastrofalt lave krudtbeholdning i krigens afsluttende fase.

Som venteligt i et bind af Tøjhusmuseets Skrifter er bogen gennemtænkt
illustreret, og dens anvendelighed som opslagsværk øges yderligere af et omfattende
sag-, navne- og stedregister.